Det er sen eftermiddag på Nørrebro. Murerværktøjet er lagt fra sig for i dag, og August, murersvend, er på vej hjem til lejligheden i Korsgade. Træt, beskidt og gennemkold trasker han op gennem opgangen, mens han håber, at hans kone Emilie måske har maden klar. Det ville være en kærkommen overraskelse.
Men ved døren på tredje sal er noget galt. Der er låst. Han har set lys inde fra lejligheden, så hun må være hjemme. Han trykker håndtaget ned igen og igen, lidt drillende. Intet svar.
Så banker han. Først roligt, og så mere insisterende:
–Åhh Emilie, jeg er træt, våd og kold, jeg gider ikke din spøg lige nu, kalder han gennem døren.
Stilheden bliver afløst af lyde inde fra lejligheden. Møbler der rykker sig, skridt på gulvet, som om nogen skynder sig rundt. Som om de er flere.
August slår hårdere på døren.
–Luk op nu! Jeg ved, du er derinde!
Naboen lister sig op til sin dør, den gamle, nysgerrige stodder, som sikkert står og lytter gennem brevsprækken. Det får August til at råbe gennem nabodøren, at han kan stikke ind og passe sin egen butik.
Inden han når at hamre på sin egen dør igen, lyder tunge skridt indefra. Døren bliver flået op. I åbningen står en fremmed vred mand med hævet hånd, mens Emilie stikker hovedet frem bag hans skulder.
– Nu synes jeg bare, du skal tage og skride! siger den fremmede.
Opgangen snører sig sammen om August. Han stirrer på den ubudne gæst og forsøger at aflæse Emilies ansigt. Er det skam? Medlidenhed?
– August, det er bedst, du går nu, siger hun.
Det er ikke første gang. Han ved, at hun har været ham utro før, og hun lovede, at det ikke skulle ske igen. Nu står han igen i opgangen, med sine sko i hånden, før han går ned på gaden.
Nedenfor på fortovet kigger han op mod lejligheden.
Her går han og slider, mens hun ligger med andre mænd. Det kan ikke blive ved.
Han ønsker inderligt en skilsmisse, men tidspunktet gør det næsten umuligt.
For på dette tidspunkt ved århundredskiftet i 1893 findes der ingen moderne skilsmisselovgivning. Den gældende retsstilling stammer fra Danske Lov af 1683, hvor ægteskab grundlæggende er ubrydeligt. Hvis August skal løses fra Emilie, er det ikke nok med en dårlig samvittighed og en utro hustru.
Han har brug for noget helt andet: en undtagelse fra loven.
Og her kommer grundlovens paragraf 25 ind i billedet.
RAKKERPAK ORIGINAL: LOVEN
LOVEN er en podcastserie i 89 afsnit med spændende og dramatiske historier om den danske grundlov fortalt af skuespiller Sofie Lasse-Kahlke.
Få indblik i podcasten gennem artikelserien her eller lyt til LOVEN her eller der, hvor du lytter til podcast.
Paragraffen lyder:
Kongen meddeler dels umiddelbart, dels gennem vedkommende regeringsmyndigheder, sådan bevillinger og undtagelser for lovene, som enten ifølge den 5. juni 1849 gældende regler er i brug eller hvor tilhjemmel indeholdes i en siden den tid udgiven lov
Med andre ord: I særlige enkeltsager kan kongen – eller gennem myndighederne – give en slags kongelig dispensation fra ellers gældende regler. Et juridisk “hak en hæl og klip en tå”, når lovgivningen ikke passer til virkeligheden.
For August betyder det, at der trods alt er en vej ud af ægteskabet. Men den går ikke gennem præsten. Den går gennem kongen.
En ny kærlighed og et gammelt lovsystem
Tiden går. August bliver forladt af Emilie, der tager parrets fælles ejendele med sig og bliver offentlig fruentimmer – sexarbejder. Hun forsvinder næsten ud af historien.
Enten er det regeringen direkte, kongen, eller også vil det være de afarter af den offentlige myndighed, der med denne bestemmelse kan gøre undtagelser for lovene
Sune Klinge, lektor i forfatningsret
August lever videre. Han får to børn med to forskellige kvinder, han ikke er sammen med, men han betaler underholdsbidrag. Det er i sig selv et vidnesbyrd om, at lovgivningen på nogle områder er nået langt – der er regler for underholdsbidrag – samtidig med, at selve ægteskabet fortsat kun kan opløses med kongelig tilladelse.
Han og Emilie er altså stadig gift på papiret, selv om deres liv for længst er gledet i hver sin retning. August har indgivet en ansøgning om skilsmisse, men svaret lader vente på sig.
Det stopper ham dog ikke fra at finde kærligheden igen.
En sommerdag på Assistens Kirkegård går han arm i arm gennem poppelalléen med Marie, hans nye kvindelige bekendtskab. Nørrebro er badet i sol, træerne står grønt og tæt, og fyraftensøllen gør tonen blødere.
– Åh min kære Marie, når først den kongelige bevilling løser mig fra Emilie, så vil alle vide, at det er du og jeg, siger August.
Om det er øl, forelskelse eller begge dele, tænker Marie ikke nærmere over. Hun trykker sig tættere ind til ham og svarer:
– Åhh ja, August, det bliver en glædens dag.
Ved udgangen af kirkegården peger hun ned mod den store rødstenskirke på hjørnet af Hans Tavsens Gade og Kapelvej.
– Bare hvis du vil vide det, så er det der kirken i mit fødesogn, siger hun.
Hun hinter: Det er dér, hun vil giftes. I begyndelsen af 1900-tallet er det normen, at brudepar bliver viet i brudens fødesogn.
August kikker på Helligkors Kirke. En tung, murstensbygning, der nærmest skuler over kvarteret. Han har hørt de andre arbejdere tale om præsten: en knibsk, indremissionsk, ældre herre, der ikke bryder sig om kvarterets arbejdere eller de moderne tider.
– Var det ikke der, præsten beordrede de røde faner væk under en begravelse? spørger han og mærker et lille ubehag ved tanken om at skulle giftes netop dér.
– Jo, men det kan da vel være lige meget, du skal vel hverken have faner eller roser med den dag? svarer Marie.
– Naah, nej, det er selvfølgelig rigtigt, klukker August, inden de går videre.
Da de passerer kirken, gør August status. Det vigtigste er ikke præstens sindelag, men at svare på Maries hentydning. Så, lidt underspillet, siger han:
– Ja, det er godt at vide, hvor der skal inviteres til, når det bliver.
Der er dog en stor sten i skoen: De bor allerede sammen. De deler hjem, hverdag og seng uden at være gift – samtidig med, at August juridisk set stadig er gift med Emilie.
Set med datidens øjne lever August og Marie i “hor”. Og det skal få store konsekvenser.
Kongens ja – og præstens nej
Mens August og Marie planlægger deres fælles fremtid, arbejder bureaukratiet videre i sit eget tempo. Til sidst kommer afgørelsen. Året er 1902, da August åbner den lille konvolut med den officielle skrivelse.
Skilsmissen fra Emilie er bevilget. Den kongelige undtagelse fra loven, som grundlovens paragraf 25 giver mulighed for, er faldet ud til hans fordel.
Han vender sig mod Marie:
–Marie, vil du gifte dig med mig?
Hun svarer ja, og alt burde nu være lige til: kongens ja, kærlighedens ja, en dato i kirken.
Men sådan er det ikke i 1902.
Den kirkelige vielse er omgivet af en formel og social kontrol, som i dag kun lever videre som en svag genklang i amerikanske film, hvor præsten spørger menigheden, om nogen har noget at indvende.
Men dengang foregik det mere systematisk. Tre søndage i træk op til vielsen skal præsten “lyse til ægteskab” under gudstjenesten – annoncere de kommende brudepar og give mulighed for indsigelser.
August og Marie, der ellers ikke er faste kirkegængere, sidder nu på kirkebænkene flere søndage i træk. August forsøger at følge prædikenen, men tankerne kredser om den forestående vielse.
– Hvis nogen ville sige os imod, havde de jo gjort det allerede, har Marie sagt.
Mens kvinderne går til alteret, følger han hende med øjnene. Han mærker sommerfuglene. Han er sikker på, at intet kan stå i vejen nu: skilsmissen er godkendt, de praktiske forhindringer ryddet af vejen.
Inden sidste salme læser præsten navnene på de par, der skal vies. Lyden flyder sammen, indtil August hører deres navne: Marie Amalie født Lundquist og August Ludvig Jensen.
Han stirrer på præstens mund, som om ordene bliver trukket i langdrag. En pause. Et ord:
– Nej.
Præstens nej runger.
Han fortsætter: August og Marie kan ikke vies, for det er kommet ham for øre, at de har levet i hor.
August er knust og rasende. Selv om han én gang har giftet sig med den forkerte, ser han sig selv som en ærlig mand, der både har taget ansvar for sine børn og kæmper for et ordentligt liv med Marie.
Men i præstens øjne vejer det tungere, at de to har levet sammen uden at være gift.
En paragraf til undtagelser og en præst, der ikke bøjer sig
For at forstå, hvorfor historien endte med kongelig bevilling det ene sted og præstens nej det andet, er man nødt til at se nærmere på selve paragraf 25 og den historiske kontekst, den opstod i.
Lektor i forfatningsret, Sune Klinge, forklarer:
– Grundlovens paragraf 25 skal ses i et historisk kontekst. Og bestemmelsen skulle så at sige lappe på de vanskeligheder, der kunne opstå i en overgangsperiode. For det, der var tilfældet, det var, at man på rigtig mange retsområder havde nogle regler, hvor man manglede de nye rigsdagsvedtagne love, siger han.
Med andre ord: Da grundloven blev indført, var der store områder, hvor de gamle regler stadig gjaldt, fordi nye love endnu ikke var kommet på plads. For at “det hele ikke gik i stå”, som han beskriver det, måtte man kunne administrere videre og i særlige tilfælde fravige de gamle regler.
– De regler skulle så, for at det hele ikke gik i stå, så skulle man stadig kunne administrere efter dem, og hvis de skulle laves om, kunne man så med kongens eller myndighedernes godkendelse få lov til at gøre undtagelser fra dem, forklarer han.
Et af de områder, hvor paragraffen fik praktisk betydning, var reglerne om ægteskab og skilsmisse. De var, som Sune Klinge peger på, “meget begrænset” på dette tidspunkt, derfor kunne kongen gennem sine myndigheder meddele undtagelser til den eksisterende lovgivning.
Samtidig rakte bestemmelsen bredt ud over kongen selv.
– Og hvis vi nu som jurister går ind i en nærmere ordlydsfortolkning af bestemmelsen, så kan vi sige et ord som regeringsmyndigheder. Hvad dækker det så over? Og der må vi sige, at det er i en nutidig læsning alt fra kommuner og statsmyndigheder og hvad vi tidligere har haft, så på den måde en bred betegnelse for offentlige myndigheder. Så enten er det regeringen direkte, kongen, eller også vil det være de afarter af den offentlige myndighed, der med denne bestemmelse kan gøre undtagelser for lovene, siger Sune Klinge.
I dag bruges paragraf 25 næsten ikke. Lovgivningsarbejdet går langt hurtigere, og hvor man tidligere havde brug for at lappe med undtagelser, ændrer man nu ofte bare selve loven. Sune Klinge vurderer da også, at paragraf 25 formentlig ikke vil overleve en fremtidig grundlovsrevision.
Men på Augusts tid var den helt central. Uden den havde han slet ikke haft mulighed for at blive skilt fra Emilie.
Alligevel er det ikke nok til at tvinge præsten i Helligkors Kirke til at bøje sig.
Fra kirke til rådhus – og ud af folkekirken
I året efter præstens nej står det hurtigt klart, at hverken August eller præsten Ifversen – som sagen ender med at dreje sig om – har tænkt sig at give sig.
August udfærdiger en klage til Kirkeministeriet. Den får faktisk konsekvenser, og præsten bliver pålagt at vie parret.
Men præsten nægter fortsat. Han mener stadig, at August og Marie har levet i strid med den moral, han ser sig forpligtet til at forsvare.
Konflikten udvikler sig til en tjenestemandssag, hvor spørgsmålet er, om præsten skal afskediges for at nægte at vie parret, selv om han er blevet pålagt det. Sagen ender i Højesteret.
Her får præsten medhold. Han beholder sit embede og kan fortsætte, som han vil. August må se sig slået. Den kirkelige vielse, han drømte om, er tabt.
Men kærligheden opgiver han ikke.
Til sidst ender August og Marie på Københavns Rådhus.
Rummet er anderledes end den fyldte kirke, de havde forestillet sig. Ingen sal med hvælvinger, ingen salmer, ingen lange rækker af familie og venner. Kun rådmanden, brudeparret og deres to vidner.
August kigger på Marie. Trods klager, retssager og møder ser hun glad ud. Han ved, at det ikke er, som han har lovet hende.
Rådmanden spørger:
– August Ludvig Jensen, vil du tage Marie Amalie Lundquist til din ægte hustru?
– Ja, svarer han.
Da det bliver Maries tur, ser August for sig, hvordan præstens modstand, kirkens nej og hele den juridiske kamp langsomt forsvinder i lyset af hendes “ja”.
De bliver gift borgerligt. Men prisen er høj: For at kunne gifte sig på rådhuset må de melde sig ud af folkekirken.
August kunne i princippet have søgt endnu en undtagelse via paragraf 25 – denne gang i forsøget på at presse en kirkelig vielse igennem. Men det gør han aldrig. Kampen har allerede krævet sit.
En paragraf på vej ud
Når man ser tilbage, er det fristende at spørge: Kunne det være gået anderledes?
Hvis skilsmisse havde været mere lige til – som den bliver det med ægteskabsloven i 1922 – var August næppe blevet fanget mellem en utro hustru, en langsom kongelig bevilling og en stædig præst. Han kunne have været hurtigere ude af ægteskabet med Emilie og ind i et kirkeligt ægteskab med Marie. Måske endda viet af Ifversen selv.
Men så havde historien om paragraf 25 set helt anderledes ud.
For i Augusts liv er paragraffen ikke bare en tør formulering om “bevilling og undtagelser for lovene”. Den er det juridiske værktøj, der gør det muligt at bøje en alt for gammel lovgivning, så den passer til et moderne menneskes liv.
Og samtidig et billede på, at selv den mest fleksible paragraf ikke kan ændre alt. Den kan hjælpe en murersvend med at blive skilt – men ikke tvinge en præst til at sige ja til hans kærlighed.
SPONSORERET INDHOLD: Artiklen bygger på research af Frederik Holst fra podcsten Loven. En Rakkerpak Original i samarbejde med K-NEWS, støttet af Dreyers Fond og DFI’s Public Service-pulje.
