Den første diamant
Helt alene i lokalet. Måske endda helt alene på fabrikken. Resten af holdet er gået på juleferie og vender først tilbage efter nytår, hvor kalenderen siger januar 1955.
Men Howard Tracy Hall tager en dag mere. Én dag mere til at teste sin teori og sin hjemmelavede maskine uden forstyrrelser.
Med øjnene stift rettet mod trykmåleren ser han nålen bevæge sig baglæns fra 100.000 atmosfærers tryk, før den lander i startpositionen. Stemplet i den store presse løfter sig, og Hall fjerner forsigtigt trykkapslen.
Et kort øjeblik tøver han. Han står alene i laboratoriet, kapslen i hænderne, mens en bølge af tvivl skyller ind over ham. Endnu et forsøg, måske endnu en fiasko. Han fnyser.
– De er nogle fjolser – det her skal nok virke, mumler han.
Langsomt åbner han kapslen.
Indeni glitrer små krystaller. Det, der tog naturen op mod tre milliarder år at forme, er nu skabt i løbet af 38 minutter.
Hall stirrer vantro på dét, han selv har skabt. Teorien var rigtig.
Foran ham ligger der dusinvis af små, syntetiske diamanter.
Grundstoffet bag alt liv
Carbon – eller kulstof – er et af universets mest alsidige grundstoffer. Det danner livets fundament, både for mennesker, planter og dyr, og alle kendte livsformer på Jorden er baseret på carbon. Derfor taler biologer om “kulstofbaseret liv”.
Men carbon er ikke kun liv. Under ekstremt pres og varme, som i Jordens indre, kan det omdannes til det hårdeste naturlige materiale, der kendes: diamanter.
Før 1954 fandtes der kun én måde at skabe diamanter på. Nemlig med naturens egne kræfter over milliarder af år under konstant og kraftigt tryk. Men det skulle ændre sig med én mands stædighed og en gammel maskine.
Drømmen om diamanter
Howard Tracy Hall var kemiker hos General Electric i Schenectady, New York. Han var en dedikeret forsker og stor beundrer af Thomas Edison, grundlæggeren af General Electric. Da projekt “Superpressure” blev annonceret – et ambitiøst projekt med ét formål: at skabe diamanter – meldte Hall sig frivilligt.
Og han var den eneste, der meldte sig.
På holdet var ellers kun fysikere og ingeniører, som havde arbejdet med projektet siden før Anden Verdenskrig. Hall, som kemiker, blev mødt med skepsis. Hans ideer blev overhørt, og han blev aldrig helt integreret i gruppen. Samtidig havde virksomheden investeret massivt i en ny specialbygget diamantpresse – en bygning i tre etager og et budget svarende til 8 millioner kroner i dag.
Hall mente dog, at mindre kunne gøre det. Han kastede i stedet sit blik på en 35 år gammel presse fra 1920’erne. Hvis den blev modificeret, mente han, at den kunne gøre arbejdet. Men ledelsen afviste hans ansøgning om støtte. “Spild af penge – og din tid,” lød det.
Det hemmelige værksted
Hall lod sig ikke stoppe. I hemmelighed begyndte han at eksperimentere på sidelinjen, hjulpet af en ingeniørven, der lod ham bruge udstyr og værkstedet, når tiden tillod det. Uden officiel støtte og med personligt engagement fortsatte han sit arbejde.
Den 9. december 1954 skabte Superpressure-projektet deres første diamant. Hall var glad på holdets vegne , men også frustreret. Han følte sig sat udenfor.
Forsøget kunne ikke gentages, resultatet kunne ikke reproduceres trods adskillige forsøg. Og det blev Halls mulighed.
En diamant i mørket
Mens laboratoriet lå øde hen i juledagene, gik Hall i gang med sit eget eksperiment. Pressen startede. Tiden gik. 38 minutter senere åbnede han trykkapslen.
Indeni lå dusinvis af små diamanter.
–Mine hænder begyndte at ryste, mit hjerte bankede derudaf, mine knæ blev bløde og kunne ikke længere bære min vægt. Mine øjne havde fanget det skinnende lys fra dusiner af små… krystaller, sagde Hall senere.
Han gentog forsøget, og det lykkedes igen.
Hall havde ikke bare skabt diamanter – han havde skabt en metode.
Men hvem får æren?
General Electric offentliggjorde d. 14. februar 1955, at man nu kunne fremstille syntetiske diamanter. Men det blev fremstillet, som om det var den store presse og Superpressure-holdet, der stod bag succesen.
Hall følte sig forbigået og forrådt. Og han forlod kort efter virksomheden.
Senere lykkedes det ham at udvikle en ny type diamantpresse, der undgik General Electrics patent. Han stiftede virksomheden MegaDiamond, som blev en markant aktør på markedet for industridiamanter.
Hvad er en diamant egtenlig?
Opdagelsen af diamants natur går tilbage til 1772, hvor den franske kemiker Antoine Lavoisier fandt ud af, hvad en diamant i virkeligheden består af: carbon.
Ved hjælp af stærkt koncentreret sollys – fokuseret gennem en række forstørrelsesglas – lykkedes det Lavoisier at antænde en diamant. Det, der blev frigivet, var ikke røg fra smeltet glas, men kuldioxid – det samme som fra brændt kul.
Dermed var det bevist, at diamant, grafit og kul består af det samme grundstof – carbon – blot i forskellige strukturer.
Et grundstof med mange ansigter
Carbon kan være blødt som sod og hårdt som diamant. Det udgør alt fra olie til sukker, fra DNA til plast. Det er fjerdehyppigst i universet – og alligevel utroligt sjældent i én bestemt form.
For Hall blev carbon også symbolet på modstand og opfindsomhed. Det grundstof, som skulle presses til det yderste – præcis som ham selv – før det forvandlede sig til noget uerstatteligt.
SPONSORERET INDHOLD: Artiklen er baseret på podcasten Periodisk. En Rakkerpak Original støttet af Novo Nordisk Fonden. Lyt med på Periodisk.nu eller der, hvor du finder dine podcasts
