– Roger that. Over.
Den skrattende forbindelse over walkie-talkien afsluttes. Soldaten John Smith kigger mod sin overordnede.
–Hva’ så? spørger han.
–Vi rykker ind. Nu.
Med et armtegn markerer officeren, at det er “go time”.
Smith tager sin gasmaske på og tænder for de infrarøde briller. Fem amerikanske soldater, klædt i sandfarvet kamuflage, bryder gennem ståltrådshegnet ind til det landbrugslaboratorium, de har overvåget i dagevis. Det er april 2003, USA har netop indledt invasionen af Irak, og John Smith mærker adrenalinen pumpe.
Månens skær og brillerne fører dem frem over det sandede underlag. Mens de løber på rad og række mod bygningen, kredser Smiths tanker om præsident George W. Bushs påstande: at Saddam Hussein har masseødelæggelsesvåben. Hvis de finder beviser, venter der muligvis både hæder og medaljer.
Et brag river ham tilbage til virkeligheden.
Et eksplosivt grundstof
Døren til laboratoriet er sprængt af. John Smith spejder rundt, nervøs for baghold. I dagene op til har hans kompagni patruljeret i Salman Pak, en frodig by syd for Bagdad. Deres primære opgave er at holde øje med et landbrugslaboratorium, som amerikanske efterretninger mistænker for at skjule produktion af kemiske våben.
Laboratoriet kunne meget vel indeholde natrium. I sin rene form er natrium ikke bare reaktivt, det er eksplosivt ved kontakt med vand eller ilt. Derfor findes det sjældent frit i naturen. I stedet er det bundet i forbindelser som salt – natriumklorid – som mennesker indtager dagligt. Det regulerer væskebalancen i kroppen, men som rent grundstof kan det være livsfarligt.
Natrium er et alkalimetal – blødt, sølvhvidt og så reaktivt, at det skal opbevares lufttæt. Kommer det i kontakt med vand, frigiver det brintgas og kan eksplodere. Og netop det gør det til en mulig komponent i kemiske våben, især hvis det blandes med cyanid, så dannes en giftig gas, der kan dræbe i mikroskopiske mængder.
Jagten i laboratoriet
John Smith tænder lygten på sin hjelm. Lokalerne virker forladte, men stadig i brug. Kaffekopper, tændte skærme og papirer vidner om aktivitet. Han lader gasmasken blive på. Hvis det her er en våbenfabrik, kan luften være giftig.
Men noget undrer ham: Hvor er vagterne? Hvor er medarbejderne? Hvis stedet virkelig producerer kemiske våben, hvorfor er det så dårligt beskyttet?
De bevæger sig ned ad lange korridorer. Et dørtrin knirker, en dør bliver åbnet – men bag den: tomhed.
Kun skriveborde og et tekøkken. John Smiths officer fjerner gasmasken.
–Det her er ikke nogen kemikaliefabrik. Det her er bare en almindelig kontorbygning.
Modvilligt følger John Smith trop. Han tager en dyb indånding og frygter en giftig dunst. Men luften er ren. Kun duften af mynte fra tekrusene. Ved siden af ligger dokumenter. Nogle med illustrationer, der ligner kolber og blandinger af væsker.
–Sir, prøv lige at se her.
Natrium i alt og alle
Det er ikke kun i krig, at natrium spiller en rolle. Også i byens arkitektur. Tæt på laboratoriet i Salman Pak står Ktesifon-porten, en 1500 år gammel halvbue og en af verdens største af sin slags. Den gamle bymur er en påmindelse om imperier og imperiedrømme og i dens sten gemmer sig natrium.
Faktisk udgør natrium over 2 procent af jordskorpen. Det findes i havet, i kroppen, i planter og dyr. Det er blandt de mest almindelige grundstoffer på Jorden.
Og nu står John Smith med det i hænderne – eller i hvert fald mulige spor af det.
Sagen udvikler sig
John Smith gennemgår papirerne. Alt står på arabisk. Til gengæld afslører nogle af illustrationerne kemiske opstillinger. Det er nok for officerens vurdering:
–Ta’ alt det papir I kan finde med jer! 30 sekunder. Så rykker vi ud igen!
Smith fylder sin sikkerhedsvest med papirer. Med geværet forrest og bøjet i knæ skynder han sig ud gennem den sprængte dør. Der er ingen fjender i sigte. Operationen lykkes.
Kort efter meddeler den amerikanske regering, at man har fundet dokumenter, der knytter Saddam Husseins styre til masseødelæggelsesvåben. Men dokumenternes ægthed bliver betvivlet. Flere kilder hævder, at papirerne er forfalskede eller bygger på usikre oplysninger.
Man fandt aldrig kemiske våben i Irak. Ikke i laboratoriet ved Salman Pak. Ikke i 2003.
Men FN har tidligere rapporteret, at en fabrik i Irak i slut-80’erne producerede op mod 180 tons natriumcyanid – nok til at dræbe millioner. Om fabrikken lå i Salman Pak er uvist. Men byen var et militært knudepunkt, og ifølge Reuters også tilflugtssted for terrorgrupper.
Et grundstof under opsyn
Natrium har siden da været under streng international kontrol. Kemiske stoffer, der før blev brugt uden store begrænsninger, er i dag nøje reguleret. Ikke fordi natrium i sig selv er ondt, men fordi det, i de forkerte hænder, kan blive det.
Et harmløst grundstof, hvis potentiale både kan redde og ødelægge liv.
SPONSORERET INDHOLD: Artiklen er baseret på podcasten Periodisk. En Rakkerpak Original støttet af Novo Nordisk Fonden. Lyt med på Periodisk.nu eller der, hvor du finder dine podcasts
