Året er 1816, året uden sommer. Et voldsomt vulkanudbrud i Indonesien har sendt en askesky ud over store dele af Europa og Nordamerika, og mørket og kulden hænger som et låg over kontinentet.
Ved Genevesøen i Schweiz lejer den britiske digter Lord Byron villaen Villa Diodati. Han er flygtet fra England, nyskilt, sagsøgt og dybt forgældet. Med sig har han den 20-årige italienske læge John Polidori.
Snart samler der sig en lille kreds af unge, litterære stjerner i villaen: digteren Percy Shelley, forfatteren Mary Godwin og hendes stedsøster Claire Clairmont, der på det tidspunkt er gravid med Lord Byrons barn. Regn og storm holder dem indenfor, og Lord Byron får en idé: De skal konkurrere om at skrive den bedste gyserhistorie.
Ud af den konkurrence vokser tre af gysets mest sejlivede figurer; vampyren, zombien og spøgelset.
EN RAKKERPAK ORIGINAL: GYS
Gys er en podcastserie om frivillige menneskers møder med frygt også kaldet rekreativ frygt.
Hvorfor opsøger vi oplevelser, der gør os bange? Hvorfor kan frygt føles godt og kan gys faktisk styrke vores mentale sundhed?
Fra bålets spøgelseshistorier til bøger, biografmørke og spøgelseshuse følger vi, hvordan historier, film og andre slags gys kan blive til opdagelser, der både kilder og gør os klogere på os selv.
Få indblik i serien gennem denne artikelserie, eller lyt til podcasten her
Dette er femte afsnit
Mary Godwin, der senere bliver kendt som Mary Shelley, får en nat et intenst mareridt om en ung studerende, der har sat en skabning sammen af ligdele. Hun vågner og skriver de første linjer ned. Det bliver til romanen om Frankensteins monster, som ofte beskrives som den første egentlige science fiction-roman.
I den anden ende af huset sidder Lord Byron og begynder på en vampyrhistorie, som han aldrig gør færdig. Men den unge læge John Polidori griber temaet og skriver senere samme sommer novellen The Vampyre om den aristokratiske vampyr Lord Ruthven. Han er et væsen, der på én gang er forførende, elegant og dødsensfarligt.
Den stormfulde sommer ved Genevesøen bliver dermed et symbolsk fødested for nogle af de monstre, der stadig hjemsøger vores kultur. Men hvorfor er det lige netop nogle væsner, der bliver hængende gennem århundredes skiftende samfundsforhold?
Vampyren som vandrehistorie
Et af de mest modstandsdygtige monstre er vampyren, den levende døde, der drikker blod.
– Verden over, har forskellige kulturer, forskellige forestillinger om levende døde, der drikker blod fra de levende, siger Mathias Clasen, lektor og meddirektør af Recreational Fear Lab ved Aarhus Universitet.
Lige så snart vampyren træder fra folkeovertroen og ind i fiktionens verden, så bliver den sexet
Idéen om den bloddrikkende døde ser ud til at være opstået uafhængigt flere steder i verden.
I Europa kulminerer en egentlig “vampyrbølge” i 1720’erne og 30’erne, hvor landsbyer rapporterer underlige dødsfald på stribe. Man mistænker den første afdøde for at stå bag de andre, åbner grave og finder lig, der ser overraskende friske ud, nogle med blod omkring munden. Når man hamrer en pæl gennem kroppen, kan der ovenikøbet lyde en klagende stønnelyd.
I dag ved vi, at forrådnelsesgasser kan presse blod og væsker ud, få kroppen til at svulme op og bevæge sig, og at gasserne kan passere stemmebåndene og skabe en lyd.
– Det vidste man jo ikke dengang i 1700-tallet, dengang blev det hele til tegn på vampyraktivitet som Mathias Clasen.
Fra ligstank til sexsymbol
Senere træder vampyren for alvor ind i litteraturen og skifter karakter. I Polidoris The Vampyre bliver den til en aristokratisk forfører, der rejser rundt i Europa, forfører unge kvinder og efterlader et farvand af moralsk fordærv og død.
– Lige så snart vampyren træder fra folkeovertroen og ind i fiktionens verden, så bliver den sexet og attraktiv og i hvert fald ambivalent, siger Mathias Clasen.
I dag er Grev Dracula den mest berømte vampyr. I Bram Stokers roman fra 1897 genskabes den mere væmmelige, dyriske udgave, med klam ånde og hår på håndfladerne. Men selv dér blandes afsky og fascination.
Og selv om storbyboere i Rumænien kan grine ad spørgsmålet om, hvorvidt nogen tror på vampyrer, så er det en anden sag ude på landet. Mathias Clasen fortæller om en rumænsk studerende, der efter lidt alkohol under snak med ældre mennesker fik “de vildeste fortællinger” om levende døde, der kradsede på vinduer om natten.
Zombien blev symbol på smitte, forrådnelse og verdens undergang
Hvor vampyren kan være både frastødende og dragende, er zombien noget andet.
Zombien bliver typisk sådan en slags katalysator for et eller andet socialrealistisk drama
Zombien er, som Clasen formulerer det, “apokalypsens etvarsler”. Den moderne zombie er en levende død i fremskreden forrådnelse, der drives af én ting: appetitten på menneskekød og som ovenikøbet smitter.
Dermed trykker zombien på nogle helt grundlæggende biologiske faresignaler: angsten for at blive spist og angsten for sygdom.
Zombiens rødder ligger i voodoo-folkereligion, hvor en zombie er en slags slave: et menneske i koma-lignende tilstand, der bruges til tvangsarbejde. Men i 1968 sker der noget afgørende, da George Romeros Night of the Living Dead definerer den zombie, vi kender i dag.
Siden er zombien blevet et fast billede på dommedag. Mange fortællinger handler lige så meget om, hvordan mennesker reagerer under pres, som selve monstrene. I Night of the Living Dead er det ikke zombierne, der endegyldigt fælder hovedpersonerne, det gør de selv.
– Zombien bliver typisk sådan en slags katalysator for et eller andet socialrealistisk drama, siger Mathias Clasen.
Zombien er ifølge ham en kulisse for konflikter mellem mennesker og et spejl på tidens bekymringer.
Spøgelset er hjernen, der spiller dig et puds
Men hvis der er ét væsen, Mathias Clasen ikke kan holde ud, er det spøgelset:
–Jeg magter ikke spøgelser, siger han.
Spøgelset er grundlæggende “et dødt menneske, som er vendt tilbage i en eller anden sjælelig form,” forklarer Marc Malmdorf Andersen. Han er Mathias Clasens kollega, lektor og meddirektør af Recreational Fear Lab ved Aarhus Universitet.
Man tager hjem og fortæller, hvad man “så” på slottet eller i skoven, og historierne om spøgelser lever videre
I vestlig kultur knyttes spøgelset ofte til idéen om “unfinished business”, noget, der skal gøres færdigt, før sjælen kan komme videre.
I mange kulturer praktiserer man forfædrekult og ofrer til de døde, ikke kun fordi man savner dem, men for at de “ikke skal komme og fuck med en,” som Marc Malmdorf Andersen formulerer det.
Spøgelset adskiller sig fra mange andre monstre ved, at relativt mange mennesker faktisk mener at have set et. Her peger Marc Malmdorf Andersen på to faktorer, der går igen:
Det sker typisk steder, hvor det er svært at se noget, og steder, hvor folk forventer, at der er spøgelser. Vores sansesystem er stærkt påvirket af forventninger. I mørke omgivelser med høj forventning om noget overnaturligt kan hjernen derfor skabe oplevelsen af et væsen, der ikke er der.
For at teste det byggede de to lektorer en virtuel skov i VR. Deltagerne skulle trykke på en knap, hver gang de så et væsen. Men der var ingen væsner i den virtuelle verden.
Nogle fik at vide, at der var “meget, meget høj sandsynlighed” for at møde et væsen, andre at der var “meget, meget lav sandsynlighed”. Samtidig kunne skoven være enten klar og solrig eller tåget.
Den “gyldne cocktail” viste sig at være kombinationen af høj forventning og tåge. Her trykkede deltagerne mest, selv om der ikke var så meget som et eneste væsen i simulationen. Alligevel fortalte de bagefter, at de havde set skovdyr, fugle, en hjort – én så endda en dinosaur.
– Den slags oplevelser føder tilbage i det kulturelle økosystem: Man tager hjem og fortæller, hvad man “så” på slottet eller i skoven, og historierne om spøgelser lever videre, siger Mathias Clasen.
Hvad skal der til for at blive et levedygtigt monster?
Der findes nogle fælles træk hos de monstre, der overlever gennem århundredes kulturhistorie.
- For det første trykker de på “grundlæggende knapper i vores hoveder”: frygt for død, sygdom, at blive spist, at miste kontrol eller ikke kunne forudsige, hvad der sker.
- For det andet er de – som de to lektorer peger på – minimalt modintuitive. De ligner noget velkendt (et menneske, et lig), men med afgørende afvigelser (de rejser sig efter de er døde, drikker blod, eller går mærkeligt).
- For det tredje har de en vis plasticitet: Vampyren kan være både klam og glamourøs, zombien både ren væmmelse og symbol på samfundets sammenbrud, spøgelset både børnevenligt som “Casper” og dybt urovækkende.
- Og endelig spiller uforudsigelighed en rolle. Vampyren er uforudsigelig, spøgelset kan dukke op hvor som helst, uden krop og uden klare regler. Zombien gør verden uforudsigelig, fordi man hele tiden må tænke i overlevelsesstrategier: Hvor kan man forskanse sig, hvor er der mad, hvor er man i sikkerhed?
Når et monster på én gang kan udløse vores ældste faresignaler, være tilpas anderledes til at være uforglemmeligt – og samtidigt tilpasse sig nye tider – så bliver det hængende. Kostumerne og kulisserne ændrer sig, men følelsen i kroppen er den samme, og derfor kan zombier, vampyrer og spøgelser ikke dø i vores fantasi
SPONSORERET INDHOLD. Artiklen bygger på research og samtaler fra podcasten GYS, som er skrevet, researchet og tilrettelagt af Rakkerpak Productions Omar Ghali for Science Report i tæt samarbejde med Recreational Fear Lab. Podcasten er støttet af Carlsbergfondet.
Er du nysgerrig på at lære mere om videnskaben bag gys, monstre og rekreativ frygt? Så kan du lytte til alle afsnit i podcastserien GYS lige her, eller i din fortrukne podcastapp.
