En oktober eftermiddag i 1885 går den 19-årige typograf Julius Rasmussen frem og tilbage på Toldbodvej i København. I lommen hviler hans hånd på en revolver, ladt med seks patroner – men han har besluttet, at to skud må være nok.
Hans mål er ikke hvem som helst: konseilspræsident Estrup, landets regeringsleder.
Et historisk levn uden et reelt retligt indhold
Sune Klinge, lektor i forfatningsret
Hvis Estrup er hjemme, har Julius lovet sig selv at gå igen. At skyde en mand i hans private hjem ville være usselt. Men da Estrups hustru fortæller, at han først ventes hjem klokken fem, beslutter Julius at vente.
Timerne forinden har Julius siddet i tilhørerlogen i Rigsdagen, hvor han havde håbet på at høre en ophedet debat om finansloven. I stedet blev mødet afsluttet efter blot syv minutter. Den unge typograf, der sympatiserer med Venstre, forlader Christiansborg skuffet. Oppositionens forsøg på at blokere for nye love – den såkaldte visnepolitik – har ikke ændret på magtbalancen. Regeringen har igen og igen benyttet sig af muligheden for at udstede provisoriske love uden om Folketingets flertal.
RAKKERPAK ORGINIAL: LOVEN
LOVEN er en podcastserie i 89 afsnit med spændende og dramatiske historier om den danske grundlov fortalt af skuespiller Sofie Lasse-Kahlke.
Få indblik i podcasten gennem denne artikelserie eller lyt til LOVEN her eller der, hvor du lytter til podcast.
For Julius er tålmodigheden brugt op. Han beslutter sig: Estrup skal fjernes.
Attentatet, der mislykkedes
Selvom §12 i dag ikke kan tillægges betydning, så peger den i retning af den model, vi kender, hvor regeringen udøver magten gennem ministrene. Den viser konturerne af det folkestyre, vi senere fik
Sune Klinge, lektor i forfatningsret
Lidt i fem dukker Estrup op i sin sorte frakke, med stok i hånden. Julius træder frem og spørger:
– Er De Estrup?
Da regeringslederen bekræfter, trækker Julius revolveren og affyrer to skud på tæt hold. Estrup vakler – men falder ikke. Den første kugle har ramt en frakkeknap, der ændrede kuglens retning. Det andet skud ramte muren.
Kort efter bliver Julius overmandet. Han protesterer ikke.
– De behøver ikke tage fat på mig, jeg løber ingen steder. Jeg står ved min gerning, siger han roligt, inden han føres væk af politiet.
Estrup børster sin frakke af, tager til middagsselskab samme aften – og slipper uskadt. Julius derimod idømmes 14 års tugthusarbejde.
Kongens magt og folkets vrede
Grundlovens §12, som danner rammen for tiden, lyder:
Kongen har med de i denne grundlov fastsatte indskrænkninger den højeste myndighed over alle rigets anliggende og udøver den gennem ministrene
Ifølge lektor i forfatningsret Sune Klinge er bestemmelsen i dag “et historisk levn uden et reelt retligt indhold”. Men i 1800-tallet var magtbalancen anderledes.
Efter grundlovsrevisionen i 1866 blev Landstinget i højere grad forbeholdt de velhavende, mens kongen selv udpegede 12 medlemmer på livstid. Samtidig havde Venstre flertal i Folketinget – men regeringsmagten forblev hos Højre. Konflikten mellem de to kamre voksede, og finansloven blev kernen i opgøret.
Estrups regering brugte paragrafbestemmelser om provisoriske love til at styre udenom folketingsflertallet. Det blev indledningen til de såkaldte provisorieår, hvor Venstre og deres vælgere oplevede, at stemmeretten reelt ikke gav politisk indflydelse.
– Selvom §12 i dag ikke kan tillægges betydning, så peger den i retning af den model, vi kender, hvor regeringen udøver magten gennem ministrene. Den viser konturerne af det folkestyre, vi senere fik, forklarer Sune Klinge.
En gnist i en større kamp
Attentatforsøget mod Estrup ændrede ikke magtbalancen på kort sigt. Tværtimod steg opbakningen til regeringslederen efter skuddene. Men episoden blev et dramatisk kapitel i den langstrakte forfatningskamp, der først langt senere førte til et folkestyre, hvor kongemagten måtte vige for parlamentarismen.
For Julius Rasmussen blev prisen høj. For Estrup blev kuglerne blot en påmindelse om, hvor dyb splittelsen var. Og for Danmark markerede oktober-dagen i 1885 begyndelsen på næsten ti år, hvor folketingsflertallet stod uden reel magt – bundet af en grundlovsparagraf, der på papiret gav kongen “den højeste myndighed over alle rigets anliggender”.
SPONSORERET INDHOLD: Artiklen bygger på research af Maya Zachariasen fra pocsten Loven. En Rakkerpak Original i samarbejde med K-News, støttet af Dreyers Fond og DFI’s Public Service-pulje.
Vil du vide mere? Lyt til afsnittet § 12 – Kongens myndighed i podcasten LOVEN på lovenpodcast.dk eller dér, hvor du henter dine podcasts.
