Artiklen er skrevet af Mads Gordon Ladekarl og publiceret første gang på Rakkerpak.nu i foråret 2022
– Jeg bliver så hidsig, når politikerne ignorerer og bagatelliserer os.
Det er egentlig ikke svært at forestille sig Helle Yndgaard Storm hidsig. Særligt ikke, når jeg ser hende demonstrere på Dronning Louises Bro i København. For syvende mandag i træk. Og hun demonstrerer ikke bare. Hun initierer det hele. Skaber en stemning blandt de fremmødte sygeplejersker iklædt den røde t-shirt som kampuniform med budskaber om bedre lønvilkår.
Når politikerne ikke går i dialog med os, puster de til den ild, som eksisterer hos os alle
Helle Yndgaard Storm, Sygeplejerske og politisk aktiv
Når Helle Yndgaard Storm råber ”lige” i megafonen, råber de 100 andre sygeplejersker ”løn”. Når den 33-årige sygeplejerske fra Rigshospitalet vil have et ”l”, et “i” og til sidst et ”n”, får hun bogstaverne kastet tilbage i hovedet – indtil de i fællesskab staver til ”li-ge-løn”.
Selvom antallet af demonstranter på broen tidligere i sygepleje-strejken har været højere end de knap 100, som er mødt op i dag, og selvom enkelte næsten ikke orker at synge med længere og bare gerne vil afspille sange fra soundboxen, skråler Helle Yndgaard Storm videre i megafonen. Hun kan faktisk slet ikke lade være. Det er kampen for vigtig til og så længe retfærdighedskompasset stadig slår ud, vil hun kæmpe videre.
– Når politikerne ikke går i dialog med os, puster de til den ild, som eksisterer hos os alle. Den vil ikke gå ud. Vi vil have det, som vi fortjener.
Jeg har aftalt at tage en snak med Helle Yndgaard Storm efter demonstrationen for at høre, hvorfor det netop er hende, som styrer slagets gang på Dronning Louises Bro i København. Hvad driver hende? Og hvorfor er det netop hende, som stiller sig forrest blandt demonstranterne mandag efter mandag?
Bevidst om de dårlige vilkår
Siden den 19. juni har knap 5.000 sygeplejerske landet over strejket. De vil signalere utilfredshed med blandt andet lønvilkårene. Strejken skal ses som et opgør med tjenestemandsreformen, der historisk set placerer sygeplejerskerne på et lavere løntrin end de mandsdominerede fag. Det gør blandt andet, at det er svært at rekruttere sygeplejersker til sengeafsnittene på offentlige hospitaler.
Ifølge Helle Yndgaard Storm, der har været uddannet sygeplejerske i tre år, er det ”for sindssygt”, at vi ikke har ligeløn i Danmark. Forskning viser imidlertid også, at et kønsskævt arbejdsmarked har skabt lønforskelle mellem kvinder og mænd. Faktisk er forskellen mellem kvinder og mænds timeløn i gennemsnit 14,4 procent. Mandlige sygeplejersker er kun repræsenteret i fire procent af tilfældene.
Denne ulighed kendte Helle Yndgaard Storm godt til, da hun startede med at læse til sygeplejerske.
Egentlig var hun kun to semestre fra at have en kandidatgrad i engelsk. Men pludselig stod hun med en følelse af, at hun specialiserede sig inden for et område, hvor hun aldrig ville komme til at gøre en forskel for nogen.
– Jeg tror egentlig altid, at det har været meningen, at jeg skulle være sygeplejerske. Jeg snakkede om det i mine teenageår, men jeg manglede en vis modenhed, før jeg kunne tage beslutningen. Det var nok også bedst sådan. Hvis jeg var startet som tyveårig, var jeg nok droppet ud igen.
Hvorfor? Spørger jeg.
Det virker måske åbenlyst for Helle Yndgaard Storm, at hun ikke ville kunne holde til det som tyveårig. Derfor skal det lidt enerverende spørgsmål lige bundfælde sig.
– Det er bare et sindssygt fag at være en del af, fordi det ikke er et ligegyldigt job. Du står med andres liv i hænderne. Hvis ikke du gør dit job ordentligt, kan det have fatale konsekvenser.
Demonstrativ galionsfigur
Det er de store tematikker, som bliver berørt, når Helle Yndgaard Storm taler om et sit erhverv. Utilfredsheden bunder i en indignation over ikke at blive behandlet, som hun mener, sygeplejerskerne fortjener. Hun synes, at sygeplejerskerne er ”fucking seje”. Det er også denne beundring, som er med til at skubbe Helle Yndgaard Storm frem som en demonstrativ galionsfigur.
– Folk ved, at det er mig med megafonen nede fra broen af.
Helle Yndgaard Storm kan ikke undsige sig at være godt viklet ind i retfærdighedens klør. Men umiddelbart lå det ikke i kortene, at det var netop hende, som skulle blive et af strejkens ansigter ud ad til.
Jeg er typen, der påtager mig opgaven, når klasselæreren spørger, om der er nogen, som vil bage en kage til et fællesarrangement. Selvom jeg egentlig ikke har tid
Hun kommer ikke fra nogen politisk familie. Hun er ikke typen, der sad i elevrådet i gymnasiet. Og hun har aldrig været medlem af et politisk parti.
Men da hun startede på sygeplejeuddannelsen, tog hun en aktiv beslutning om, at hun ville engagere sig. Hun ville lade sin indre ild brænde på noget fornuftigt.
– Jeg ville være med i det hele. Studenterorganisationer, rus-vejleder og så videre.
Uden at have skænket fagpolitik mange tanker, mødte hun op til en generalforsamling i den lokale studenterorganisation. Mest af nysgerrighed og for at blive klogere.
– Jeg er typen, der påtager mig opgaven, når klasselæreren spørger, om der er nogen, som vil bage en kage til et fællesarrangement. Selvom jeg egentlig ikke har tid.
I dette tilfælde var kagebagningen en rolle som kasserer i studenterorganisationen. Pludselig havde hun en sag, som hun kunne lade ilden brænde på. En ild, som andre i organisationen også havde.
– Jeg havde en rolle, fandt et fællesskab og så åbnede verden sig bare op for mig.
Vildskaben og passionen kunne ikke tæmmes af rollen som kasserer. Når hun hørte om, hvordan sygeplejersker i Hjørring og Sønderborg kæmpede den samme sag som hende i København, ville hun mere. Ilden voksede sig større i maven på hende og en ny position som landsformand for SLS (Sygeplejestuderendes Landssammenslutning) var uundgåeligt.
– Det gav mig meget selvtillid at være landsformand – særligt når jeg lavede interviews. Jeg fik en fornemmelse af, at jeg godt kan lede det her. Det er også derfor, at jeg har modet til at stille mig frem og råbe højt på broen.
Den hemmelige strejke
Som cyklist i København, der krydser Dronning Louises Bro hver dag, er jeg ikke tvivl om, at sygeplejerskerne stadig strejker. Men i medierne er dækningen larmende tavs. Faktisk bliver strejken kaldt “den hemmelige strejke” på grund af den manglende opmærksomhed, hvor sommervejret, EM i fodbold og OL er løbet med overskrifterne.
Det resulterer i, at hver tredje dansker endnu ikke ved, om de støtter sygeplejerskerne i strejken. Det beretter erhvervskorrespondent i DR Kasper Schrøder om, da jeg lytter til P1 Morgen på vej på arbejde. Han fortæller, at den manglende folkelige interesse for strejken spiller en rolle for politikerne. Hvis borgerne mente, at sygeplejerskerne fortjente mere i løn, ville det påvirke beslutningen, da politikerne er meget opmærksomme på folkestemningen.
Hvis det står til Patientforeningens landsformand Niels Jørgen Langkilde, bør sygeplejerskerne stoppe med at demonstrere. For patienternes skyld. Og fordi det ikke fører til noget. I bund og grund demonstrerer man mod nogen, som ikke påvirkes af det. Regionsrådspolitikere får maks et par generende opringninger, men det forbliver også ved det. Han siger, at det er årsagen til, at strejken kan stå på så længe uden nogen synlig effekt.
Hvad tænker Helle Yndgaard Storm om det? Tror de fortsat på, at strejken vil virke?
– Hvis dette ikke fører til noget, ved jeg ikke, om det nogensinde lykkedes for os.
Idealisme som drivkraft
En mislykket strejke er endnu ikke noget, som Helle Yndgaard Storm forholder sig til. Så længe det menneskelige ansvar, normeringerne og de skæve arbejdstider fortsat er altoverskyggende for sygeplejerskerne, vil ilden brænde i hende.
Kan man ikke godt ville noget og så samtidig ønske bedre vilkår?
Siden 1970 har sygeplejerskerne strejket fem gange. Med blandet succes. Og gode arbejdsforhold og sygeplejersker er generelt ikke noget, som bliver sagt i samme sætning. Derfor er der nok mange – ligesom mig – der har en forestilling om, at jobbet som sygeplejerske må være et kald. En slags moderne Florence Nightingale.
Det er Helle Yndgaard Storm som sådan ikke uenig i. Det kommer hurtigt til at handle om idealisme – selvom de fleste af hendes kolleger nok ikke vil sige, at de har truffet et idealistisk valg. Hun mener ikke, at man kan skære alle sygeplejersker over én kam – og heldigvis for det, tilføjer hun.
– Selvom jeg hader udtrykket, handler det for mig om at gøre en forskel. Det at være sygeplejerske er større end en selv. Hvis man er den type, der kan lide at rådgive og værdsætter mennesker, så er det noget for en. Det bliver så pladderromantisk, hvis vi bruger floskler og store ord om sygeplejestudiet. Jeg valgte sygepleje på grund af relationen til andre mennesker. Det er derfor, at jeg kan mærke, at det er fucking fedt at gøre en forskel.
Jeg kan imidlertid ikke lade være med at sammenligne mit eget erhverv med sygeplejerskerne. På den ene side er journalistik og sygepleje meget langt fra hinanden. Jeg redder ikke liv. Men på den anden side er der en vis idealisme forbundet med arbejdet. Vi har begge en teori om, at vi gør verden til et bedre sted. Mens sundhedsvæsenet stort set altid lever op til dette, er det mere tvivlsom med mit eget erhverv. Fælles for dem er dog, at man ikke vælger dem for at tjene mange penge.
Er de dårlige vilkår ikke bare et vilkår? Spørger jeg.
– Behøver det at være det? Kan man ikke godt ville noget og så samtidig ønske bedre vilkår? Folk siger altid: Vidste du ikke godt, hvilken løn du gik ind til? Jo, men derfor kan man jo godt ændre det alligevel. Jeg vidste også godt, hvilke arbejdsvilkår jeg gik ind til. Men én ting er at vide det og leve med det, en anden ting er at stå i det og mærke det på egen krop. Du ved ikke, hvad treholdsskift vil sige, før du har stået midt i det.
Det ved jeg faktisk ikke. Men ifølge ordnet.dk betyder treholdsskift en ”arbejdsform, hvor skiftende arbejdshold arbejder i forlængelse af hinanden i tre perioder af døgnet”. Som eksempel på ordet nævner ordnet.dk, at det ikke er alle, som kan tåle at arbejde i treholdsskift. Samtidig er det bevist, at man får flere sygedage. Så Helle Yndgaard Storm har ret. Jeg ved ikke, hvad det vil sige.
Næste stop: Norge?
Strejkens manglende effekt skaber modløshed. Og modløsheden skaber harme. Det er tydeligt, når jeg snakker med Helle Yndgaard Storm, at det er politikerne og arbejdsgivernes manglende udtalelser, som gør hende allermest vred.
Hvis ikke arbejdsbetingelserne for sygeplejerskerne bliver bedre, vil vi I yderste konsekvens mangle mange sygeplejersker på sengeafsnittene, spår Helle Yndgaard Storm. Det bør være mediernes fokuspunkt. Som sygeplejerske er man ikke nødsaget til at tage til takke med travle hverdage på offentlige hospitaler. Sygeplejerskerne kan enten flytte til Norge (der har bedre løn og normeringer), videreuddanne sig “væk” fra sengeafsnittene eller skifte til den private sektor, hvor arbejdstiderne er mere forenelige med familieliv.
– Der er noget naturligt ved, at folk forsvinder fra de almindelige jobs og tager en videreuddannelse. Folk gider ikke komme hjem og være fuldstændig ødelagte. Jeg gider heller ikke gå glip af flere fødselsdage.
Spørgsmålet er, om Helle Yndgaard Storm snart har fået nok. Finder hun det tillokkende at bytte de skæve arbejdstider ud med bedre vilkår?
– Det er da fristende. Hvis ikke dette fører til noget, kommer jeg i højere grad til at spørge mig selv om, hvad jeg er værd, og hvad vi så skal gøre for at få højere løn. Hvis ikke der sker noget nu, kan det godt være, at jeg tager til Norge og bliver i evig tid.
Hidsige Helle med megafonen ned fra broen a’ har efterhånden mødt sin grænse.
