Sent i 1700-tallet vælter Europa. Den franske revolution lover et nyt samfund, hvor et menneske ikke er født til at adlyde, men til at være frit.
Friedrich Schiller jubler sammen med alle, der længes efter forandring. Men begejstringen varer kort, for i kulisserne udvikler friheden sig til et nyt tyranni. Den franske revolution i 1789 lovede frihed og demokrati, men endte i blodbad og diktatur. Revolutionen, der skulle frisætte, bliver overtaget af fanatikere, der lader politiske idealer gå forud for menneskelige værdier.
Det er i dette vakuum, Friedrich Schiller begynder at tænke anderledes. Politisk frihed kan åbenbart opnås med våben og råb, men den kan også smuldre lige så hurtigt. Det tyder på, at bare fordi mennesket opnår frihed, er det ikke ensbetydende med, at de kan håndtere den.
Revolutionens fallit derfor Friedrich Schiller til at stille det spørgsmål, der bliver styrende i resten af hans forfatterskab: Hvordan modnes et menneske, så det kan bære friheden?
Hans svar er overraskende og kontroversielt for sin tid: ikke gennem lov, religion eller opdragelse, men gennem kunst.
Tænk som … Jena
Tænk som … Jena er podcastserien, hvor vi dykker ned i samtaler om mennesket, friheden og naturen.
I den lille tyske by Jena samles nogle af Europas største tænkere. I 10 år lever de et kaotisk og kreativt liv. Det er sæbeopera for de intellektuelle, når Jena-kredsen spiser, skændes, forelsker sig på kryds og tværs og gør sig store tanker om det at være i live. Tanker, som har været med til at forme den måde, vi som individer tænker, sanser og føler.
Det er over 200 år siden. Men i en moderne verden fuld af uroligheder, er det på tide at hive de gamle tyske klassikere ned fra hylden igen.
I den her podcast-serie undersøger historiker Lars Christiansen sammen med en gæst, hvordan nogle helt særlige personer revolutionerer vores opfattelse af, hvad det vil sige at være menneske igennem kultur, natur og videnskab.
Få indblik i podcastserien gennem denne artikelserie eller lyt til afsnittet her
Podcasten er produceret af Rakkerpak Productions i samarbejde med Gads Forlag og A Mock Book
Friedrich Schiller skriver to store værker, Om naiv og sentimental digtning og Om det ophøjede. De to værker bliver et billede på, hvordan mennesker oplever verden, og hvordan kunst kan være med til at træne menneskers dannelse og dømmekræft, sådan så mennesket kan opnå frihed. Men samtidig belyser han, hvordan frihed kræver mod til at handle mod vores eget ego og komfort.
Forfatter og oversætter af de to værker, Andreas Vermehren Holm, forklarer, hvordan klimakrisen netop kræver denne type handling og dømmekræft.
Naiv og sentimental: To måder at være menneske på
Friedrich Schiller skriver Om naiv og sentimental digtning. I det værk forsøger han at forstå, hvad der sker, når mennesker skriver og læser. Han skelner ikke for at dømme, men for at vise, at der i sproget gemmer sig spor af, hvordan vi oplever verden.
Han kalder den ene tilgang “naiv”: en måde at være i verden på, hvor man møder verden uden filter og uden at opdage, at man gør det. Ikke barnlig, men uanstrengt.
Andreas Vermehren Holm beskriver det sådan:
– Det naive er for en ressource, vi har i os som mennesker, hvor vi kan gå tilbage til noget før civiliseret eller før dannet, som kan gøre mennesker i stand til at gå i umiddelbar forbindelse med verden.
Vi har kortlagt en række bæregrænser for biosfæren, og seks ud af ni af dem er truet med at gå i rød
Andreas Vermehren Holm, forfatter og oversætter af Frederich Schiller
Han forklarer, at vi sjældent er naive i dag. De fleste af os lyver ikke, men vi lever med en bevidsthed, der hele tiden tænker med. Vi analyserer, vurderer og fortryder. Det kalder Friedrich Schiller for “det sentimentale”. Når han kalder nogle sentimental, mener han ikke, at man er et tudefjæs eller overfølsom. Han mener, at man tænker og skriver, fordi man savner noget, der engang var naturligt og direkte.
– Det naive er, når noget føles rigtigt, uden vi tænker over det. Det sentimentale er, når vi prøver at finde tilbage til den følelse, siger Andreas Vermehren Holm.
Det sentimentale bliver et vilkår for moderne digtere, der ikke længere kan føle naivt og oprindeligt og naturligt, men som længes efter det.
Frihed er en evne, der skal trænes gennem kunsten
Friedrich Schiller ser frihed ikke som en rettighed, men som en evne. Det er ikke nok kun at tilstræbe at opleve verden sentimentalt, søgende og reflekterende. Evnen skal trænes – ikke af politik, men af kunst.
For Friedrich Schiller er kunsten nemlig et sted, hvor mennesket kan øve sig i frihed. Ikke ved at få moralske pegefingre, men ved at blive sat i kontakt med sine egne følelser og sin egen dømmekraft. Kunst, der kun vil belære, skubber os væk. Men kunst, der skaber en æstetisk oplevelse, åbner en dør: vi mærker noget, før vi ved, hvad det betyder.
Andreas Vermehren Holm uddyber det sådan:
– Når vi interagerer med æstetisk udformede objekter eller skrift, så former det os. Det opdrager os. Der er i hvert billede, et opdragende element.
Han forklarer, at det handler ikke om “rigtig moral”, men om evnen til at mærke nuancer. Kunst kan vække en indre samvittighed, som ikke kan påtvinges udefra. Filosofi og videnskab taler til forstanden, hvor kunsten taler til hele mennesket. Derfor spiller kunsten også en politisk rolle hos Friedrich Schiller: den gør os i stand til at bruge friheden uden at misbruge den.
Kunsten kan altså ifølge Friedrich Schiller lære mennesket at gennemskue idealer og smukke ord, der kan forføre, som i revolutionens tyranni.
Med andre ord handler det om, at kunsten gør mennesket i stand til at føle sig frem til, hvad der er rigtigt og forkert, og forholde sig etisk til også store nutidige spørgsmål, som eksempelvis klimakrisen, uden moralsk skældud fra nogle.
Frihed kræver mod
Men ifølge Frederich Schiller er det ikke nok at have opnået evnen til frihed. Frihed kræver mod til at gå imod vores egen bekvemmelighed. Her peger Andreas Vermehren Holm direkte på nutidens klimakrise hvor bekvemmelighed står imod handling.
Friedrich Schiller laver værket Om det ophøjede. Her bevæger han sig ind i det, der sker, når et menneske handler moralsk, selv når det ikke har lyst.
Vi skal ikke lære at herske over naturen, men at opføre os som en del af den
Andreas Vermehren Holm, forfatter og oversætter af Frederich Schiller
Han beskriver det ophøjede, ikke som noget prangende eller religiøst, men som øjeblikke, hvor vi handler mod vores egen bekvemmelighed, fordi vi vælger det rigtige. Frihed er ikke en følelse, men et ansvar.
Det ophøjede er derfor ikke et ideal for “de få”, men en mulighed, som kan træde frem hos ethvert menneske, når det finder sin værdighed frem midt i frygt eller afmagt.
Fra dannelsestanker til klimakrise
Det er her, Andreas Vermehren Holm læser Friedrich Schiller direkte ind i nutiden. For kunst, der skal svare til naturen, må forholde sig til den natur, vi faktisk står over for. Og den ser ikke længere ud som i 1700-tallet. I dag ved vi, at naturen har begrænsninger for, hvor meget vi kan presse økosystemerne, før de kollapser.
Klimakrisen er altså det moderne eksempel på, at frihed kræver modenhed. Vi er frie som forbrugere, frie til at rejse, købe, bruge ressourcer – men kan vi bære den frihed?
Andreas Vermehren Holm formulerer det sådan:
– Vi har kortlagt en række bæregrænser for biosfæren, og seks ud af ni af dem er truet med at gå i rød.
Han taler om jordens bæregrænser; hvor meget CO2 atmosfæren kan tage imod, hvor meget kvælstof og fosfor havet kan tåle, og hvor mange arter der kan forsvinde, før økosystemet kollapser.
Det handler altså ikke om katastrofer “langt ude i fremtiden”, men om, at vi allerede nu presser økosystemerne hårdere, end de kan regenerere.
Hvis vi ikke træner dømmekraft og ansvar, ender frihed igen i destruktion, ligesom revolutionen gjorde.
Vi er naturen
Samtidig viser moderne biologi, at vi selv er natur ned til mindste celle. Vores fordøjelsessystem er befolket af bakterier, uden hvilke vi ikke kan leve. Den “indre natur” mennesket forestillede sig adskilt fra, viser sig at være et fællesskab af arter.
Mennesket er konstitueret af bakterier i lige så høj grad, som vi er konstitueret af vores egne menneskeceller. Vi er ikke adskilt fra naturen, vi er natur.
Netop den pointe er ifølge Andreas Vermehren Holm vigtig i Frederich Schillers logik, fordi fordi hans idé om, at kunst skal svare til naturen, får en ny betydning i dag:
–Vi skal ikke lære at herske over naturen, men at opføre os som en del af den.
Andreas Vermehren Holm ser på denne måde de hundrede år gamle tanker som tidlige advarselstegn på nutidens store kriser og grundlæggende rettesnore for menneskeheden:
Den franske revolution viste, at frihed uden dannelse bliver tyranni. Kunsten kan træne dannelse og dømmekraft, men kun med det ophøjede kan vi handle mod vores eget ego og komfort. Klimakrisen kræver netop denne type handling og dømmekræft.
SPONSORERET INDHOLD: Artiklen bygger på research og samtaler fra podcasten Tænk som … Jena. Podcasten er tilrettelagt af Rakkerpak Productions Mads Gordon Ladekarl i samarbejde med Gads Forlag og A Mock Book.
Lyt til afsnittet her eller i din fortrukne podcastapp
