En seksårig konge og en dronning i egen ret: Hvordan Grundlovens paragraf 7 fik rødder i Margrete d. 1.s magtkamp
Kongens myndighed under lup
Når man læser Grundlovens § 7, lyder det simpelt:
“Kongen er myndig, når han har fyldt sit 18. år. Det samme gælder tronfølgeren.”
Men hvorfor overhovedet fastsætte en særlig myndighedsalder for monarken – og hvilken historisk baggrund gemmer sig bag præcis 18 år?
RAKKERPAK ORGINIAL: LOVEN
LOVEN er en podcastserie i 89 afsnit med spændende og dramatiske historier om den danske grundlov fortalt af skuespiller Sofie Lasse-Kahlke.
Få indblik i podcasten gennem denne artikelserie eller lyt til LOVEN her eller der, hvor du lytter til podcast.
December 1370 på Akershus: Dronning Margrete, blot 17 år, har netop født prins Oluf i en tid præget af kulde og sult. Mens den unge mor ryster af udmattelse, hvisker hun: “Velkommen til verden, lille Oluf.” Bag de tykke borgmure trues tjenestefolk af hungersnød, og Margrete begynder allerede nu sin stilfærdige, men målrettede magtkamp.
Fødslen på Akershus
Sune Klinge, lektor i forfatningsret påpeger:
“Den her bestemmelse indeholder intet fortolkningsrum.”
På overfladen kan det forekomme unødvendigt – i dag er myndighedsalderen for alle danskere 18 år. Men i 1849, da den første Grundlov indskrev reglens syvtommersøm, var samfundets øvrige myndighedsalder stadig 25 år, og i mellemslaget rykkede den fra 21 til 20 år, før man i 1976 samlede begge aldersgrænser ved 18.
Valget ved Danehof
Margretes søn Oluf blev valgt som konge af Danmark i 1375 – blot fem år gammel – under Danehof i Slagelse. Han kunne hverken læse eller forstå det lange håndfæstningsdokument, men hans segl blev sat i den varme voks. I praksis var det hans mor, Margrete, der trådte til som formynder og regerede i hans navn.
Sune Klinge forklarer, hvorfor § 7 også omfatter tronfølgeren:
“Når man indskriver, at også tronfølgeren skal være myndig ved 18 år, sikrer man, at den kommende monark kan deltage i statsrådets møder – dog ikke som barn, men så tidligt som muligt.”
Olufs død og magtskiftet
Man kan ikke diskutere, hvornår man er fyldt 18. Der er ikke noget, hvor vi med juridisk fortolkning vil kunne nå et andet sted hen
Sune Klinge, lektor
I 1380 døde Oluf som 17-årig konge af både Danmark og Norge, og igen stod Margrete i spidsen – nu med titlen “Fuldmægtig frue og husbond og Danmarks riges formynder”. Hun manøvrerede sig til at samle Danmark, Norge og Sverige i Kalmarunionen i 1397 og regerede med fast hånd frem til sin død i 1412.
Men tilbage til Grundloven: Ved at slå fast, at kun en 18-årig monark er myndig, undgik man risikoen for, at småbørns-konger kunne sætte landet i uro, hvis deres formyndere – uanset om det var dronninger som Margrete – pludselig mistede legitimitet eller støtte. Som Sune Klinge konstaterer:
“Man kan ikke diskutere, hvornår man er fyldt 18. Der er ikke noget, hvor vi med juridisk fortolkning vil kunne nå et andet sted hen.”
Grundlovens paragraf 7 står i dag som en præcis påmindelse om, at også monarkens magt – symbolsk og konkret – hviler på en tærskel for myndighed, der har sine rødder i middelalderens komplekse dynastiske spil. Og selvom risikoen for småbarns-tronfølgerne i dag må siges at være minimal, sikrer § 7, at reglen om monarkens myndighed aldrig efterlades til tilfældighederne.
SPONSORERET INDHOLD: Artiklen bygger på research af Maya Zachariasen fra pocsten Loven. En Rakkerpak Original i samarbejde med K-News, støttet af Dreyers Fond og DFI’s Public Service-pulje.
Vil du vide mere? Lyt til afsnittet § 7 – Kongens myndighed i podcasten LOVEN på lovenpodcast.dk eller dér, hvor du henter dine podcasts.
