I slutningen af 1700-tallet spirer en ny idé om digteren frem. Digteren er en skikkelse, der ikke blot skriver, men sanser dybere, føler stærkere og ser længere ind i tilværelsens hemmelige lag end almindelige mennesker. Romantikkens genre gør digteren til en profet og et næsten helligt væsen. Novalis er en af dem, der bliver omhyllet af denne glorie.
Hans korte liv, hans poetiske fragmenter og hans ekstatiske sorg over den unge forlovede Sophie har gjort ham til indbegrebet af romantisk geni: Han var visionær, han var en mystiker, og en drømmer. Men samtidig er han et eksempel på, hvor langt sværmeriet kan trække tanker væk fra virkeligheden.
Tænk som … Jena
Tænk som … Jena er podcastserien, hvor vi dykker ned i samtaler om mennesket, friheden og naturen.
I den lille tyske by Jena samles nogle af Europas største tænkere. I 10 år lever de et kaotisk og kreativt liv. Det er sæbeopera for de intellektuelle, når Jena-kredsen spiser, skændes, forelsker sig på kryds og tværs og gør sig store tanker om det at være i live. Tanker, som har været med til at forme den måde, vi som individer tænker, sanser og føler.
Det er over 200 år siden. Men i en moderne verden fuld af uroligheder, er det på tide at hive de gamle tyske klassikere ned fra hylden igen.
I den her podcast-serie undersøger historiker Lars Christiansen sammen med en gæst, hvordan nogle helt særlige personer revolutionerer vores opfattelse af, hvad det vil sige at være menneske igennem kultur, natur og videnskab.
Få indblik i podcastserien gennem denne artikelserie eller lyt til afsnittet her
Podcasten er produceret af Rakkerpak Productions i samarbejde med Gads Forlag og A Mock Book
For selvom Novalis efterlader noget af den mest forførende poesi fra perioden, er meget af hans tænkning, ifølge forfatter Knud Romer, præget af vrøvl og idealiseringer, der ikke bør tages for alvorligt. Hans værker bør læses og nydes, men ikke bruges som kompas for virkeligheden.
Novalis og den nye genre
Novalis – født Friedrich von Hardenberg – vokser op på et tysk slot, omgivet af privilegier og forventninger. Som ung mand studerer han både jura, naturvidenskab og filosofi, og han bevæger sig hurtigt ind i den intellektuelle kerne i den tyske universitetsby Jena i 1790’erne.
Vi søger overalt det ubetingede og finder overalt kun ting
Fra værket Blomsterstøv af Novalis
Her spiser, skændes og forelsker en kreds af unge tænkere sig gennem et årti, der kommer til at forme europæisk åndshistorie. Store navne som Goethe, Fichte, Schiller og brødrene Schlegel formulerer tidens nye tanker om menneske, frihed, natur og ånd.
Det er også her, Novalis begynder at udgive sine berømte fragmenter. I Blomsterstøv skriver han korte, kryptiske og poetiske aforismer, som senere bliver symbol på romantikkens tro på intuition, indre dybde og længsel efter det ubetingede.
Allerede i samtiden er han noget særligt: Han skriver ikke sammenhængende. Han skriver i brudstykker; glimt, antydninger og tanker, der stopper, før de bliver til helhed. Den fragmenterede genre er selve pointen i hans værker.
Sophie: den døde forlovede, der blev et ideal
Midt i studier og tidlige udgivelser møder Novalis den 12-årige Sophie von Kühn under en forretningsrejse. Han er i begyndelsen af 20’erne. Ifølge hans egne dagbogsnoter forelsker han sig på et kvarter.
De siger en helvedes bunke vrøvl, men det lyder smukt
Knud Romer, forfatter
Deres forlovelse vakte opsigt, også dengang. Hun var et barn. Han var voksen. Men for Novalis bliver Sophie hurtigt mere end en forlovede: Hun bliver et billede på renhed, uskyld og guddommelig kærlighed.
Da Sophie dør som 15-årig, rammes han af en sorg, der for ham ikke bliver en afslutning, men et begyndelsespunkt på den romantiske digters tanker. Han samler hendes tøj, hårlokker og ejendele. Han arrangerer dem på hendes grav, så det ser ud, som om hun stadig er i live. Han skriver om natlige besøg ved gravstedet, hvor han oplever en form for åndelig næsten hallucineret kontaktmed hende.
Han skriver bl.a.:
– Graven blæste jeg væk foran mig som støv. Hendes nærhed var følelig. Jeg troede, at hun skulle træde frem for evigt.
Dette bliver et gennemgående motiv i hans senere tekster, blandt andet i Hymner til natten og i romanen Heinrich von Ofterdingen. Sophie optræder i dem som en form for frelserskikkelse, en figur, der overskrider dødens grænse og peger mod det hinsides.
Fragmentet længslen og umuligheden i det hele
Novalis’ værker kredser om én idéen om, at mennesket længes efter det ubetingede. Den blå blomst, som hovedpersonen i Heinrich von Ofterdingen drømmer om, står som symbol på denne længsel. Men længslen kan aldrig opfyldes, og det er selve romantikkens paradoks.
Det er en blindhed for virkelighedens konkrete menneskeliv
Knud Romer, forfatter
Som han skriver i Blomsterstøv:
– Vi søger overalt det ubetingede og finder overalt kun ting.
Her rammer han det, der bliver romantikkens signatur: længsel uden mål, dybder uden bund, betydning uden klarhed. Det er smukt, det er gådefuldt, og det er grundlæggende urealiserbart.
Knud Romer: Det er vrøvl, men det lyder smukt
Forfatter Knud Romer har gennem et helt liv læst Novalis. Han elsker de romantiske tekster, men ikke deres verdensforståelse. Og han advarer imod at læse romantikerne som sandhedsprofeter.
– Det, der er så skønt med alle dem, jeg elsker, det er, at de siger en helvedes bunke vrøvl, men det lyder smukt.
Knud Romer fremhæver, at romantikerne ofte idealiserer “det indre”, som om mennesket rummer en ren, dyb sandhed, der blot skal oplyses. For ham er det en illusion. Deres forestillinger om sjæl, ånd og indre væren er produkter af den tid, de levede i og ikke universelle sandheder.
Han peger også på, at romantikerne ofte foragtede almindeligt hverdagsliv og “filistre” – borgere, der passede deres arbejde og betalte skat.
– Det er en blindhed for virkelighedens konkrete menneskeliv, siger Knud Romer.
Men netop derfor skal vi læse dem som kunstnere og ikke som autoriteter.
Et smukt men farligt ideal
Man kan nyde Novalis, men man skal ikke ophøje ham til et orakel
Knud Romer, forfatter
Romer taler hårdt om romantikernes tendenser til sværmeri, grænseoverskridelse og idealisering af det ekstremt unge, det døde og det hinsides. Den romantiske myte om digteren kan føre til destruktive forestillinger om, at lidelse, vanvid og ulykke er veje til sand erkendelse.
Det er netop dét, Novalis bliver et eksempel på: den unge, lidende, visionære poet, der søger absolut mening og dør alt for tidligt.
Men myten er ifølge Knud Romer ikke et godt forbillede. Det betyder ikke, at værkerne ikke er værdifulde, tværtimod. Det betyder blot, at de ikke skal forveksles med livsfilosofi
Læs Novalis, men læs ham rigtigt
Det romantiske projekt er ikke et projekt, man skal leve efter. Det er et projekt, man skal læse som kunst. Og her er Novalis en af de smukkeste skikkelser i europæisk litteratur: fragmenternes poet, længslens digter, den blå blomsts opdager.
– Man kan nyde Novalis, men man skal ikke ophøje ham til et orakel, siger Knud Romer.
Novalis’ ord er magiske, men ikke autoritative. De er fragmenter, ikke sandheder. De er længsel, ikke verdensforklaring.
Novalis’ blå blomst er et af litteraturhistoriens stærkeste billeder. Men den findes kun i sproget, ikke i virkeligheden. Og måske er det netop derfor, den stadig blomstrer.
SPONSORERET INDHOLD: Artiklen bygger på research og samtaler fra podcasten Tænk som … Jena. Podcasten er tilrettelagt af Rakkerpak Productions Mads Gordon Ladekarl i samarbejde med Gads Forlag og A Mock Book.
Lyt til afsnittet her eller i din fortrukne podcastapp
