Han ser søsterens navn blinke på mobilen og overvejer at lade den ringe ud. Det ville være nemmest. I uger har han ignoreret hendes beskeder, men denne gang stryger han fingeren over skærmen.
– Hej Philip. Det er mig, siger hun tøvende.
– Det er mor. Hun er indlagt. Det er alvorligt.
Der bliver stille i den lille stue, hvor Philip har indrettet sit hjemmekontor. Kaffen er blevet kølig. Tankerne går i stå. Han arbejder som forfatter, trives med at forsvinde ind i verdener, hvor alt er til at styre, hvor ingen forstyrrer eller stiller krav. Bestseller bliver han nok aldrig, men det gør ikke noget. Huset er småt, lejen lav, og naboerne lader ham være. Her er stille. Præcis som han foretrækker det.
EN RAKKERPAK ORIGINIAL: PSYKEN
PSYKEN er podcasten, hvor vi udforsker sindets dybder og dykker ned i de diagnoser og lidelser, der ofte betegnes som psykisk sygdom.
Få indblik i podcasten gennem denne artikelserie eller lyt til PSYKEN her eller der, hvor du lytter til podcast.
Podcasten er produceret af Rakkerpak Productions med med støtte fra Lundbeckfonden.
Alligevel føles noget forkert efter opkaldet. Søsteren Helle har rodet op i en fortid, han helst vil glemme. Det er mange år siden, han kappede båndene til familien. Han ved ikke, hvad han skal stille op med informationen, og han ved slet ikke, hvad han føler.
Et liv i armlængdes afstand
FAKTA: De spørger ikke om hjælp, for de føler ikke, at der er noget galt
Bjørn Ebdrup, overlæge i psykiatri ved Psykiatrisk Center Glostrup.
Philip lever – uden at vide det – med skizoid personlighedsstruktur. Det betyder, at han har svært ved at mærke og udtrykke følelser og foretrækker afstand til andre. Han virker rolig, neutral, næsten følelsesløs udadtil, og han har ringe interesse i venskaber og parforhold.
Det passer ham at arbejde alene, at have forudsigelige rammer og selv bestemme, hvem der får adgang til hans liv.
Når noget kommer for tæt på, lukker han ned. Barndommen hjælper til at forklare hvorfor: en far, der forsvandt, en mor med omskifteligt humør, der gjorde hjemmet utrygt. Ofte var der noget i vejen – og ofte var det hans skyld, fik han at vide. Han lærte tidligt, at det var tryggere at klare sig selv, og med tiden blev tilbagetrækningen en strategi til at holde verden i strakt arm.
Nu sidder han foran computeren og forsøger at skrive videre, men ordene falder fra hinanden.
Hvorfor skulle hun også lige ringe?
tænker han. Helles kontakt har åbnet for brudstykker, han ellers har holdt nede. Minderne trækker ham tilbage, og han mærker ubehaget ved at skulle tage stilling.
Til sidst griber han jakken. Måske kan et besøg lukke kapitlet endegyldigt.
Hvis det her er, hvad der skal til for at få dem til at lade mig være, så gør jeg det
beslutter han og går mod bussen.
En diagnose på vej ud
Skizoid personlighedsforstyrrelse er en af de mere stille og undseelige diagnoser i psykiatrien – og netop derfor er den også på vej ud. Ifølge psykiater Bjørn Ebdrup beskriver diagnosen en person, der udadtil kan minde om én med skizofreni: lidt sær, med rutiner og vaner, som kan virke aparte. Men forskellen ligger i det indre. Hvor skizofreni rummer indre stemmer, vrangforestillinger og et kaotisk indre liv, er den skizoide personlighedsstruktur præget af indre stilhed og afdæmpethed.
– Det er i virkeligheden en person, der lever et stille indre liv. De hører ikke stemmer eller mister grebet om virkeligheden, siger Bjørn Ebdrup, overlæge i psykiatri ved Psykiatrisk Center Glostrup.
I dag bliver mange af de mennesker, man tidligere ville have kaldt skizoide, diagnosticeret inden for autismespektret eller med OCD. Der er ganske enkelt en større forståelse af, at de vanskeligheder – som fx behovet for rutiner, social distance eller følelsesmæssig afkobling – kan have andre forklaringer end personlighedsforstyrrelse.
Samtidig søger personer med skizoid personlighedsstruktur sjældent hjælp. De oplever ikke de stærke psykoser, selvmordstanker eller angsttilstande, der ofte fører andre i behandling.
– De spørger ikke om hjælp, for de føler ikke, at der er noget galt, siger Bjørn Ebdrup.
– Udfordringen ligger oftere hos omgivelserne: forældre, pårørende eller kommunen, der kan undre sig over, hvorfor personen ikke får taget sig sammen eller falder ud af fællesskabet.
I en moderne psykiatri vil mange fagfolk derfor hellere beskrive de samme træk gennem autismespektret, fordi det giver et mere præcist og nuanceret billede af den måde, de her mennesker forstår og håndterer verden på.
Foran hospitalet: ambivalansens kant
Allerede da dørene til bussen klapper i bag ham på hospitalets holdeplads, fortryder han.
Jeg burde være blevet siddende
tænker han og leder efter stoppestedet på den modsatte side af vejen. Men Helle når ham, før han når over.
– Du kom, siger hun overrasket.
Jeg var faktisk på vej tilbage igen. Det giver ikke rigtig mening.
svarer han ærligt.
Hun ser på ham, som om hun prøver at trænge igennem en lukket dør.
Du virker fuldstændig ligeglad.
Det er jeg vel også
Helle sukker.
– Hun snakker om dig, Philip. Hele tiden. Kan du ikke bare gå med op? Bare fem minutter.
Philip vejer ordene. Fem minutter kunne være nok til at få fred. Eller begyndelsen på nye krav. Opgaven er enkel, men risikoen føles stor: at andre får adgang til noget i ham, han ikke vil dele – måske ikke engang vil mærke. Hans blik glider mod indgangen.
– Fem minutter,
tænker han.
– Så er det overstået.
Fem minutter på stuen
De træder ind på stuen. Maskinerne tikker lavt i baggrunden. Moren ligger bleg og indsunken med lukkede øjne. Philip bliver stående ved døren, mens Helle retter dynen. Tiden går uden at sætte sig fast.
– Du har ikke lyst til at sige noget eller hvad?
spørger Helle over skulderen.
Hvad vil du have, jeg skal sige?
svarer han lavt.
Et øjeblik bevæger morens finger sig, næsten umærkeligt. Et mumlende ord, der forsvinder igen.
– Hun kan godt høre dig. Hun ved, du er her, siger Helle stille, med et lille smil, Philip ikke kan aflæse. Han mærker en uro i brystet, han ikke kan placere – og helst ikke vil undersøge.
– Er det nok nu? (pause) Må jeg godt gå?
Hvad vil det sige at være skizoid?
Skizoid personlighedsstruktur påkalder sig sjældent opmærksomhed. Mange opsøger ikke behandling, fordi de ikke føler stærkt ubehag eller et ønske om forandring. Hvis de ender i terapi, kan de fremstå fjerne og uengagerede – let at misforstå som modstand eller ligegyldighed. Men bag tilbagetrækningen kan der ligge en ambivalens: et stille spændingsfelt mellem længsel efter kontakt og oplevelsen af kontakt som truende eller overvældende.
Vejen ind går sjældent gennem pres, men gennem tålmodighed og kravfrihed – et rum, hvor det både er legitimt at ville være alene og muligt at undersøge, hvad det behov dækker over.
Måske er det den ambivalens, der drev Philip helt hen til hospitalets dør – og kun lige ind over den. Han gik ikke efter forsoning. Han gik efter et punktum. Men selv et punktum kan sitre, når en næsten umærkelig fingerbevægelse vrider ved den kontrol, han har bygget sit liv op omkring.
SPONSORERET INDHOLD: Artiklen er skrevet på baggrund af research og samtaler fra podcasten Psyken af Alina Koch. Fortællingerne i Psyken er fiktive, men udarbejdet på baggrund af virkelige eksempler og journalistisk research – og er gennemgået af relevante fagpersoner. Podcasten Psyken er produceret med støtte fra Lundbeckfonden.
