Da Johannes Diderik van der Waals i begyndelsen af 1870’erne sidder alene i et klasselokale i Haag, er han stadig formelt uden adgang til universitetet. Han underviser som fysiklærer på en HBS-skole, retter stile og forbereder sig samtidig på universitetskurser i Leiden i håbet om en dispensation, der kan give ham lov til at skrive en doktorafhandling. Den kommer. Og med den åbner en videnskabelig dør, som ellers var lukket for folk uden latinskolebaggrund.
EN RAKKERPAK ORIGINAL: VIDENSKABENS VINDERE
Bag de naturvidenskabelige nobelprisvindere gemmer sig 125 vilde fortællinger om de mennesker og deres forskning, der har flyttet grænserne for vores forståelse af verden.
Podcastserien Videnskabens Vindere vækker nu historierne til live.
Få indblik i podcasten gennem denne artikelserie eller lyt til Videnskabens Vindere her
Podcasten er en Rakkerpak Original af Rakkerpak Productions i samarbejde med Science Report støttet af Leo Fondet.
Van der Waals er født i 1837 som søn af en tømrer og har brugt mere end 20 år på at stykke en uddannelse sammen. Først som folkeskolelærer, siden lærerassistent, lærer og skoleleder. Med de nyoprettede HBS-skoler får han adgang til at undervise i matematik og fysik, og en lovændring giver ham mulighed for at følge universitetskurser ved siden af arbejdet. Det er her, han opdager en grundlæggende mangel i tidens idealgasligning: den beskriver kun ideelle gasser, ikke virkelige.
En lille tilføjelse med stor betydning
Da Van der Waals endelig får adgang til universitetet i Leiden, kaster han sig direkte over problemet. Hans doktorafhandling fra 1873 videreudvikler den eksisterende gasligning med en “øjensynligt lille” tilføjelse: korrektioner for, at molekyler fylder noget, og at de påvirker hinanden.
Det er modige antagelser i en tid, hvor molekylers eksistens stadig diskuteres.
Resultatet er en tilstandsligning, der kan bruges på rigtige gasser, og dermed forudsige, under hvilke tryk- og temperaturforhold gasser fortættes til væsker. Det gør det muligt at beregne fortætning af blandt andet ilt, kvælstof og brint, som tidligere blev kaldt “permanente gasser”, fordi man mente, de ikke kunne gøres flydende. Kortlægningen åbner for forskning ved ekstremt lave temperaturer og ændrer fysikkens værktøjskasse.
Fra Amsterdam til verdensscenen
I 1877 bliver Van der Waals professor ved det nyudnævnte Amsterdams Universitet. Hans arbejde spredes internationalt, afhandlingen oversættes, og hans idé om en tiltrækkende kraft mellem molekyler – senere kendt som van der Waals-kræfter – får varig betydning. Privat rammes han hårdt af tabet af sin kone i 1881, men forskningen fortsætter.
Toppen kommer i 1910, da han som 72-årig modtager Nobelprisen i fysik for sit arbejde med tilstandsligningen. I sin modtagelsesforelæsning indleder han beskedent: “Nu hvor jeg har fået det privilegium at tale overfor en så fornem forsamling … er jeg først nødt til at overvinde mit besvær med at tale om mig selv og mit arbejde.”
SPONSORERET INDHOLD.
Artiklen er baseret på research og interviews af Frederik Holst i podcasten Videnskabens Vindere af Rakkerpak Productions i samarbejde med Science Report støttet af Leo Fondet.
Er du nysgerrig på hele historien om Nobelprismodtageren, der opfandt xxxx? Så lyt til episoden her eller i din fortrukne podcastapp.
