Det er den 26. juni 1886. Den franske kemiker Henri Moissan har givet sig selv en opgave: at blive den første i verden til at isolere den ekstremt reaktive gasart fluor.
Han befinder sig på det farmaceutiske fakultet i Paris – en stor, brun kolos af en bygning med udsigt over Jardin de Luxembourg. De seneste par år har han arbejdet som undervisningsassistent, og jobbet giver ham fri adgang til laboratorierne. Det er netop der, han nu sætter alt ind på en idé, der måske kan vise sig at være banebrydende.
Henri Moissan har før betalt prisen for sin nysgerrighed – engang gik det så galt, at han nær blev blæst ud af laboratoriet. Alligevel er han i gang med præcis samme forsøg igen. Denne gang har han forbedret sin metode med en opfindelse: en særlig beholder lavet af platin og iridium, som kan køles ned til minus 50 grader. Ved så lav en temperatur håber han, at fluorgassen kan dannes og holdes under kontrol.
Moissan er kemiker, men også opfinder. Hvis laboratoriet ikke har, hvad han skal bruge, konstruerer han det selv. I dag håber han, at hans beholdere vil stå distancen. For Henri Moissan vil nødig ende som nogen af de andre kemikere før ham.
Fluor – det periodiske systems tyrannosaurus rex
Grundstof 9, fluor, er ikke noget at spøge med. Det er blevet kaldt for det periodiske systems tyrannosaurus rex: en bleggul, stærkt giftig luftart med stikkende lugt og det mest reaktive grundstof overhovedet. Fluor reagerer med stort set alle andre grundstoffer.
Reaktionerne er ofte eksplosive. Fluor angriber selv ædle metaller som guld og platin og kan frigive varme og lys i kontakt med dem. Det er både giftigt og ætsende – og derfor måske en overraskelse, at fluor faktisk spiller en stor rolle i moderne dagligliv, blandt andet i tandpasta. Men det vender vi tilbage til.
Først tilbage til Moissan.
Fluormartyrerne
Flere kemikere havde forsøgt at isolere fluor og betalt prisen for det. De kaldes fluormartyrerne. Humphry Davy, som tidligere er omtalt i denne serie, blev forgiftet, men overlevede. Det samme gjorde sig ikke gældende for franske Jerome Nickels og belgiske Paulin Louyet, som begge er døde af hydrogenfluorid-forgiftning.
Moissan selv var flere gange blevet forgiftet, men havde overlevet. Nu sad han ved laboratoriebordet. I to år havde han forsøgt at isolere fluor ved elektrolyse – at adskille det fra hydrogen ved hjælp af elektricitet. Han tog beskyttelseshandskerne på én ad gangen. En slags sikkerhedsforanstaltning.
De pibende vejrtrækninger og brystsmerter mindede ham om risikoen. Brystsmerter, øjenskader, lammelser, amputationer og død er ikke usædvanlige konsekvenser af fluorforgiftning. Nu blev beholderen kølet ned til minus 23 grader. Hvis forsøget lykkedes, kunne det åbne helt nye veje inden for kemi.
Og det lykkes.
Moissan tilsatte halvmetallet silicium – grundstof nummer 14 – til en smule fluorgas. En lille flamme blussede op. Det var lykkedes: Henri Moissan havde som den første isoleret fluor. Kort efter gentog han forsøget.
Verifikation og fejlmængder
Et par måneder senere stod han klar til at demonstrere forsøget for tre repræsentanter fra Det Franske Videnskabsakademi. Heriblandt hans tidligere underviser, professor Fremy. De kom for at verificere hans påstande.
Moissan gentog forsøget, men røret forblev tomt. Akademiets repræsentanter så spørgende på ham. Men Moissan vidste, hvad han havde gjort forkert: Han havde brugt for små mængder af hydrogenfluorid og kaliumfluorid for at undgå ulykker i laboratoriet.
Ved næste demonstration justerede han doserne og denne gang kunne akademiet bekræfte det: Moissan havde isoleret fluor.
Hvad bruges fluor til i dag?
Det kan virke paradoksalt, at noget så giftigt findes i 20 procent af alle lægemidler. Men det skyldes netop fluors reaktivitet. Fluor danner ekstremt stabile forbindelser, især med kulstof. Kulstof-fluorforbindelser bruges blandt andet i antidepressiver, kolesterolsænkende medicin og antibiotika.
De samme forbindelser kaldes “evighedskemikalier”, fordi de er ekstremt holdbare og næsten umulige at nedbryde. Det er både en fordel og en udfordring: nyttige i industrien, men problematiske i naturen.
Og så er der tandpastaen. Fluor i tandpasta har ikke noget med kulstof at gøre, men handler om en anden kemisk effekt: Fluor reducerer mængden af syre fra plakbakterier og hjælper med at genopbygge tandemaljen. Det danner en endnu hårdere overflade, der beskytter tænderne. Man skal dog indtage omkring 13 tuber tandpasta på én gang, før det bliver farligt.
Henri Moissans arv
Henri Moissan døde i 1907 – 21 år efter isoleringen af fluor – af akut blindtarmsbetændelse. En sygdom, der i dag er let at behandle, men som dengang var livstruende. Nogle har spekuleret i, om hans arbejde med fluor bidrog til sygdommen, men det forbliver uvist.
Ved sin død havde han netop modtaget Nobelprisen i kemi. Begrundelsen lød: “Hele verden har påskønnet din eksperimentelle tilgang til dit studie af vilddyret blandt grundstofferne.”
SPONSORERET INDHOLD: Artiklen er baseret på podcasten Periodisk. En Rakkerpak Original støttet af Novo Nordisk Fonden. Lyt med på Periodisk.nu eller der, hvor du finder dine podcasts
