Da den franske præsident Marie François Sadi Carnot i 1894 bliver dødeligt såret ved et attentat i Lyon, står lægerne magtesløse. En stor vene i leveren er overskåret, og ingen tør forsøge at sy den sammen af frygt for blodpropper. Præsidenten forbløder på operationsbordet.
For en ung medicinstuderende i byen bliver scenen et chok, der ændrer alt.
EN RAKKERPAK ORIGINAL: VIDENSKABENS VINDERE
Bag de naturvidenskabelige nobelprisvindere gemmer sig 125 vilde fortællinger om de mennesker og deres forskning, der har flyttet grænserne for vores forståelse af verden.
Podcastserien Videnskabens Vindere vækker nu historierne til live.
Få indblik i podcasten gennem denne artikelserie eller lyt til Videnskabens Vindere her
Podcasten er en Rakkerpak Original af Rakkerpak Productions i samarbejde med Science Report støttet af Leo Fondet.
Alexis Carrel kan ikke acceptere, at et menneske dør af et “simpelt knivstik”, fordi lægevidenskaben mangler præcision i hænderne. Hvis man kan sy stof sammen med nål og tråd, hvorfor så ikke blodkar?
Det spørgsmål bliver drivkraften i et arbejde, der senere indbringer ham Nobelprisen i medicin i 1912.
Sting, der redder liv
Alexis Carrel kaster sig over kirurgiens håndværk.
Inspireret af tekstilindustrien øver han sig i årevis med silketråd og mikroskopisk tynde nåle. I en tid uden antibiotika, sikre blodtransfusioner eller moderne bedøvelse er skader på pulsåren næsten altid fatale. Og det vil Alexis Carrel ændre.
I USA, først i Chicago og senere i New York, lykkes det ham i 1906 at sy en overskåret pulsåre sammen på en hund. Teknikken, han udvikler – blandt andet den såkaldte triangulering – gør det muligt at holde blodkar åbne og stabile under syningen. Senere følger transplantationer af organer og i 1908 det første dokumenterede forsøg på at transplantere et helt ben med fungerende blodcirkulation.
Moderne transplantationskirurgi tager form.
Kroppen kan samles og skilles ad igen
For de fleste ville Nobelprisen have været højdepunktet på en forskerkarriere. Men for Alexis Carrel bliver den et afsæt.
Hans blik flytter sig fra det konkrete håndværk til større spørgsmål om liv, aldring og kontrol.
Eksperimenter med væv i næringsopløsning giver ham et ry som manden, der nærmer sig det evige liv, selv om resultaterne senere viser sig at være mindre mirakuløse end først antaget.
Samtidig begynder hans tænkning at tage en mørkere drejning. Han ser kroppen som et system, der kan skilles ad og samles igen. Den samme mekaniske logik begynder han at anvende på psyken og samfundet.
Racehygiejniske idéer
I 1930’erne samler Alexis Carrel sine tanker i bogen Mennesket det ukendte. Tonen er saglig og videnskabelig, men konklusionerne er meget radikale.
Han argumenterer for, at samfundets “uhelbredelige” og “umoralske” svækker helheden, og foreslår en “human eliminering” som løsning. I 1935 skriver han direkte om, at “ufuldendte menneskelige væsener” bør bortskaffes “humanitært og økonomisk, i små eutanasi-anstalter udstyret med passende gasser”.
Eutanasi, der på græsk betyder “god død”, er en lægelig handling, der afslutter et liv for at lindre uhelbredelig lidelse.
Bogen fremstår veldokumenteret og uden tydeligt ideologisk sprog, selv når han taler om human eliminering og afvikling af ufuldendte menneskelige væsener
Flere år før nazisternes udryddelseslejre giver han dermed videnskabelig klangbund til racehygiejniske idéer.
Helten, der fladt
Under den tyske besættelse af Frankrig bliver Alexis Carrel hyldet af Vichy-regimet og får midler til at oprette en institution, der i praksis fungerer som et laboratorium for racehygiejne.
Men efter befrielsen i 1944 fjernes han fra sin post og sættes under efterforskning for at samarbejde med fjenden. Retssagen når dog aldrig at finde sted, da Alexis Carrel dør af et hjerteanfald samme år.
Fordi han aldrig bliver dømt, lever heltefortællingen videre.
Det er først i 1990’erne, at hans rolle og skrifter for alvor bliver genstand for kritik, og hans navn fjernes fra gader og institutioner.
I dag er det tydeligt, at brugte sin status som nobelprismodtager og forsker til at udtale sig skråsikkert om samfund, moral og mennesker.
Og dermed efterlader Alexis Carrel et todelt eftermæle: som pioner i moderne kirurgi, men også forfatter til radikale ideer om eutanasi og biologisk udrensning.
SPONSORERET INDHOLD.
Artiklen er baseret på research og interviews af Dorte Palle i podcasten Videnskabens Vindere af Rakkerpak Productions i samarbejde med Science Report støttet af Leo Fondet.
Er du nysgerrig på hele historien om Alexis Carrel? Så lyt til episoden her eller i din fortrukne podcastapp.
