Herredsfogeden i Middelfart har ellers glædet sig til den her dag. Endelig har han fået bugt med Jens Henrik Christiansen Boye, manden, alle på Fyn frygter, og som myndighederne i årevis har jagtet for tyveri, røveri og falskmønteri.
Boye har tilstået, mener herredsfogeden. Nu skal det bare skrives rent i protokollen, så både han og betjentene i Middelfart Arrest endelig kan få bandelederen bag lås og slå.
En kort bestemmelse, der alligevel siger meget
Sune Klinge, lektor i forfatningsret
Referenten sætter sig klar i forhørslokalet, og herredsfogeden dikterer:
– Arrestanten Hr. Jens Henrik Christiansen Boye har netop tilstået at have fabrikeret falske pengesedler…
Længere når han ikke, før Boye afbryder, foroverbøjet over bordet, langt fra den velsoignerede og selvsikre handelsmand, han normalt er.
– Nej, dét har jeg altså ikke tilstået, protesterer han.
Han har måske forfalsket sedler, medgiver han, men ikke pengesedler. Og da herredsfogeden triumferende vifter med de sedler, Boye havde på sig ved anholdelsen, svarer Boye bare, at dem har han fået af en dame, “som fik sin vilje med ham”.
– Hvem er hun så? spørger herredsfogeden.
Boye vifter ham tættere på, læner sig frem, og hvisker navnet på kvinden i hendes mands øre: herredsfogedens egen kone.
Referenten kæmper for at holde masken. Herredsfogeden rejser sig rasende og stormer ud. Endnu engang har Boye undveget anklagerne. Der er falske penge i omløb over det meste af Fyn, men det er stadig svært at bevise, at det er netop Boye, der har fabrikeret dem.
EN RAKKERPAK ORIGINAL: LOVEN
LOVEN er en podcastserie i 89 afsnit med spændende og dramatiske historier om den danske grundlov fortalt af skuespiller Sofie Lasse-Kahlke.
Få indblik i podcasten gennem artikelserien her eller lyt til LOVEN her eller der, hvor du lytter til podcast.
Alligevel har herredsfogeden ret: Det er Boye og hans forbryderbande, der støber mønter og maler sedler i ét væk. Og deres historie er et konkret billede på, hvorfor Grundlovens § 26 har denne korte, men betydningsfulde ordlyd:
“Kongen har ret til at lade slå mønt i henhold til loven”.
– En kort bestemmelse, der alligevel siger meget, siger lektor i forfatningsret Sune Klinge.
En bande, der slog mønt i skyggen
Som ung viser Boye usædvanlige evner. Han er næsten et geni, men familien har ikke råd til at købe bøger til ham eller stimulere hans talent. I stedet udvikler han langsomt en sans for kriminalitet.
Han starter som handelsmand og vandrer rundt på Nord- og Vestfyn med frø i sin kramkiste. Her scanner han stuerne for rigdomme, og for potentielle medlemmer til det, der skal blive Boye Banden. Hvem kan hverves, hvem kan ikke?
Han er vellidt, hvor han kommer: smuk, med et kraftigt, mørkt fuldskæg og altid munter med en sang på læben. Landsbybørnene jubler, når han dukker op med gaver.
Samtidig breder en bølge af tyverier sig over Vestfyn omkring år 1844. Gerningsmændene forsvinder i nattemørket, og myndighederne må gang på gang opgive sagerne. Langsomt går det op for folk, at der står en stor og velorganiseret bande bag, med Boye som hovedmand.
På landets gårde begynder man at sætte svære jernstænger for vinduerne og anskaffe solide låse. Men ofte er det forgæves. Nogle gange brænder gården ned over hovedet på beboerne. Andre gange forsvinder flæskestegen, som hænger og ryger i skorstenen, mens konen dækker bord.
Næsten hver nat drager bandemedlemmer bevæbnede ud, med knive og de frygtede reb, som de lydløst kan kvæle folk med, hvis de skriger. Den vagtsomme lænkehund kan ligge død i sin lænke, forgiftet med “rævekager” købt på apoteket. Køer er malket, kalve og får slagtet på stedet og ført bort.
Og under gulve rundt omkring på Vestfyn støber de mønter. I huset hos Boyes kumpan Kristen Sosmed står de og hælder tin i forme. Når mønterne er støbt, træder Kirstine, Sosmeds kone, til: hun pudser de falske tinmønter med kridt, så de ligner nyslåede dalere.
Boye er også en dygtig uddannet maler. Med sirlig præcision genskaber han sedler, der ligner de lovlige versioner, i en tid, hvor sedlerne slet ikke har vandmærker og moderne sikkerhedsdetaljer. Myten fortæller, at han ved en festlig lejlighed endda tegnede en rigsdalerseddel med tæerne.
Staten forsøger at slå igen. Den 1. september 1850 hjemkaldes alle 50-dalersedler. Men de nye sedler, der sættes i omløb, er lige så nemme at efterligne. Boye Banden fortsætter næsten uhindret. Ifølge flere kilder udvikler det sig til Danmarks største sag om falskmønteri.
Mord og efterforskning
Bandeeventyret får en brutal drejning den 11. oktober 1853.
Den nat lokker Kristen Sosmed bondemanden Niels Hansen væk fra sin ensomt beliggende gård under påskud af en ødelagt hestevogn. I grøftekanten ligger Boye og Anders Pranger på lur. Planen er at overfalde bonden og få fat i de mange ægte penge, han menes at ligge inde med.
Det, at vi har dronning Margrethe på vores mønter, det, at vi selv bestemmer motiverne på vores sedler, det er noget, man klassisk henregner til en stats enekompetence
Sune Klinge, lektor i forfatningsret
Men overfaldet går galt. Niels Hansen aner uråd, flygter og råber om hjælp. Boye sætter efter, får fat i hans jakke og stikker ham i maveregionen med en kniv, lige inden bonden når porten til nabogården. Stemmer og åbne døre afslører, at folk har hørt råbene. Boye slipper sit bytte og flygter, i håb om at knivstikket er nok til at dræbe ham.
Det er det. Mordet på bonden skræmmer befolkningen på Fyn, og det lokale politi tilkalder forstærkninger fra København. Politikommissær Herman Rothe tager over. Han er kendt for at bruge skrappe midler for at få tilståelser.
Boye er den oplagte hovedmistænkte, men politikommissær Hermen Rothe mangler håndfaste beviser. Her kommer en drukfældig mand ved navn Tovlig-Las ind i billedet. Han påstår, at Boye står bag mordet, fordi han tidligere har hørt Boye og Pranger pønse på at slå Niels Hansen ihjel.
Politikommissær Hermen Rothe lægger en plan. I den ene celle i Assens Arrest sidder Kirstine Sosmed. I nabocellen sidder Tovlig-Las. Han skal forføre hende og få hende til at tale, lokket af udsigten til et helt nyt sæt tøj.
Efter et par dages snak fungerer kemien mellem de to. Så iscenesætter Hermen Rothe næste skridt: en vagt går hårdt til Tovlig-Las, der skriger og jamrer, mens Kirstine lytter hjælpeløst fra nabocellen.
Da der bliver stille, spørger hun forsigtigt, om det gjorde ondt.
Tovlig-Las sukker og påstår, at det var det værste, han har oplevet. Så fortæller han, at politiet både er voldelige og løgnagtige. De har beskyldt ham for noget, der slet ikke passer, siger han.
Kirstine nikker og åbner sig: hun fortæller, at politiet har vist hende en kniv og påstået, at det var mordvåbnet mod bondemanden. Men det er løgn, forsikrer hun. Den rigtige kniv ligger derhjemme, godt gemt i en skuffe i hendes dragkiste.
Hermen Rothe, der har lyttet med, har nu sit konkrete spor. Han skynder sig ud for at ransage parrets hjem, og finder kniven præcis, hvor Kirstine har sagt.
Det bliver begyndelsen til enden for Boye, Sosmed og Pranger. Over de næste år bliver de arresteret, forhørt og udsat for tortur. Til sidst indrømmer Boye, at han står bag mordet på Niels Hansen sammen med sine to nærmeste mænd.
I Landsretten bliver de alle tre dømt til døden. I Højesteret ændres dommene for Sosmed og Pranger til livsvarigt tugthusarbejde og kagstrygning, det vil sige offentlig piskning ved en pæl. Boye slipper ikke så “billigt”: han er hjernen bag mordet og skal fortsat miste livet.
I august 1856, på toppen af Balslev Bakke, bliver dommen fuldbyrdet. Foran en stor forsamling kysser Boye sine to allierede på kinden, beder Fadervor med præsten og vender sig mod folkemængden. Han håber, siger han, at de vil holde hans liv op foran sig som et spejl og tage ved lære af hans forspildte liv og tragiske død.
Kort efter lægger han hovedet på blokken. Ét hug fra bødlens økse, og Boyes liv, og en af Danmarks mest berygtede forbryderbander, er slut.
I alt bliver 59 personer dømt for deres rolle i det fynske forbrydersyndikat.
Hvad §29 egentlig siger
Historien om Boye og hans bande illustrerer, hvad der er på spil, når nogen uden for staten begynder at “slå mønt”.
Grundlovens § 26 lyder, at kongen har ret til at lade slå mønt i henhold til loven.
“Kongen” er her ikke majestæten personligt, forklarer Sune Klinge:
– Ja, vi skal lidt videre rundt. For i denne her bestemmelse skal vi som med de forrige her i kapitel 3 forstå kongen som regeringen. Det er altså en regeringskompetence, at man har møntretten og kan udøve den i overensstemmelse med den lovgivning, der er, siger han.
Bestemmelsen har haft stort set samme ordlyd siden den første Junigrundlov i 1849, kun stavemåden og paragrafnummeret er ændret. Og den bærer præg af en tid, der rækker tilbage til enevælden:
– Det er altså en del af, hvis vi går tilbage til enevælden, kongens ret til at bestemme mønfoden i landet. Noget, man har fundet vigtigt for at bevare nationalstaten over for andre lande. Hele valutasystemet og den måde, man udarbejder samspillet og samhandlen med andre lande. Kerne-suverænitetsspørgsmål, siger Sune Klinge.
I 1953 får grundloven § 20, suverænitetsafgivelses-paragraffen. Den gør det muligt for Danmark at overdrage dele af sin lovgivningsmagt til internationale organisationer som EU – med forbehold.
Forbeholdet spiller direkte ind i § 26 og hjælper med at forklare, hvorfor Danmark stadig har kronen og ikke euroen, som mange andre europæiske lande. Som Sune Klinge formulerer det:
– I Danmark har det været op flere gange i forbindelse med vores forbehold, og det at slå mønt ved, at det er med i grundloven, ser vi jo også, at det er en af de elementer, vi klassisk betegner som værende, noget der vedrører vores suverænitet. Det er altså noget, der er af betydning. Det, at vi har dronning Margrethe på vores mønter, det, at vi selv bestemmer motiverne på vores sedler, det er noget, man klassisk henregner til en stats enekompetence.
Når der i § 26 står, at kongen – altså regeringen – slår mønt “i henhold til loven”, henviser det især til møntloven. Den nuværende møntlov stammer fra 1988 og er senest ændret i 2018.
I møntloven er det fastlagt, at regeringen skal forhandle med Danmarks Nationalbank, før der kan slås mønt. Nationalbanken producerer mønterne og står for de tilhørende administrative opgaver. Regeringen kan altså ikke bare trykke penge i vildskab for at forbedre økonomien – både fordi det vil skabe inflation, og fordi det skal ske i samspil med Nationalbanken.
Samtidig er det afgørende, hvad § 26 ikke omfatter.
– Udstedelse af sedler er ikke omfattet, fastslår Sune Klinge.
Det harmonerer med fortolkningen i “Grundloven med kommentarer”, hvor forfatterne peger på, at seddeludstedelsesretten efter loven ligger hos Nationalbanken. § 26 handler altså snævert om mønter, mens sedler og det øvrige pengesystem er reguleret andre steder.
SPONSORERET INDHOLD: Artiklen bygger på research af Mads Gordon Ladekarl fra podcsten Loven. En Rakkerpak Original i samarbejde med K-News, støttet af Dreyers Fond og DFI’s Public Service-pulje.
