I et tomt køkken i udkanten af Melbourne står en yngre læge med et lille marsvin i hånden. Den bløde pels er brun og hvid.
– Bare rolig, lille pus, tag dig ikke af mig.
Der er rent held, at der overhovedet er plads til ham og forsøgsdyret i det interimistiske rum. Byggeriet af den nye fløj på Bundoora Repatriation Mental Hospital er endnu ikke færdigt, og lokalet står tomt – perfekt til eksperimenter. Det held kommer til at spille en altafgørende rolle i den historie, der udspiller sig netop her.
Lægen hedder John Cade. Han arbejder på hospitalet, men det her, det er ikke en officiel del af jobbet. Det er hans egen mission. En han klemmer ind i pauserne, eller om aftenen, når børnene sover. Der er under hundrede meter hjem til huset, hvor hans kone Jean og børnene venter.
I den anden hånd holder han en stor, klodset kanyle fyldt med en gullig væske. Han stikker den i marsvinets mave og trykker til. Det er langt fra første gang, han gør det – og det bliver heller ikke den sidste.
Derhjemme i familiens køleskab står glas på rad og række. De er fyldt med urin i forskellige nuancer af gul og orange. Nøje mærket med diagnoserne på de patienter, de kommer fra: melankoli, mani, skizofreni.
Behandlingstilbuddene i 1948 er få og primitive. Elektrochok, stærke sedativer, i værste fald det hvide snit. Cade håber at finde noget bedre.
Hans blik veksler mellem uret og marsvinet. De første tyve minutter forløber som altid. Dyret virker upåvirket. Men snart mister det balancen, så bevidstheden – og til sidst livet.
Lithium og en ny begyndelse
Lithium. Grundstof nummer tre. Et sølvhvidt metal, blødt som smør og med en massefylde på højde med fyrretræ.
Det var et af de få grundstoffer, der opstod under Big Bang, men det gik ubemærket hen, indtil Johan August Arfwedson i 1817 opdagede det i et svensk mineral fra Utö. Han kaldte det lithium – af det græske “lithos”, sten. Ironisk nok. For lithium er så let, at det kan flyde på vand.
Lithium befinder sig yderst til venstre i det periodiske systems anden periode – lige under brint. Det er et alkalimetal, og med kun én ensom elektron i sin yderste skal er det ekstremt reaktivt. Og netop derfor er det ideelt til batterier, som i dag sluger omkring en fjerdedel af al lithiumproduktion.
Men lithium kan også noget andet. Det kan bringe ro til mennesker med bipolar lidelse – det, man tidligere kaldte maniodepressivitet. Og det kan vi blandt andet takke John Cade og hans mange marsvin for.
“Tag dig ikke af mig”
En ny dag. Et nyt marsvin. Cade siger de samme ord som altid:
– Bare rolig, lille pus
Han er god ved sine dyr. De er kælne og tamme og får masser af køkkenrester. Indtil de altså må ofre livet for videnskaben.
Johns teori er enkel, men original: Måske er psykiske lidelser udtryk for en fysisk eller kemisk ubalance i kroppen. Måske kan man finde svaret i urinen.
Teorien modnede, mens han sad som krigsfange i Singapore under Anden Verdenskrig. Tre og et halvt år med rigelig tid til at tænke og observere. Først nu, hvor han er hjemme i Australien, kan han eksperimentere.
Han blander urinstof og urinsyre i forskellige koncentrationer og injicerer dem i marsvin. Men urinsyre er svært at opløse. Derfor tilføjer han lithium – et grundstof, man ved, kan reagere med urinsyre og danne et letopløseligt salt.
Den aften er noget anderledes.
Marsvinet dør ikke.
Tværtimod. Det ligger stille. På ryggen. Helt roligt.
Cade løber hjem efter Jean.
–Skat, skat, kom og se! Marsvinene er stille! De er stille! Jeg kan lægge dem på ryggen!
Det har de aldrig set før. Marsvin uden hektiske bevægelser, uden modstand. Det ligner ikke døden – det ligner ro.
Cade tester igen med lithiumkarbonat, både blandet og rent. Og får samme resultat. Marsvinene falder til ro.
Han aner ikke, at det skyldes forgiftning. Men det opdager han – næsten for sent.
Forsøgsdyr: John Cade
Det næste forsøgsdyr hedder John Frederick Cade.
For nu vil han finde den rigtige dosis. En dosis, der virker uden at slå ihjel.
Han dykker ned i gamle tidsskrifter og finder anbefalinger fra tidligere behandlinger af gigtpatienter. Lithiumsalte har været brugt før, men doserne spænder vidt. Han må prøve sig frem.
Og han gør det på sig selv.
I to uger tager han lithium i forskellige doser. Og han dør ikke.
Så i marts 1948 får den første maniske patient på hospitalet lithium. En mand, der har været syg i 30 år og indlagt de seneste fem år uden bedring.
Tre måneder senere udskrives han. Klar til at vende tilbage til sit gamle arbejde.
Heldig kemi
Vi ved stadig ikke præcis, hvordan lithium virker i hjernen. Måske beskytter det hjernens grå substans. Måske stabiliserer det neurotransmissionerne. Det virker ikke ens for alle – men det virker.
Lithium indleder en ny æra for psykofarmaka. Men som grundstof kan det ikke patenteres, og det lægger en naturlig dæmper på de kommercielle interesser.
Alligevel bliver lithium afgørende. Også uden for psykiatrien. I mobiltelefoner. I elbiler. I batterier, som holder vores moderne verden kørende.
Og det reagerer stadig voldsomt med vand. Det må opbevares i olie for ikke at eksplodere i kontakt med fugt i luften.
Du finder det i havvand. I granit. Og i gamle helbredende kilder, hvor vandet har trukket lithium med sig gennem lag af sten.
Faktisk kunne du, frem til 1948, få lithium i sodavanden Seven-Up. Markedsført som kur mod tømmermænd: “Takes the ouch out of grouch.”
En ukendt helt
John Cades artikel bliver offentliggjort. Men ingen lytter. Og da hans første patient to år senere dør af lithiumforgiftning, lægger han forskningen på hylden.
Er han en helt? En gal mand? Eller bare heldig?
Som Louis Pasteur sagde: “Heldet tilsmiler kun det velforberedte sind.”
Lithiums historie er langt fra slut. Men begyndelsen. Den finder sted i et tomt køkken i Melbourne. Med et marsvin, lidt urin og en stor gul kanyle.
Artiklen bygger på manuskriptet til podcasten “Periodisk”, produceret af Rakkerpak Productions med støtte fra Novo Nordisk Fonden. Skrevet af Maya Zachariassen. Lyt med på Periodisk.nu eller der, hvor du finder dine podcasts
