En solrig dag i København i slutningen af 1880’erne stopper en ung medicinstuderende, Niels Ryberg Finsen, forpustet midt på Højbro. Hans krop er svækket af en mystisk sygdom, som tærer på kræfterne, men hans blik fanges af noget i kanalen under ham. Et lille insekt, en skøjteløber, danser på vandets overflade – og hver gang det driver ind i skyggen, skynder det sig tilbage mod solen.
Det er et ubetydeligt syn for de fleste. For Niels Finsen bliver det en åbenbaring. Han ser lyset – bogstaveligt talt – og spørger sig selv, hvad det er, solen gør ved både krop og sind. Den tanke slipper ham aldrig igen.
Fra mørkt kammer til lysende idé
Niels Finsen, født i 1860 på Færøerne, har allerede mærket på egen krop, at sollyset gør noget. I sit mørke kammer på Sankt Annæ Plads fryser han, bliver træt og syg, mens han til gengæld får det bedre, når han opholder sig i solskin. Den erfaring bliver starten på en livslang jagt efter lysets helende kraft.
RAKKERPAK ORIGINAL: VIDENSKABENS VINDERE
Bag de naturvidenskabelige nobelprisvindere gemmer sig 125 vilde fortællinger om de mennesker og deres forskning, der har flyttet grænserne for vores forståelse af verden.
Podcastserien Videnskabens Vindere vækker nu historierne til live.
Få indblik i podcasten gennem denne artikelserie eller lyt til Videnskabens Vindere her
Podcasten er en Rakkerpak Original af Rakkerpak Productions i samarbejde med Science Report støttet af Leo Fondet.
Dette er andet afsnit.
Som ung læge i København eksperimenterer han på sig selv. Han brænder bevidst sin arm i solen for at undersøge, hvordan huden reagerer – og konkluderer, at solens “kemiske stråler”, det vi i dag kalder ultraviolet lys, er årsagen til solskoldning. Ikke varmen.
Hans opmærksomhed vender sig snart mod en af datidens mest frygtede sygdomme: Lupus Vulgaris, hudtuberkulose. Den efterlader patienterne med åbne, sår i ansigtet – sår, der aldrig heler. Mange bliver socialt udstødte og må dække sig til for at kunne færdes i det offentlige rum.
Finsen begynder at tro, at det samme lys, der gør ham godt, også kan hjælpe dem.
En lampe mod mørket
Men hvordan helbreder man med sollys i et land som Danmark, hvor skyerne ofte står som en grå dyne over himlen?
Finsen løser det med teknik: han bygger en kulbuelampe, der kan efterligne solens stråler. Ved hjælp af linser kan han koncentrere lyset mod et bestemt område på kroppen.
For at teste sin idé låner han sig ind hos den kommunale elektricitetsstation i Gothersgade. Her møder han ingeniør Mogensen – en mand, der i otte år har haft et åbent sår på kinden forårsaget af lupus vulgaris. Mogensen siger ja til at være forsøgsperson.
Dag efter dag, gennem vinteren 1895 og frem til marts året efter, sidder Mogensen foran lampen. Langsomt forsvinder såret. Da behandlingen slutter, er han helbredt.
Det er intet mindre end et mirakel. Tidligere havde man forsøgt at skære eller brænde de syge områder væk – med enorme smerter og næsten ingen effekt. Nu heler sårene uden blod og knive.
Lysalferne og patienterne
Kort tid efter åbner Niels Finsens Medicinske Lysinstitut – en beskeden barak i Kommunehospitalets have. Her står lampen med sine edderkoppe-lignende arme, og omkring den sidder patienterne, mens sygeplejerskerne – de såkaldte lysalfer – justerer lysstrålerne, så de rammer præcist på de syge områder.
Timerne under lampen er lange, men resultatet er overvældende: patienterne bliver raske. Nyheden spreder sig, og snart valfarter både læger og kongelige til København for at se miraklet med egne øjne.
Få år senere åbner Finsen-institutter i flere europæiske byer.
Skepsis og storhed
Ikke alle er dog imponerede. I lægekredse bliver Finsen kritiseret for, at hans metode mangler videnskabelig forklaring. Han kan ikke bevise, hvordan lyset virker – kun at det gør det. Selv taler han ydmygt om de “rigtige videnskabsmænd” på universitetet, mens andre anklager ham for at drive “Nordens største reklamebureau”.
Alligevel er resultaterne svære at ignorere. På en kongres i Paris i 1900 stiller en repræsentant fra Finsen-instituttet tolv patienter på scenen – alle helbredt med lys. Publikum er målløse.
Hjemme i København flytter instituttet i 1901 til nye lokaler i Rosenvænget på Østerbro, trods protester fra kvarterets fornemme beboere, der ikke ønsker vansirede syge som naboer.
Et kapløb med døden
Mens succesen vokser, svinder Finsens helbred. Hans hjerte- og leversygdom svækker ham så meget, at han flytter ind på første sal over instituttet for at følge arbejdet tæt, selv fra sin sygeseng.
Da Nobelkomitéen i 1903 skal vælge modtager af prisen i medicin, står valget mellem forskere, der har gjort teoretiske opdagelser – og Finsen, hvis metode først og fremmest har hjulpet tusinder i praksis. Alfred Nobels testamente nævner, at prisen skal gives til den, der “har gjort menneskeheden den største nytte”.
Med mere end 800 dokumenterede patienter og resultater, der taler for sig selv, tildeles Niels Ryberg Finsen Nobelprisen “for sine bidrag til behandlingen af sygdomme, især lupus vulgaris, ved hjælp af koncentrerede lysstråler.”
Han er for svækket til at deltage i ceremonien i Stockholm. En stor del af pengesummen donerer han til instituttet.
Et år senere, i 1904, dør Niels Finsen, kun 43 år gammel. Hele København flager på halv.
En arv i skygge og lys
Senere forskning har vist, at det formentlig ikke var de ultraviolette stråler, men stoffet porfyrin, som lyset fremkaldte i huden, der gjorde forskellen. Alligevel står Niels Finsen som pioneren, der bragte lyset ind i medicinen – og som med sin stædighed, sit vid og sin svækkede krop gjorde det muligt at give de udstødte håbet tilbage.
SPONSORERET INDHOLD.
Artiklen er baseret på research og interviews af Maya Zachariassen i podcasten Videnskabens Vindere af Rakkerpak Productions i samarbejde med Science Report støttet af Leo Fondet.
Lyt til episoden her eller i din fortrukne podcastapp.
