Da verden mistede solen
Kaptajn William Eatwell er både lettet og bekymret. Hans skib, Benares, har undgået pirater i farvandet omkring Sulawesi – en ø i det nuværende Indonesien. Men kanonbragene i det fjerne fortsætter, og de bliver kun voldsommere.
I 1815, mens området stadig er under europæisk kolonistyre, bevæger skibet sig væk fra øerne uden at have mødt en fjende. Men bragene tager til, og pludselig ryster hele fartøjet. Eatwell sender folk op i masterne for at kigge efter lysglimt. Der er intet at se – kun mørke. Da solen står op, er himlen sortere end natten, og aske begynder at falde. Laget på dækket vokser til en fods tykkelse.
Askeregnen og de voldsomme lyde stammer fra vulkanen Tambora. Dens udbrud er det kraftigste i menneskets skrevne historie. Eatwells skib ligger flere hundrede kilometer væk, men både rystelser og aske når frem.
Meget af asken falder hurtigt ned, men en del sendes helt op i stratosfæren – det lag af atmosfæren, der begynder omkring 10 km over jordens overflade. Heroppe reagerer svovldioxid fra udbruddet med ilt, vand og hydroxid og danner svovlsyre-aerosoler – mikroskopiske partikler, der kan blive hængende i årevis og reflektere solens stråler væk fra Jorden.
Et oldgammelt og livsnødvendigt grundstof
Svovl, det 16. grundstof, har været kendt i tusindvis af år. Det nævnes i både Odysséen og Bibelen, hvor det forbindes med Helvedes ild og lugten af svovl – sandsynligvis en reference til svovldioxid eller svovlbrinte, som lugter af henholdsvis brændte tændstikker og rådne æg.
Grundstoffet ses ofte som gule krystaller, men findes i over 30 allotroper – forskellige strukturelle former. Det bruges til alt fra bekæmpelse af svampe og insekter til behandling af fnatmider og akne. Tidligere blev svovl især brugt til at fremstille krudt, men i dag går størstedelen til produktion af svovlsyre, især til gødning. Andre anvendelser inkluderer vulkaniseret gummi, cellofan og konservering af tørret frugt.
Og så er det altså noget, som vulkaner sender op i himlen.
Balloner mod klimakrisen
Foråret 2022, Baja California, Mexico. En hvid ballon ligger klar. Den er købt på Amazon, men håbet, der knytter sig til den, er langt større: Måske kan den hjælpe med at bremse klimaforandringerne.
Ballonen ejes af Luke Iseman, en amerikansk iværksætter, der har bosat sig med sin kæreste i et solcelledrevet mobilehome. Ved hjælp af en øldåse, svovl og en lighter laver han sin egen mini-vulkan – og fylder ballonen med svovldioxid.
Inspireret af Neal Stephensons roman Termination Shock eksperimenterer Luke med en teknik kaldet “stratosfærisk aerosol injektion” – en metode, hvor svovldioxid sendes op i stratosfæren for at efterligne effekten af et vulkanudbrud og reflektere solens stråler væk fra Jorden.
Ballonen fyldes med helium, og planen er, at den skal stige højt op og sprænge, så svovldioxiden frigives. I sin dagbog skriver Luke:
Ret sikker på, jeg nu er den første person, der med vilje har modificeret stratosfæren.
Kan svovl redde klimaet?
Effekten af svovlsyre-aerosoler kendes fra virkelige vulkanudbrud. Tamboras udbrud i 1815 sænkede den globale temperatur med 0,5 grader, og 1816 blev kendt som “året uden sommer”. Pinatubos udbrud i 1991 gav Danmark ekstra røde solnedgange i månedsvis.
Svovlaerosoler kan teoretisk set bruges til at sænke temperaturen og “købe tid” i klimakrisen. Men metoden er kontroversiel og uafprøvet i praksis. Forandringerne i klimaet kan ramme ulige, skade afgrøder og dyrs levevilkår, skabe ozonhuller og mindske solcellers effektivitet. Desuden frygter mange, at nem adgang til “klimasolcreme” vil mindske motivationen for at reducere CO₂-udledningen.
Et startup og en stratosfære
I januar 2023 har Luke og hans partner Andrew Song skabt virksomheden Make Sunsets. De har rejst over 750.000 dollars og sælger “cooling credits” – én dollar pr. gram svovldioxid sendt op i atmosfæren.
Interessen vokser – og det samme gør kritikken. En stor artikel i MIT Technology Review sætter gang i dækningen, og eksperterne er skeptiske. Ikke mindst fordi Luke aldrig har søgt om tilladelse til sine eksperimenter i Mexico, som efterfølgende forbyder solar geoengineering på nationalt plan.
Det standser ikke Luke og Andrew. De fortsætter – nu fra en parkeringsplads i Nevada. Ved hjælp af en grill og en støvsuger producerer de svovldioxid, som fyldes i affaldssække og balloner. Pressen er inviteret, og eksperimentet dokumenteres til firmaets YouTube-kanal.
For Luke handler projektet også om provokation og debat. Han mener, at handling er nødvendig – og at det er moralsk uforsvarligt at lade være.
Livets grundstof og klodens nødbremse
Svovl er ikke kun en klimaknap i stratosfæren. Det findes i alle levende celler og spiller en vigtig rolle i stofskiftet og transporten af ilt i blodet. Menneskekroppen indeholder i gennemsnit omkring 140 gram svovl – det tredjemest forekommende mineral i kroppen.
Svovlballoner er ikke en løsning på klimakrisen, men måske et midlertidigt plaster. Effekten varer højst et år, men tilhængerne mener, det kan give tid til at håndtere de egentlige problemer – CO₂-udledninger og globalt forbrug.
Svovlballoner og fremtiden
Solar geoengineering vinder stadig mere opmærksomhed. Bill Gates har støttet Harvard-forskere, der arbejder med calciumkarbonat i atmosfæren. Selv Det Hvide Hus undersøger potentialet for at skygge for solen.
Men der er én ting, forskere, politikere og eksperter er enige om: Den slags eksperimenter hører ikke hjemme hos startups uden tilsyn.
Det har dog ikke stoppet Make Sunsets endnu. Tværtimod.
SPONSORERET INDHOLD: Artiklen er baseret på podcasten Periodisk. En Rakkerpak Original støttet af Novo Nordisk Fonden. Lyt med på Periodisk.nu eller der, hvor du finder dine podcasts
Næste gang lugter det af svømmehal – det skal nemlig handle om klor.
