Når man taler om de mest velkendte psykiatriske diagnoser, falder snakken ofte på depression, angst eller ADHD.
Men bagerst i WHO’s diagnosesystem gemmer der sig en særlig kategori, som sjældent får opmærksomhed: Z-diagnoserne.
EN RAKKERPAK ORIGINAL: PSYKEN
PSYKEN er podcasten, hvor vi udforsker sindets dybder og dykker ned i de diagnoser og lidelser, der ofte betegnes som psykisk sygdom.
Hvis du gerne vil blive klogere på hjernens mange afkroge, så kan du lytte til fiktive personlige fortællinger udarbejdet gennem journalistisk research om alle WHO’s psykiske lidelser her.
Du kan også få et indblik i podcastserien gennem denne artikelserie eller besøge Psykens hjemmeside.
Podcasten er produceret af Rakkerpak Productions med støtte fra Lundbeckfonden.
Det er diagnoser, som ikke handler om sygdom. De fortæller ikke, hvad der er galt i hjernen, men hvad der er sket i et menneskes liv eller blot at en kontakt har fundet sted.
Z-diagnoser kan gives, når en person henvender sig i psykiatrien uden at blive udredt. Der kan være tale om en enkelt kontakt, en krisesamtale eller et forløb, der stopper, før der kan drages nogen konklusion.
– Man kan godt få en diagnose, som hedder, at man har henvendt sig i psykiatrisk modtagelse, der er ikke foretaget nogen undersøgelse, der er ikke lavet nogen konklusion, men man har været der, siger psykiater og professor Bjørn Ebdrup.
Når systemet også skal dokumenteres
Z-diagnoser har en tydelig administrativ funktion. De dokumenterer, at der har været kontakt mellem patient og sundhedsvæsen, også selv om der ikke stilles en egentlig psykiatrisk diagnose. Det gør det muligt at registrere forløb og honorere indsatsen.
Men de bruges også til noget mere end regnskab. Z-diagnoser kan beskrive det, der ligger rundt om symptomet, og som kan være afgørende for, hvordan en situation forstås.
Et snitsår er ikke bare et snitsår. Det kan være en arbejdsskade. Det kan også være et selvskadende forsøg.
– Det er jo interessant at vide, om det er en slagteriarbejder, der har skåret sig på arbejdet, eller om det er en person, som har skåret sig suicidalt med øje for at dø, siger Bjørn Ebdrup
Diagnoser som beskrivelser af liv
Netop her adskiller Z-diagnoser sig fra de klassiske psykiatriske diagnoser. De gør det muligt at beskrive hændelser, tab og sociale forhold, som ikke i sig selv er sygdom, men som kan have stor betydning for et menneskes mentale trivsel.
Tab af følelsesmæssig kontakt til forældre, søskende – eller endda et kæledyr – kan udløse en Z-diagnose.
– Man skal ikke undervurdere kæledyrenes betydning for folks ve og vel, særligt hvis man lever isoleret, siger Bjørn Ebdrup
På den måde bliver diagnoserne mindre biologiske sandheder og mere beskrivelser af menneskers livssituation.
Hvor går grænsen?
Men ifølge Bjørn Ebdrup peger Z-diagnoser samtidig på et større spørgsmål: Hvor mange diagnoser skal et samfund have? Og hvornår hjælper det at sætte en label, og hvornår risikerer den at stå i vejen?
Diagnosesystemet er i bevægelse, og i overgangen til ICD-11 forventes der justeringer. Nogle beskrivelser vil forsvinde, andre blive strammet op. Men grundspørgsmålet forbliver det samme.
– Det er en evig forhandling, hvornår vi skal have en diagnose, og hvornår vi ikke skal have en, siger Bjørn Ebdrup
Z-diagnoserne afslører, at psykiatrien ikke kun handler om sygdom og behandling. Den handler også om at registrere, forstå og beskrive, når livet i sig selv bliver for svært – også selv om det ikke passer ind i en klassisk diagnose.
SPONSORERET INDHOLD: Artiklen er skrevet på baggrund af research og samtaler fra podcasten Psyken af Alina Koch. Podcasten Psyken er produceret med støtte fra Lundbeckfonden.
Hvis du vil blive klogere på epifænomener kan du lytte til afsnittet her
