En støvet rejse gennem ørkenen
En lille støvsky rejser sig i horisonten.
Den knap otte meter lange pisk svinger taktfast over 18 æsler og to heste. Det siges, at de bedste kuske kan ramme øret på et æsel på otte meters afstand.
Med takkede bjerge på hver side bevæger “20 mule team” sig gennem det marslignende landskab i Death Valley i det sydvestlige USA. Kusken har for længst forladt minen Harmony Borax Works og ved, at rejsen til byen Mojave, næsten 250 kilometer væk, vil tage flere dage. Bag ham skramler to tunge vogne og en rund metalsilo, fyldt med 10 tons borax – en blanding af grundstofferne bor og natrium.
Han kender ruten. Har redet den i fem år. Lasten skal med tog videre ud i hele USA. Men da støvskyen i horisonten begynder at vokse og komme nærmere, ved kusken, at noget er galt. Og alligevel må han fortsætte. Uden levering – ingen løn.
Borax-feberen breder sig
Bor er et relativt sjældent grundstof i jordskorpen – kun 0,001 procent – og derfor kostbart, især i dets anvendelige mineralform: borax. Mange forbinder 1800-tallets USA med guldfeberen, men parallelt fandt en mindre kendt, men lige så hæsblæsende jagt sted i ørkenen: borax-feberen.
Tilbage i 1881 boede ægteparret Aaron og Rosie Winters isoleret i Death Valley, 90 kilometer fra nærmeste nabo. Livet var barskt og maden ofte sparsom – øgler og bønner. Men det hele ændrede sig, da den forretningsmindede William Tell Coleman fra San Francisco sendte sin medarbejder Harry Spiller mod området med rygter om en rig mineralforekomst.
Spiller opsøgte Winters og spurgte: “Har du set nogle hvide krystaller ligge i udtørrede søer? Det ligner små bomuldsbolde. Mange vil gerne have fingrene i dem.” Winters tøvede, men blev overtalt til at teste mineralet: Ved at tilsætte svovlsyre og sætte ild til prøven, ville en grøn flamme afsløre borax. Og da den grønne ild blussede op, udbrød han: “Hun lyser grøn, Rosie! Min gud, vi er rige.”
Fra øglegryde til borax-imperium
Coleman betalte rigeligt for fundet. Og Winters havde opkøbt det eneste lokale vandreservoir – en nødvendighed for at udvinde borax, som både findes i jorden og klipperne omkring. Når krystallerne opløses i vand, dannes en koncentreret væske med mange anvendelser: rengøringsmidler, gødning og skønhedsprodukter.
Borax har evnen til at blødgøre hårdt vand ved at fjerne calcium og magnesium, hvilket gør rengøringsmidler mere effektive – en egenskab der stadig udnyttes i dag.
Men jo sjældnere et stof er, jo hårdere kæmpes der om det. Og transporten fra Death Valley var både besværlig og risikabel.
Borax i krydsild
Tilbage hos kusken bevæger støvskyen sig faretruende tæt på. Seks til otte ryttere anes i horisonten, og med den tunge last er flugtmulighederne minimale. Kun fem bevæbnede mænd beskytter vogntoget – alt for få i pressede tider.
Samtidig sidder Coleman i San Francisco og mærker presset. Hans selskab, Harmony Borax Works, har i perioder haft 40 medarbejdere og udvundet tre tons borax dagligt. Men nye fund tættere på jernbanen har gjort den lange og dyre transport uattraktiv. Og konkurrencen vokser. Røverier er ikke usædvanlige – og netop sådan et er måske ved at udspille sig nu.
En af vagtmændene affyrer et skud. Det rammer ved siden af. Underlaget er for ujævnt, og vognen skrumler. Røverne rykker tættere. Vagtfolkene tæller i alt fem, angriberne mindst 10. De lader deres geværer og lægger dem – og dermed også kontrollen over vognen – fra sig.
De hvide krystaller, næsten forvekslelige med sukker eller salt, skifter hænder. Coleman erklærer få år efter Harmony Borax Works konkurs. Selskabet bliver opkøbt af Francis Marion Smith – siden kendt som “Borax King”.
Bor i dag – og dengang
Bor i sin rene form er særligt slidstærkt og varmebestandigt. Det absorberer termiske neutroner og anvendes derfor i atomkraftværker i form af kontrolstave. Netop disse var centrale under Tjernobyl-ulykken i 1986 – men fejlede, da de satte sig fast og ikke bremsede reaktoren i tide. Det er svært at sige, om de kunne have forhindret katastrofen, men de kunne måske have reduceret dens omfang.
En anden slags eksplosion fandt sted i Death Valley – en økonomisk og teknologisk opblomstring, som senere blev overhalet af ny infrastruktur og markedsdynamikker. I dag står stadig rester af Harmony Borax Works midt i det golde landskab. To vogne og en metalsilo vidner om, hvad der engang var en nervebane i jagten på det hvide guld.
SPONSORERET INDHOLD: Artiklen er baseret på podcasten Periodisk. En Rakkerpak Original støttet af Novo Nordisk Fonden. Lyt med på Periodisk.nu eller der, hvor du finder dine podcasts
