I dag er det næsten en selvfølge, at dansk politik afgøres ét sted: i Folketinget. Men sådan har det ikke altid været.
Hvis demokrati er et folkestyre, så er hele ideen om at forskelsbehandle jo udemokratisk
Sune Klinge, forfatninggslektor
I årtier var Danmark indrettet med et tokammersystem, hvor Rigsdagen bestod af to kamre: Folketinget og Landstinget. Det betød, at et flertal i Folketinget ikke var nok. Lovforslag skulle også igennem Landstinget, før de kunne blive til lov.
Systemet var skabt i en tid, hvor man ikke mente, at alle borgere var lige egnede til at få indflydelse. Det mener forfatningslektor Sune Klinge.
– To-kammersystemet kender vi også fra andre lande, det går tilbage til en tid, hvor vi havde en højere grad af forståelse for, at mennesker ikke var lige, men at der var nogen, der var bedre end andre, og dermed skulle have mere indflydelse, siger Sune Klinge.
EN RAKKERPAK ORIGINAL: LOVEN
LOVEN er en podcastserie i 89 afsnit med spændende og dramatiske historier om den danske grundlov fortalt af skuespiller Sofie Lasse-Kahlke.
Få indblik i podcasten gennem artikelserien her eller lyt til LOVEN her eller der, hvor du lytter til podcast
Han forklarer, at selve tanken bag konstruktionen af to-kammarsystemet byggede på, at der fandtes grupper i samfundet, som skulle fungere som en slags ekstra filter og bremseklods, og som derfor kunne få større vægt i det politiske system end den almindelige vælger.
Tokammeret som bremseklods
På papiret havde begge kamre magt. I praksis kunne Landstinget blive et sted, hvor politiske beslutninger blev sinket eller stoppet, selv når et flertal i Folketinget ønskede dem gennemført.
Sune Klinge peger på, at man også kan finde et argument for ordningen:
– Nogle af de fordele, man vil kunne nævne ved et to-kammersystem, vil være, at man vil kunne have visse typer beslutninger. Man ville altså sikre, at visse typer beslutninger ikke blev stemt igennem forhastet. Ved at det skal igennem to kamre, så sikrer man med overvejende sandsynlighed en mere grundig behandling af det, siger han.
Men netop fordi systemet hvilede på en idé om, at nogen skulle “sikre” systemet mod andre, bliver det samtidig svært at forene med en moderne forståelse af demokrati.
– Hvis demokrati er et folkestyre, så er hele ideen om at forskelsbehandle jo udemokratisk, at der er nogen, der skulle have mere stemmevægt eller større indflydelse, jo en forkert tanke, siger Sune Klinge.
John Christmas Møller: Alt på ét bræt
Den konflikt bliver konkret i foråret 1939.
Dagen før folketingsvalget, den 3. april 1939, står John Christmas Møller i en tætpakket KB Hallen på Frederiksberg. Han er konservativ formand, og hans store politiske projekt er en ny grundlov, der skal afskaffe Landstinget og gøre Danmark til et etkammersystem.
Hele vores grundlov er sat op efter 1953 og er gennemsyret af en idé om, at det er folket, der skal bestemme
Sune Klinge, forfatninggslektor
Han mobiliserer ikke bare til folketingsvalg, men også til folkeafstemning om grundloven i maj. Og han binder sig selv til udfaldet: taber ja-siden, så går han af.
To dage før afstemningen, den 21. maj 1939, siger han offentligt, at et nederlag må få konsekvenser for ham personligt: en tabt folkeafstemning skal koste ham formandsposten.
Da stemmerne er talt op, ender ja-siden på 44,5 procent, hvilket er lige under kravet om 45 procent af alle stemmeberettigede. Forslaget falder, Landstinget består, og John Christmas Møller træder tilbage.
Alligevel bliver tokammersystemet ikke permanent. Først i 1953 bliver Landstinget ophævet, og Danmark får den grundlovsmodel, vi kender i dag, hvor Folketinget står som den centrale magtfaktor.
Grundlovens §28
Ordlyd:
Folketinget udgør en forsamling bestående af højst 179 medlemmer, hvoraf to medlemmer vælges på Færøerne og to i Grønland.
Hvad betyder den?
Paragraffen fastslår Folketingets størrelse og sammensætning. Den gør det muligt at afgøre, hvornår et flertal er opnået (i praksis ved mindst 90 mandater) og understreger Folketingets rolle som den centrale beslutningsmagt i det danske demokrati.
– Hele vores grundlov er sat op efter 1953 og er gennemsyret af en idé om, at det er folket, der skal bestemme. Det er Folketinget, der er den alt overvejende magtfaktor i dansk politik, siger Sune Klinge.
Og i den model bliver et andet tal helt afgørende:
– Bestemmelsen siger jo, hvor mange medlemmer vi skal have i Folketinget, og dermed også, hvornår man har et flertal. Man skal tælle til 90 mandater, siger Sune Klinge.
SPONSORERET INDHOLD: Artiklen bygger på research af Mads Gordon Ladekarl fra podcasten Loven. En Rakkerpak Original i samarbejde med K-News, støttet af Dreyers Fond og DFI’s Public Service-pulje.
Hvis du vil høre hele John Christmas Møllers historie og mere om hvordan Tokammaeret blev til ét, kan du lytte til afsnittet her; § 28: Formandens fremtid i folkets hænder
