Forfatteren Dennis Jürgensen blev sidst for alvor skræmt af en film i 1978. Det var den første Alien film og en så voldsom oplevelse, at han lige kiggede under sengen, da han kom hjem.
Siden er næsten alle andre gyserfilm blevet rutine for ham.
Alligevel er han manden, mange danskere forbinder med gys: forfatter i snart 45 år, kendt på tværs af ungdomsromaner, sci-fi, fantasy og i dag især for krimier. Og for rigtig mange også som stemmen, der var med til at vænne en generation til at opsøge det uhyggelige frivilligt.
Gyset virker bedst, når det ikke bliver sagt højt
Hvis du vil skræmme en læser, er det fristende at udpensle det hele. Blodet, kroppen, monstret og chokket. Sådan havde Dennis Jürgensen det i hvert fald i begyndelsen af sin forfatterkarriere. Og han har selv været en flittig forbruger af de eksplicitte formuleringer og beskrivelser i sær i hans zombiehistorier, hvor genren næsten kræver detaljer.
EN RAKKERPAK ORIGINAL: GYS
Gys er en podcastserie om frivillige menneskers møder med frygt også kaldet rekreativ frygt.
Hvorfor opsøger vi oplevelser, der gør os bange? Hvorfor kan frygt føles godt og kan gys faktisk styrke vores mentale sundhed?
Fra bålets spøgelseshistorier til bøger, biografmørke og spøgelseshuse følger vi, hvordan historier, film og andre slags gys kan blive til opdagelser, der både kilder og gør os klogere på os selv.
Få indblik i serien gennem denne artikelserie, eller lyt til podcasten her
Dette er ottende og sidste afsnit
Men i dag peger han på noget andet som langt mere effektivt: det psykologiske gys.
– Du skal beskrive nok til at sætte scenen i gang, men ikke så meget, at læseren bliver passiv. For når du overlader resten til fantasien, bliver gyset stærkere, siger han.
Han fortæller om en forfatter, der fik kritik for en scene, hvor en varulv angiveligt flår en arm af en mand, hvor beskrivelser af blod og alt muligt står ud af armen. Forfatterens svar var, at han faktisk ikke havde skrevet det sådan, han havde bare sat noget i gang, og læseren havde selv forestillet sig resten.
– Pointen er brutal for enhver forfatter. Men man kan simpelthen ikke overgå læserens fantasi
Derfor kan et gys ifølge ham også handle om paranoia og små forskydninger. For eksempel at du kommer hjem og fornemmer, at møblerne er byttet ud med perfekte kopier. Ikke fordi der sker noget synligt, men fordi din hjerne begynder at arbejde.
Hvorfor jump scares næsten ikke kan skrives
Den klassiske forskrækkelse, chokket, der får publikum til at hoppe i biografen, fungerer næsten kun visuelt. På tekst duer det ikke rigtigt, mener Dennis Jürgensen.
Til gengæld kan litteraturen noget andet, noget, som han også er større fan af: den langsomme erkendelse af, at en scene eller en historie hænger sammen på en helt anden måde, end læseren først troede.
– Det er ikke et øjebliks chok, men en snigende ombytning af virkeligheden, der giver den dér creepy-følelse, siger han.
Han genkender også Stephen Kings opdeling i tre lag:
- Gross-out: det ulækre og kropslige
- Horror: den konkrete trussel lige foran dig
- Terror: den ulmende, subtile uhygge, hvor du fornemmer noget, før du ser det
Og netop terrorlaget er, ifølge Dennis Jørgensen, det sværeste gysergreb at mestre, fordi det kræver præcision og tilbageholdenhed.
– Der skal kun flyttes en lille smule på tingene, før læseren selv fylder resten ud. Men kun en lille smule.
– Når du som læser får at vide, at der er en lukket dør, og at der bag den er noget ganske forfærdeligt, så vil din fantasi straks i gang. Og selv hvis du åbner døren og ser en to meter høj kakerlak, vil du tænke: Gudskelov – det kunne have været en fire meter høj.
– Det er her, gyset opstår: i det, du selv når at forestille dig.
Gys kan være en øvelse i at klare livet
Dennis Jørgensen synes også det er interessant, hvorfor vi overhovedet opsøger frygt, når vi ikke behøver.
– Hvis du løb rundt i en jungle med tigre, ville du ikke sætte dig ned med en Stephen King-roman. Det virker kun, fordi du sidder trygt og ved, at du kan lukke bogen.
Han nævner også at vi måske bruger det som en måde at nærme os dødsangst på og afprøve den i kontrollerede doser.
– Rekreativ frygt kan på flere måder være rigtig sundt, fordi man kan træne evner som følelsesregulering og copingstrategier, netop fordi man møder en moderat mængde modstand, uden at være i rigtig fare, mener han.
Dennis Jørgensen siger, at han ikke skriver med sådan et formål for øje, men han har mødt læsere, der har brugt bøger som eskapisme i kriser: sygdom i familien, mobning, eller andre svære perioder.
Og han har igen og igen mødt forældre, der har sagt en version af: Det er din skyld, min søn han kan læse i dag, fordi barnet ikke gad røre bøger, før de fik en af hans.
Et råd til dem, der vil skræmme andre
Hvis du vil skrive gys, peger Dennis Jørgensen på Stephen Kings gamle formel: Read and write. Læs meget på tværs af genrer og skriv meget.
– Men lad være med at lægge bånd på dig selv i starten. Der er kun én regel: og det er, at der ikke er nogen regler. Lysten til at skrive og fortælle historien skal drive værket.
– og det er i virkeligheden også gysets vigtigste mekanik: Du kan ikke tvinge nogen til at blive bange. Du kan kun åbne en dør på klem. Resten klarer læseren selv.
SPONSORERET INDHOLD. Artiklen bygger på research og samtaler fra podcasten GYS, som er skrevet, researchet og tilrettelagt af Rakkerpak Productions Omar Ghali for Science Report i tæt samarbejde med Recreational Fear Lab. Podcasten er støttet af Carlsbergfondet.
Er du nysgerrig på at lære mere om rekreativ frygt? Så kan du lytte til alle afsnit i podcastserien GYS lige her, eller i din fortrukne podcastapp.
