Luften er tung og varm i en lille passage i Berlin i 1847. Den 12-årige Adolf von Baeyer står bøjet over et glasbæger, hvor smukke blå krystaller glitrer på bunden. Blandingen af kobbervitriol og soda har endelig reageret, præcis som han håbede.
Passagen er egentlig bare et gennemgangsrum i familiens treetagers lejlighed, hvor bedstefaren oplæser poesi og onklen omgiver sig med kunsthistoriske værker. Men siden Adolf som niårig fik bogen Die Schule der Chemie, er rummet blevet hans laboratorium. Her har han fyldt hylderne med glas, kolber og redskaber købt for møjsommeligt sparede pfennigs – og her har han pådraget sig både familiens klager og søstrenes drillerier over stanken fra hans eksperimenter.
I dag står en skolekammerat ved siden af ham og tørrer brugt glas af, mens Adolf forklarer med en stolthed, der overstråler alt omkring ham.
– De svagt sure kobber-ioner møder den basiske soda, og så danner de et dobbeltsalt, siger han.
RAKKERPAK ORIGINAL: VIDENSKABENS VINDERE
Bag de naturvidenskabelige nobelprisvindere gemmer sig 125 vilde fortællinger om de mennesker og deres forskning, der har flyttet grænserne for vores forståelse af verden.
Podcastserien Videnskabens Vindere vækker nu historierne til live.
Få indblik i podcasten gennem denne artikelserie eller lyt til Videnskabens Vindere her
Podcasten er en Rakkerpak Original af Rakkerpak Productions i samarbejde med Science Report støttet af Leo Fondet.
Vennen nikker, og Adolf stråler. Han har endnu ingen idé om, at denne glæde – at dele sin nysgerrighed – en dag skal føre ham til et stort universitet i München og et gennembrud, der ændrer tekstilhistorien.
Kort tid efter får han råd til to gram af den farve, der slår benene væk under ham: indigo. Den dybe blå fra bladene af Indigofera-planter i Indien. Et pigment så sjældent og eftertragtet, at næsten ingen i Europa kan efterligne det. Og for Adolf bliver det et mysterium, der bliver hængende.
Farlige forsøg og første gennembrud
Som ung følger Baeyer sit kald til Heidelberg, hvor han arbejder under August Kekulé i et laboratorium, der mest af alt ligner en ombygget dagligstue. Lavt til loftet, ingen stinkskab og et køkken, der fungerer som improviseret udsugning. Det er her, han arbejder med giftige kakodyl-forbindelser – arsenholdige stoffer, der får øjne til at løbe og lunger til at snøre sig sammen.
En dag indånder han uforvarende dampe fra en ny arsenforbindelse og falder om. Kekulé finder ham bevidstløs på gulvet. Baeyer overlever, men episoden viser, hvor risikabelt faget er midt i 1800-tallet.
Trods arbejdsvilkårene bliver Heidelberg et vendepunkt. I frustration efter et mislykket forsøg efterlader han en beholder hen over pinseferien. Da han vender tilbage, glimter krystaller på bunden: kakodyltrichlorid – stoffet han længe havde jagtet.
Opdagelsen danner grundlag for hans doktorafhandling, selv om forsvaret i Berlin nogle år senere bliver mødt uden begejstring. Alligevel fortsætter Baeyer ufortrødent. Han følger Kekulé til Belgien, arbejder utrætteligt og skaber i 1864 barbitursyre – en syntetisk forbindelse, der senere bliver udgangspunkt for de første sovemidler og beroligende præparater.
Indigoen ulmer stadig i baghovedet, men Baeyer er endnu ikke klar. Først efter år i laboratorier i Belgien og Berlin står han på tærsklen til sit livs største jagt.
Den første menneskeskabte indigo
I 1870 er Baeyer blevet professor og leder af den organiske afdeling på Gewerbeinstituttet i Berlin. Her arbejder han under langt bedre forhold – høje vinduer, gasblus, ordentlige ventilationsskabe. Men nysgerrigheden er stadig den samme som i barndommen.
Sammen med assistenten Adolph Emmerling går han i gang med at løse et urgammelt mysterium: Kan naturens blå farve genskabes kemisk?
På bordet ligger dyre isatin-krystaller, udledt af naturlig indigo. Baeyer varmer forsigtigt blandingen med fosforpentachlorid. Små blege krystaller opstår.
– Et klor-derivat af isatin! udbryder han.
De opvarmer det nye stof med zink og eddikesyre. Reaktionen skummer og koger – men falder så helt til ro. Væsken ser uforandret ud.
Baeyer lader blandingen stå natten over.
Da de næste morgen vender tilbage, er der på bunden dannet et mørkeblåt, uopløseligt lag. Baeyer løfter glasset med næsten barnlig forsigtighed.
– Kan det virkelig være…?
Analyserne bekræfter det: Det er indigo.
For første gang har et menneske fremstillet den ellers plantebaserede farve i et laboratorium.
Men sejren er foreløbig. Isatin kan kun fremstilles ud fra indigo – og processen er alt for dyr. Baeyer gentager eksperimentet i årevis, leder efter andre veje og forsøger at gøre processen effektiv nok til praksis. De store industrielle gennembrud kommer først senere, men de bygger direkte på hans opskrifter og forståelse af molekylet.
Efter farven
Da indigoens hemmelighed endelig er løst, er Baeyer udmattet. I mere end to årtier har farven været hans følgesvend, hans maraton. Han føler ingen triumf, kun lettelse og en afstand til det industrielle cirkus, der følger.
Han vender ryggen til farvestoffet og retter blikket mod nye spørgsmål: kulstofkæders ringstrukturer. Her udvikler han det, der senere bliver kendt som Baeyers spændingsteori.
Som leder af det kemiske institut i München bygger han et nyt laboratorium fra grunden og bliver en lærermester for den næste generation af kemikere. Over halvtreds af hans elever bliver senere professorer.
Baeyer lærer dem én ting: Man udfører ikke forsøg for at bevise, at man har ret, men for at se, hvordan naturen selv reagerer.
Et livsværk i blå
I 1905 hædres Adolf von Baeyer med Nobelprisen i kemi “for hans fortjenester inden for den organiske kemi og det arbejde, han har udført om indigo og andre farvestoffer”.
Da han dør i 1917, 82 år gammel, er den syntetiske indigo allerede blevet en af verdens vigtigste farver – en farve, som ligger i millioner af jeans, kjoler og uniformer.
Men Baeyers egentlige arv ligger ikke i farven selv, men i vejen dertil: i nysgerrigheden, i tålmodigheden og i troen på, at naturens mest komplekse mysterier kan forstås én reaktion ad gangen.
SPONSORERET INDHOLD.
Artiklen er baseret på research og interviews af Maya Zachariassen i podcasten Videnskabens Vindere af Rakkerpak Productions i samarbejde med Science Report støttet af Leo Fondet.
Lyt til episoden her eller i din fortrukne podcastapp.
