Når en ny konge tiltræder, begynder det hele med et løfte.
Grundlovens § 8 fastslår, at regenten skriftligt og højtideligt skal love at overholde Grundloven. Erklæringen opbevares i to eksemplarer – ét i Folketingets arkiv og ét i Rigsarkivet.
Ifølge lektor i forfatningsret Sune Klinge er bestemmelsen central, fordi den markerer, at kongens magt er indskrænket.
– Det er vigtigt, at kongen og regenten overholder grundloven for at kunne bevare sin plads som en del af det indskrænkede monarkiske folkestyre, siger han.
RAKKERPAK ORGINIAL: LOVEN
LOVEN er en podcastserie i 89 afsnit med spændende og dramatiske historier om den danske grundlov fortalt af skuespiller Sofie Lasse-Kahlke.
Få indblik i podcasten gennem denne artikelserie eller lyt til LOVEN her eller der, hvor du lytter til podcast.
At paragraf 8 er usædvanligt lang og detaljeret, handler om den tid, den blev til i. Efter næsten 200 års enevælde var det et stort opgør at flytte magten væk fra kongen. Derfor skulle det slås fast sort på hvidt, at Grundloven – og ikke regenten – er det højeste.
Scenen sættes i 1660
For at forstå Grundlovens § 8 må man spole tiden tilbage til efteråret 1660. Landet er krigshærget og økonomisk udsultet efter to svenske krige. Adelen, der stort set er fritaget for skat, sidder på privilegierne – til stor frustration for borgere og kirke.
Paragraf 8 kan ses som en forsikring om, at den øverste magt ikke længere kommer fra kongen, men fra Grundloven
Sune Klinge, lektor i forfatningsret
I oktober mødes repræsentanter for tre samfundsgrupper, de såkaldte stænder: adelen, de gejstlige og borgerne i byerne. Bønderne, som var langt de fleste, har ingen stemme. Forsamlingen i København skal finde en løsning på krisen, men uenigheden er stor.
Bag kulisserne spirer en idé frem: hvis kongemagten gøres arvelig i stedet for valgt af adelen, mister adelen sin afgørende indflydelse. Borgmester Hans Nansen og biskop Hans Svane bliver frontfigurer i denne plan.
Trusler på slotsbroen
9. oktober 1660 afleverer Nansen og Svane et dokument til kong Frederik d. 3.
Stemningen er anspændt, da de forlader slottet. På broen møder de den adelige Otte Krag, medlem af rigsrådet.
– Kender I allerede Blåtårn? spørger Otte Krag hånligt og peger mod fangetårnet, hvor politiske modstandere kan ende. Men Hans Nansen lader sig ikke skræmme. Han peger i stedet mod Vor Frue Kirkes tårn, hvor Stormklokken hænger – en fire tons tung klokke, der kan kalde borgerne til våben.
Truslerne på broen afspejler den dybe konflikt: adelen vil holde fast i magten, mens borgere og gejstlige vil knække den.
Opgøret med rigsrådet
Kort efter marcherer Nansen, Svane og deres støtter mod rigsrådets mødesal. De kræver svar: vil rådet acceptere, at Danmark bliver et arvekongedømme?
Rådet afviser og forsøger at lukke dørene.
–Vi står sammen – alle skal ind! Vi har ret til at høre jeres svar! protesterer de. Da rådet nægter, vender de sig direkte mod kongen.
Samme dag modtager Frederik 3. forslaget. Hvis arveregering indføres, ophæves håndfæstningen – det dokument, hvor kongen forpligtede sig overfor adelen. Dermed åbner sig et forfatningsmæssigt tomrum.
Kongens kup
Frederik 3. tøver ikke længe. Han vil gerne være arvekonge – og går skridtet videre. Med undtagelsestilstand i København får han byens porte lukket og vagter sat ind. Ingen kan komme ind eller ud.
Rygterne om borgerkrig svirrer, og presset på adelen vokser time for time.
Efter tre døgn må rigsrådet give op. Adelen accepterer arveregeringen. Håndfæstningen erklæres ugyldig ved en højtidelig ceremoni, hvor Nansen og Svane også er til stede.
Men Frederik nøjes ikke med det.
I januar 1661 indfører han en ny ordning: Enevolds-arveregeringsakten. Ikke blot bliver kongemagten arvelig – den bliver også enevældig.
Med pennen som våben har Frederik taget hele magten.
Fra enevælde til Grundlov
De næste 200 år regerer kongerne Danmark som enevældige monarker. Først i 1849 brydes grebet, da Grundloven ser dagens lys. Og her kommer § 8 ind i billedet.
– Paragraf 8 kan ses som en forsikring om, at den øverste magt ikke længere kommer fra kongen, men fra Grundloven, siger Sune Klinge. Regenten skal love at overholde loven, præcis som folketingsmedlemmer gør, når de tiltræder.
At det i dag virker som en formalitet, er måske netop pointen: § 8 er et symbol på den historiske magtforskydning. Fra adelsvælde til enevælde – og videre til et demokrati, hvor kongen blot er en del af folkestyrets ramme.
Løftet i dag
Ingen regenter har nægtet at afgive forsikringen. Skulle det ske, vurderer jurister, at det ikke ville være muligt at fastholde tronen.
– Man kan ikke forestille sig, at kongen nægter at overholde Grundloven og alligevel bliver ved med at være konge, fastslår Sune Klinge.
Dermed er kongens løfte mere end et ritual. Det er en markering af, at Grundloven – og dermed folket – står over regenten.
Når § 8 i dag læses op, er det altså ikke blot et ekko fra en støvet paragraf, men en påmindelse om, at magten i Danmark for længst er flyttet.
SPONSORERET INDHOLD: Artiklen bygger på research af Maya Zachariasen fra podcsten Loven. En Rakkerpak Original i samarbejde med K-News, støttet af Dreyers Fond og DFI’s Public Service-pulje.
Vil du vide mere? Lyt til afsnittet § 8 – Kongens myndighed i podcasten LOVEN på lovenpodcast.dk eller dér, hvor du henter dine podcasts.
