Derfor væmmes vi ved ting, der næsten er menneskelige

Du ligger i et stille soveværelse, alt er mørkt, du er helt alene og skal lige til at falde i søvn. Men så brydes stilheden af et mærkeligt, mekanisk grin. Det er din hjemmeassistent Alexa, der er pludselig bryder ud i et ondskabsfuldt grineflip.

Det skete i 2018, hvor Amazons smart-højtaler Alexa helt umotiveret begyndte at grine i flere brugeres hjem og skræmme livet af sine ejere.

Den tvivl, der opstår dér, var det en fejl, eller var det noget andet?, er kernen i den særlige følelse, vi kalder creepyness. Det er ikke panik eller egentlig fare, men en nagende usikkerhed, hvor hjernen ikke kan finde ud af, om den skal slå alarm eller ej.

Hjernen kan ikke beslutte sig

For at forstå, hvorfor noget så banalt som et teknisk fejlgrin kan opleves så ubehageligt, taler vi med To af verdens førende gyserforskere, der i årevis har undersøgt gysets psykologi.

Mathias Clasen og Marc Malmdorf Andersen er lektorer og meddirektøre af Recreational Fear Lab ved Aarhus Universitet og de mener, at følelsen ikke skal forveksles med egentlig frygt.

-Frygt for mig, det er meget akut, hvor det at være creeped out, synes jeg ofte er mere en følelse af, jeg ved ikke, om der er et problem, siger Mathias Clasen.

Mathias Clasen peger også på psykologen Frank McAndrew, der i 2016 lavede den første egentlige psykologiske undersøgelse af, hvad vi mener, når vi siger, noget er “creepy”. Frank McAndrew kalder det “the ambiguity of threat”; tvetydigheden af en trussel.

Han forklarer, at når hjernen ikke kan afgøre, om en situation er farlig eller ej, opstår der et spænd i systemet: Noget i dig reagerer som ved fare, mens noget andet ikke helt kan retfærdiggøre alarmen. Resultatet er et særligt ubehag snarere end ren panik.

Forskellen på kvalme, gys og ubehag

For at forstå, hvad der gør noget creepy, begynder vi hos gyserforfatteren Stephen King.

Han opdeler gys i tre kategorier:

• “The gross-out” – det væmmelige og kropslige: et afskåret hoved, der tumler ned ad en trappe, eller noget grønt og slimet, der splatter ud over din hud. Det, der giver decideret fysisk væmmelse.
• Horror – de konkrete monstre: edderkopper på størrelse med bjørne, levende døde i din lejlighed, kløer, der griber fat i din arm. Du er ikke i tvivl. Der er en klar, synlig trussel.
• Terror – det uafklarede ubehag: følelsen, når du kommer hjem og opdager, at alt, du ejer, tilsyneladende er blevet erstattet af en perfekt kopi. Når lyset går ud, du fornemmer noget bag dig, næsten kan høre det, men der ikke er noget, når du vender dig om.

Det er Kings tredje kategori, terror, at creepynes hører hjemme. Der, hvor du bliver i tvivl, om der overhovedet er fare til stede, og netop derfor har svært ved at slippe det igen.

Manden, der står lidt for tæt på

Et klassisk eksempel er en social situation, hvor alt næsten er normalt, men kun næsten.

-Man står overfor en person, som ikke bryder øjenkontakt, og som er lidt usonieret og står for tæt på. Man ved ikke, om det er, fordi han er farlig, og i virkeligheden står og drømmer om at skære hoved af mig og bruge mit ansigt som en dragt, eller er det bare fordi, at han er lidt off, rent socialt, siger Mathias Clasen

Ifølge ham handler det om modstridende signaler: Udseendet eller konteksten er tilsyneladende harmløs. Men noget ved personens måde at være til stede på skaber et svagt, men vedholdende ubehag.

The Uncanny Valley

Et af de steder, hvor mennesker tydeligst rapporterer følelsen af creepynes eller terror i Stephen Kings beskrivelse, er, når noget næsten, men ikke helt, ligner et menneske. Her opstår det kendte begreb; The Uncanny Valley

-The uncanny valley er et fænomen, man har kendt til i ret lang tid, jeg tror helt tilbage fra 70’erne, hvor man begynder at bygge robotter, og så finder man ud af, hvad skal der egentlig til for, at mennesker synes, at robotter er rare at være sammen med. Men så er der på et tidspunkt, hvor robotterne kommer til at ligne mennesker virkelig meget, men stadig ikke helt. Og så ser man, at den her liking-kurve, den bare fuldstændig crasher. Helt nede i bunden. Nu synes folk bare, at de er fucking ulækre, de der robotter, siger Marc Malmdorf Andersen

Den japanske robotteknolog Masahiro Mori beskrev i 1970, hvordan vores begejstring for robotter stiger, jo mere de ligner mennesker, indtil et bestemt punkt. Når de bliver for menneskelige, uden at være helt rigtige, falder kurven dramatisk i en “dal” af ubehag. Og den dal får navnet The Uncanny Valley.

I den dal finder vi blandt andet:

• meget livagtige dukker
• lig og zombier
• ekstremt realistiske CGI-figurer
• prostetiske lemmer, der ligner krop, men ikke føles “rigtige”

Flere film, fx Polar-ekspressen (2004), Beowulf (2007), Cats (2019) og endda prinsesse Fiona fra Shrek, før hun bliver trold, er blevet nævnt som eksempler på figurer, der for nogle seere havner i The Uncanny Valley, fordi de næsten er levende, men der er noget ved deres blik, bevægelse eller hud, der gør dem uhyggelige.

Hjernes forudsigelser kan bryde sammen

Fra et kognitivt perspektiv handler det ifølge Marc Malmdorf Andersenom forventninger.

Når noget ligner et menneske meget tæt, sætter hjernen en hel pakke af forudsigelser i gang: Hvordan det bør bevæge sig, tale, reagere. Men hvis det, vi ser – fx en robot eller en CGI-figur – ikke lever op til de forventninger, kollapser vores forudsigelsesmodel.

-Man har så stærke forventninger om at opleve noget, og man bliver bare skuffet på hele bankopladen på en gang. Det er den dynamik, der gør, at vi siger, at den robot er virkelig klam, siger han.

Derfor er computerspilsindustrien og filmbranchen meget opmærksom på at undgå den dal, fortæller Mathias Clasen. Enten gør man figurerne tydeligt tegneserieagtige med overdrevede træk, eller også investerer man massivt i at gøre dem så naturtro, at de kommer over dalen og op på den anden side.

Biologisk alarm om sygdom og aflivelse

Følelsen af creepynes ser ikke ud til kun at være kulturel eller lært gennem film. Der er tegn på, at noget mere grundlæggende biologisk er på spil.

Mathias Clasen henviser til et studie, hvor forskere viste makak-aber billeder af andre aber, som var manipuleret, så de blev mere eller mindre “zombieagtige”. Aberne kiggede væk og råbte om, når de blev vist billeder, der lå i det uncanny område.

Det fik forskerne til at foreslå, at noget i primaters biologi – måske helt generelt i pattedyrsbiologi – gør os ekstra opmærksomme på artsfæller, der afviger i udseende. En hypotese, Mathias Clasen refererer, er, at det kan handle om at undgå sygdom og parasitter. Hvis en artsfælle ser markant anderledes ud end normen, kan det være et tegn på defekt eller smittefare, og så kan det være adaptivt at holde afstand.

Samtidig ved man, at mennesker ofte vurderer det mest gennemsnitlige og symmetriske ansigt som mest attraktivt. Det typiske og “normale” føles trygt.

Masker, dukker og klovne

Tænk på følelsen af at se nogen med maske på. Du ved ikke, om personen er farlig, men du kan ikke aflæse deres ansigt, og dermed heller ikke helt udelukke faren. Den tvetydighed i aflæsningen af ansigtsudtryk gør masker til et effektivt gyserværktøj.

Det samme gælder dukker og klovne. Fra vi er små, lærer vi, at de betyder noget trygt, farverigt og sjovt. Dukken giver omsorg; klovnen underholder. Men når de pludselig optræder i en dyster, blodig eller truende sammenhæng, bliver kontrasten ekstrem: Alt i vores erfaring siger “ufarligt”, mens konteksten siger “fare”.

Det er ifølge de to gyserforskere præcis her at gyset trives bedst; i bruddet mellem det velkendte, der burde betyde sikkerhed, og en ny, truende ramme.

Og det gælder ikke kun det, vi ser. Stemmer, som en smart højtaler, der griner ved en fejl, kan være lige så uncanny. Det samme kan musik.

---

SPONSORERET INDHOLD. Artiklen bygger på research og samtaler fra podcasten GYS, som er skrevet, researchet og tilrettelagt af Rakkerpak Productions Omar Ghali for Science Report i tæt samarbejde med Recreational Fear Lab. Podcasten er støttet af Carlsbergfondet.