Grundlovens §9 lyder således:
Bestemmelser angående regeringens førelse i tilfælde af kongens umyndighed, sygdom eller fraværelse fastsættes ved lov. Er der ved tronledighed ingen tronfølger, vælger Folketinget en konge og fastsætter den fremtidige arvefølge.
Det er jo netop fastsat her, at det er Folketinget, der igen kommer ind og er den styrende, den, der bestemmer, hvem der i så fald skal indsættes som tronfølger
Sune Klinge, lektor i forfatningsret
Lektor i forfatningsret, Sune Klinge, kalder bestemmelsen “smuk”, fordi den understreger, at det ikke er en militær junta eller en tilfældig stærk mand, der indsætter en ny regent. Det er Folketinget – folkets repræsentanter – der i sidste ende har magten.
–Det er jo netop fastsat her, at det er Folketinget, der igen kommer ind og er den styrende, den, der bestemmer, hvem der i så fald skal indsættes som tronfølger, siger Sune Klinge
I dag kan det virke usandsynligt, at Danmark skulle stå uden tronfølgere. Tronfølgeloven har klare regler, og der er hele ti navngivne kongelige i arvefølgen. Men i midten af 1800-tallet var situationen en anden. Frederik d. 7. fik aldrig børn – og dermed blev §9’s scenarie en realitet.
Valget falder på Glücksborg
Efter Frederik d. 7.s død i 1863 måtte magthaverne finde en arving langt ude i stamtræets grene. Valget faldt på Christian af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Glücksborg – en mand med tydelige tyske rødder, født i Slesvig.
RAKKERPAK ORGINIAL: LOVEN
LOVEN er en podcastserie i 89 afsnit med spændende og dramatiske historier om den danske grundlov fortalt af skuespiller Sofie Lasse-Kahlke.
Få indblik i podcasten gennem denne artikelserie eller lyt til LOVEN her eller der, hvor du lytter til podcast.
Christian blev ikke udpeget alene af danske politikere. De europæiske stormagter havde stor interesse i, hvem der overtog tronen, for Danmark bestod på det tidspunkt af den såkaldte Helstat: kongeriget nord for Kongeåen og hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg.
Stormagterne ønskede Helstaten bevaret, og Christian gik med til at være konge for hele konstruktionen. Dermed blev han udråbt som Christian d. 9.
Men det var et embede, han hurtigt opdagede kom med en tikkende bombe.
En underskrift, der ændrer alt
Allerede tre dage efter Frederik d. 7.s død blev Christian presset til at underskrive Novemberforfatningen. Den skulle knytte Slesvig tættere til Danmark og realisere ideen om “Danmark til Ejderen”. Men samtidig satte den Holsten og Lauenborg på sidelinjen – et skridt væk fra Helstaten, som netop havde bragt Christian til tronen.
Christian tøvede. Han frygtede med rette, at de tyske stater ville reagere voldsomt. Alligevel måtte han bøje sig for presset fra sine ministre – og den 18. november 1863 satte han sin underskrift på forfatningen.
Resultatet lod ikke vente på sig. Få måneder senere brød krigen i 1864 ud. Tyske tropper gik til angreb, tusinder af danske soldater faldt, og Christian d. 9. stod nu i en af de mørkeste stunder i danmarkshistorien.
Hvor ville jeg dog ønske, jeg aldrig var blevet tronfølger
Et år senere sad kongen med to fredstraktater foran sig. Papirerne var tørre, men for ham var de gennemvædet af blod. Med tårevædede øjne satte han sin signatur – Danmark måtte afstå Slesvig, Holsten og Lauenborg. Riget blev 40 procent mindre og én million indbyggere fattigere.
– Dette er den ulykkeligste dag i mit liv, skal han have sagt. Og siden betroede han, at han ønskede, han aldrig var blevet konge.
Hans første år på tronen var et “monumentalt lorteår”, som fortælleren i podcasten kalder det. Folket var rasende, spyttede på hans karet og hånede hans tyske ophav.
Selv overvejede han at kaste kronen fra sig.
Fra forhadt til folkekær
Men Christian d. 9. blev siddende. Og med årene ændrede stemningen sig. Han regerede i hele 42 år, vendte langsomt folkets vrede til respekt og blev stamfader til det Glücksborgske kongehus, der stadig sidder på Danmarks trone. Det var også ham, der i 1880’erne holdt den første kongelige nytårstale – dengang som en “skåltale for fædrelandet”.
I dag er tronfølgen sikret gennem en omfattende lovgivning. Men skulle det utænkelige ske, at arverækken blev brudt, står Grundlovens §9 klar med løsningen: Folketinget vælger. Monarkiet er dermed en del af folkestyret – og selv når kongen mangler, er det demokratiet, der sætter kursen.
SPONSORERET INDHOLD: Artiklen bygger på research af Maya Zachariasen fra pocsten Loven. En Rakkerpak Original i samarbejde med K-News, støttet af Dreyers Fond og DFI’s Public Service-pulje.
Vil du vide mere? Lyt til afsnittet § 9 – Kongens myndighed i podcasten LOVEN på lovenpodcast.dk eller dér, hvor du henter dine podcasts.
