I slutningen af 1790’erne opstår der et usædvanligt kraftfelt af idéer i den lille tyske universitetsby Jena. Her spiser, skændes og forelsker en kreds af unge tænkere sig gennem et årti, der kommer til at forme europæisk åndshistorie.
Friedrich Schlegel er en af dem. Han bliver født i Hannover i 1772, forsøger sig med jura i Leipzig og Göttingen, men ender hurtigt i litteraturen og filosofiens verden. Som 24-årig flytter han til Jena, hvor hans bror August Wilhelm Schlegel allerede bor. Sammen grundlægger de tidsskriftet Athenäum, hvor Friedrich Schlegel publicerer sine berømte fragmenter – små, koncentrerede tekster fyldt med ironi, selvmodsigelser og sproglige eksperimenter.
Og det er her, i dette tidsskrift, at man første gang kan slå ordet romantisch op i moderne, litterær betydning. Starten på en kulturel revolution.
– Jeg følte mig meget draget af det, og på den måde har jeg altid følt et slægtskab med den længsel, der også er i den tid efter det, man kunne kalde den poetiske uendelighed, eller det metafysiske, siger litteraturhistoriker, Søren Fauth om sin egen forbindelse til romantikken
Tænk som … Jena
Tænk som … Jena er podcastserien, hvor vi dykker ned i samtaler om mennesket, friheden og naturen.
I den lille tyske by Jena samles nogle af Europas største tænkere. I 10 år lever de et kaotisk og kreativt liv. Det er sæbeopera for de intellektuelle, når Jena-kredsen spiser, skændes, forelsker sig på kryds og tværs og gør sig store tanker om det at være i live. Tanker, som har været med til at forme den måde, vi som individer tænker, sanser og føler.
Det er over 200 år siden. Men i en moderne verden fuld af uroligheder, er det på tide at hive de gamle tyske klassikere ned fra hylden igen.
I den her podcast-serie undersøger historiker Lars Christiansen sammen med en gæst, hvordan nogle helt særlige personer revolutionerer vores opfattelse af, hvad det vil sige at være menneske igennem kultur, natur og videnskab.
Få indblik i podcastserien gennem denne artikelserie eller lyt til afsnittet her
Podcasten er produceret af Rakkerpak Productions i samarbejde med Gads Forlag og A Mock Book
Men da Schlegel i 1799 udgiver romanen Lucinde, ændrer alt sig. Pludselig bliver hans navn kendt langt uden for Jena, og ikke kun for det positive.
Lucinde: Kalkuleret rod og kærlighed som laboratorie
Åbner man Lucinde, står der ‘en roman’ på titelbladet. Men det, læseren møder, ligner alt andet end en traditionel fortælling. Bogen er et bevidst kaos af formeksperimenter, der sammensmelter brev, dialog, drama, essay og antikke pasticher.
Det mandlige og det kvindelige er flydende. Det flyder. Man kan gå ud og ind af det
Søren Fauth, litteraturhistoriker
Søren Fauth siger det helt direkte:
– Det er jo en rodebutik. Vi kan lige så godt sige det, som det er. Men det er den med vilje.
Rodet er ikke en fejl, men et æstetisk program: et opgør med oplysningstidens systematik, regler og hierarkier. Fragmentet bliver den kunstneriske form, der kan pege mod det uendelige gennem spejling, opløsning og refleksion.
Romanen er samtidig gennemført autofiktion. Julius er Schlegel selv, og Lucinde er Dorothea Schlegel, hans store kærlighed. Det gør bogen både intim og selviscenesættende og fuld af datidens mest opsigtsvækkende erotiske passager.
Et af dem lyder således:
– En af dem alle er den vittigste og dejligste. Vi bytter roller med barnlig lyst, kappe som hvem der mest uforvekslet kan efterabe den anden.
Her bliver erotikken ikke kun fysisk, men filosofisk. Det kødelige bliver en vej til det åndelige. Julius’ underkastelse af Lucinde i elskovsakten er et udtryk for en platonisk idé om forening mellem det mandlige og det kvindelige.
– Det mandlige og det kvindelige er flydende. Det flyder. Man kan gå ud og ind af det, siger Søren Fauth.
Romanen chokerede datidens kritikere. Goethe fandt den mislykket. Schiller kaldte den uanstændig. Søren Kierkegaard beskrev den som slibrig. Men romanen repræsenterede et radikalt nybrud: en formopløsende kunst, der insisterede på at tænke kærlighed, køn og krop som filosofiske størrelser.
Alligevel mener Søren, at Lucinde ikke fungerer som roman:
– Det er meget konceptuelt. Der er et koncept, som skal gennemføres, og han går jo også død i sit eget koncept.
Som kunstværk halter den. Men som dokument over romantikkens forsøg på at udvide, sprænge og poetisere verden, er den uundværlig.
Lediggang som roden til alt godt
Et af de mest provokerende temaer i Lucinde er hyldesten af lediggang. Hvor protestantisk moral siger, at lediggang er roden til alt ondt, vender Schlegel påstanden på hovedet.
– Her er hyldelsledigangen som roden til alt godt, siger Søren.
Den romantiske poesi er en progressiv universal poesi
Søren Fauth, litteraturhistoriker
Lediggang er ikke dovenskab, men en nødvendig tilstand for poetisk og åndelig skabelse. Forbindelsen mellem det barnlige og det passive, mellem natten og tænkningen, bliver et ideal for kreativitet og langsomhed.
Denne romantiske kritik af nytte, målstyring og snusfornuft får Søren til at tale ind i nutiden. Han fremhæver biologen Jens Christian Skou som eksempel på, hvordan stor videnskab ikke opstår gennem effektivitet, men gennem vegeteren, åbenhed og formålsfri undersøgelse.
Overfor det hyperrationelle er der brug for modstand. Ellers kører fornuften sig selv i sænk:
– Fornuften har det med, at når den bliver overfornuftig, så slår den ligesom dialektisk om i sin egen modsætning og bliver destruktiv.
Det destruktive viser sig i stress, angst, depression og meningsløshed blandt unge. Ifølge Søren Fauth er der i dag en dyb længsel efter betydning, metafysik og efter at træde ud af det “overrationelle paradigme”.
Fragmenter, uendelighed og drømmen om at poetisere verden
Hvis Lucinde er vanskelig, er Schlegels fragmenter noget helt andet. I dem finder man hans klareste tænkning. Det mest berømte fragment begynder med linjen:
Jeg tror, der er en dyb, dyb længsel hos unge mennesker efter betydningsfuldhed og betydningsrum og metafysik
Søren Fauth, litteraturforsker
– Den romantiske poesi er en progressiv universal poesi.
Progressiv ikke i moderne politisk forstand, men som en bevægelse, der skal kaste mennesket mellem det jordiske og det uendelige, mellem det sanselige og det åndelige.
Søren beskriver Schlegels vision sådan:
– Alt er forbundet. Fortid, nutid og fremtid er vævet ind i hinanden. Vi går ligesom ud og ind af alt.
Tilværelsen skal poetiseres. Verden skal romantiseres. Kunst, natur og menneske hænger sammen i et stort, organisk hele.
Jena-kredsens opløsning
Jena-kredsen eksisterer kun i omkring ti år. Egoerne vokser, og konflikterne bliver for store. Schlegel mister sit publikum i Jena, flytter til Berlin og senere til Wien. Her bliver han rådgiver for den østrigske stat og konverterer til katolicismen.
Men selv om fællesskabet går i opløsning, fortsætter idéerne med at kaste lange skygger: kritik af nytte og rationalitet, hyldest til kærlighed, forestillingen om poesi som en form for åndelig erkendelse.
Re-romantisering
Søren ser tegn på, at vi i dag oplever et lignende stemningsskifte som i slutningen af 1700-tallet. Et opgør med overoplysning og hyperrationalitet. Ikke et brud med fornuft, men et forsøg på at reintroducere ånd, langsomhed og nærvær i en affortryllet verden.
– Jeg tror, der er en dyb, dyb længsel hos unge mennesker efter betydningsfuldhed og betydningsrum og metafysik.
Han peger på politiske initiativer som “åndelig oprustning” og investeringer i fysiske bøger i uddannelsessystemet. Selvom han ikke bryder sig om ordet oprustning, glæder han sig over, at “åndelighed” igen har fået plads i sproget.
Skærmene har eroderet hjernen og ødelagt den systematisk
Søren Fauth, litteraturforsker
Digitaliseringen ser han som en del af problemet:
– Skærmene har eroderet hjernen og ødelagt den systematisk.
Derfor insisterer han på, at kritisk digital kompetence kræver analog dannelse. For Schlegel ville budskabet have været enkelt: Sluk computeren. Se hinanden i øjnene. Vend opmærksomheden mod det, der har betydning.
Læs videre i Jena og i dag
Selv om Lucinde ikke er let at læse, anbefaler Søren den nye danske oversættelse varmt. Derudover peger han på flere forfatterskaber:
Jean Paul og Bonaventura som repræsentanter for den mørke, nihilistiske romantik.
Novalis og Eichendorff for det poetisk-mystiske.
Inger Christensen og Signe Gjessing for moderne, re-romantiserende spor.
Gry Stokkendal Dalgas’ roman Kaluna for sin hyldest til det vegetative, formålsfrie liv.
Alt sammen peger tilbage mod Jena-tidens spørgsmål:
Hvad betyder kærlighed, kunst, ånd og langsomhed i en verden, der går hurtigere og hurtigere?
En romantisk modgift
Schlegel var større som teoretiker end som romanforfatter. Lucinde halter som kunstværk. Men hans kritik af effektivitet, nytte, fornuft og affortryllelse rammer direkte ned i vores tid.
Som Søren Fauth siger det:
– Vi har lagt menneskeheden øde inde i det her Excel-ark. Vi har dræbt ånden, og vi har gjort livet kedeligt og angstfyldt på en og samme tid.
Derfor bliver Schlegel og Jena-romantikerne ikke et nostalgisk tilbageblik, men et muligt modbillede: en påmindelse om, at verden kan være større, langsommere og mere forbundet, end vi bilder os ind.
SPONSORERET INDHOLD: Artiklen bygger på research og samtaler fra podcasten Tænk som … Jena. Podcasten er tilrettelagt af Rakkerpak Productions Mads Gordon Ladekarl i samarbejde med Gads Forlag og A Mock Book.
Lyt til afsnittet her eller i din fortrukne podcastapp
