Solen står højt over Atlanterhavet, da et fransk forskningsskib driver gennem en stime af portugisiske orlogsmænd ud fra Vestafrikas kyst.
Det er et kolonidyr med lange tentakler fyldt med kraftige giftstoffer. Og de er kendt for at give ekstremt smertefulde og farlige reaktioner.
Ombord leder Charles Robert Richet efter en måde at tæmme giften fra det særegne havdyr.
Tanken er enkel og meget typisk for sin tid: Kan immunsystemet trænes til at modstå gift, ligesom det kan mod bakterier?
EN RAKKERPAK ORIGINAL: VIDENSKABENS VINDERE
I tiden omkring 1900 har vacciner mod sygdomme som kopper haft succes. Charles Robert Richet overfører den samme tanke til gift. Hvis små mængder bakterier kan træne immunforsvaret, kan små mængder gift måske gøre det samme
De døde hunde
Charles Robert Richet begynder sine forsøg forsigtigt. Han udvinder små mængder gift og sprøjter dem i dyr. Først duer, så frøer, marsvin og kaniner. Dyrene reagerer med kraftige tegn på smerter, men kun midlertidig. Og de overlever. Alt peger i retning af, at kroppen langsomt vænner sig til giften.
Men det afgørende brud kommer senere, i laboratoriet i Paris. Her gentager han forsøget på hunde. En stor hund, Neptunus, har allerede overlevet flere injektioner og virker umiddelbart rask. Men da Charles Robert Richet giver hunden endnu en dosis reagerer den voldsomt og dør efter en halv time.
Alligevel gentager han forsøget. Resultatet er det samme og endnu en hund dør. Det, som han troede beskyttede dyrene, gør i stedet deres kroppe ekstremt sårbare.
Opdagelsen af allergi
Charles Robert Ricket må opgive drømmen om en giftvaccine. Til gengæld står han med et nyt fænomen i hænderne.
Han kalder det anafylaksi – fra græsk ana (mod) og phylaxis (beskyttelse).
Kroppen reagerer ikke mildere ved at blive udsat for gift gentagne gange, men kraftigere. Det er ikke selve allergien, som Richet opdager, men princippet om, at immunsystemet kan blive farligt overfølsomt efter gentagen kontakt ved særlige stoffer.
Opdagelsen bliver grundlæggende for den senere forståelse af allergi og immunsystemets hukommelse.
I 1913 belønnes hans arbejde med Nobelprisen i medicin.
Selv beskriver Charles Robert Richet dog opdagelsen som et resultat af nøgtern iagttagelse snarere end genial teori: Selvom han ønskede et andet resultat, kunne han ikke nægte de fakta, der stod foran ham.
SPONSORERET INDHOLD.
Artiklen er baseret på research og interviews af Frederi Hols i podcasten Videnskabens Vindere af Rakkerpak Productions i samarbejde med Science Report støttet af Leo Fondet.
Er du nysgerrig på hele historien om Charles Robert Richet? Så lyt til episoden her eller i din fortrukne podcastapp.
