Mange børn kender følelsen af at sidde vågne lidt for længe med en gyserbog, hvor lommelygtens lys rammer siderne på en måde, der gør historien endnu mere intens. Hjertet slår lidt hurtigere, frygten sniger sig ind, men det er umuligt at stoppe.
Sådan begynder fascinationen af gys for mange børn: som en blanding af ubehag og nydelse, der både skræmmer og drager. Og ifølge forskningen er det langt fra et nichefænomen.
RAKKERPAK ORIGINAL: GYS
Gys er en podcastserie om frivillige menneskers møder med frygt også kaldet rekreativ frygt.
Hvorfor opsøger vi oplevelser, der gør os bange? Hvorfor kan frygt føles godt og kan gys faktisk styrke vores mentale sundhed?
Fra bålets spøgelseshistorier til bøger, biografmørke og spøgelseshuse følger vi, hvordan historier, film og andre slags gys kan blive til opdagelser, der både kilder og gør os klogere på os selv.
Få indblik i serien gennem denne artikelserie, eller lyt til podcasten her
Dette er fjerde afsnit
To af verdens førende gyserforskere, Mathias Clasen og Marc Malmdorf Andersen, lektorer og meddirektøre af Recreational Fear Lab ved Aarhus Universitet, undersøger netop dette fænomen: rekreativ frygt, altså frygt, vi opsøger frivilligt, fordi den på en eller anden måde føles god. Deres forskning viser, at børn er storforbrugere af netop den slags oplevelser.
Næsten alle børn søger det lille gys
Det går over, måske tager det et par uger, men værre er det heller ikke
Marc Malmdorf Andersen, lektor og meddirektør af Recreational Fear Lab
Forskerne har spurgt 1.600 danske forældre, om deres børn gør noget, der både skræmmer dem og samtidig giver dem en form for nydelse. Resultatet er overraskende entydigt: Det gør 93 procent af børnene.
– De der små unger, de gør alle mulige ting, som handler om at opsøge lige den rette mængde frygt, siger Mathias Clasen.
For de mindste kan det være fysiske lege, der giver et lille stik af spænding. For de større børn flytter gyset sig over i medier: film, bøger og historier de deler med hinanden. Mathias Clasen beskriver sin egen barndoms “hemmelige projekter”, som handlede lige så meget om at teste grænser som at teste mod. Og pointen er den samme: børn søger bevidst tærsklen mellem det sikre og det skræmmende, og de bliver ved, fordi blandingen føles mere som spænding end reel frygt.
Børn er “informationsnarkomaner”
Ifølge Marc Malmdorf Andersen ligger det i børns natur at være nysgerrig.
– Børn er informationsnarkomaner, de vil gerne transformere uforudsigelige situationer til forudsigelighed, den eneste drivkraft i børns leg er tilegnelsen af nye informationer, forklarer han.
Hvis børn ikke dyrker rekreativ frygt, er det ofte fordi voksne siger, det må du ikke
Mathias Clasen, lektor og meddirektør af Recreational Fear Lab
Leg med frygt – hvad enten det er en dramatisk højtlæst historie, en mørkeleg eller en situation, barnet selv har opsøgt – giver ny viden om, hvordan verden fungerer, og hvordan kroppen reagerer. Når børn gentager en uhyggelig scene igen og igen, er det netop fordi de arbejder sig hen imod at forstå den, mærke den og til sidst mestre den.
Denne søgen efter at gøre uforudsigelighed mere forudsigelig går igen i mange af de klassiske lege, der fylder i institutionerne. Her er pædagoger ofte overraskende præcise i deres kalibrering af netop den rette intensitet, fortæller Mathias Clasen. De ændrer toneleje, tempo eller stemning, alt efter hvordan børnene reagerer.
Legen starter i vuggestuen
Rekreativ frygt begynder tidligt. Det starter med titte-bøh og babyjumpscares, før det bevæger sig over i sanglege, hvor børn spændt venter på, hvornår trolden kommer frem. Og senere finder det vej til bøgerne.
Goosebumps-serien, der dominerede 1990’erne, er et tydeligt eksempel. Børn stod i kø på bibliotekerne, lånte, byttede og slugte de korte, intense spændingshistorier, som var lige uhyggelige nok til at give gåsehud, men sjældent mere end det.
– Jeg tror at Goosebumps blev så kolossalt en succes, fordi serien ramte et gennemsnitligt sweet spot. Det er uhyggeligt, men ikke for uhyggeligt, siger Mathias Clasen.
Samtidig understreger han, at bogmediet giver en særlig form for intimitet: børn sidder med bogen alene, men bruger efterfølgende lang tid på at tale om historien med andre. Og netop den sociale dimension er central. Gyset bliver til fælles oplevelse, og fællesskabet gør det både tryggere og sjovere.
Når gyset rammer ved siden af
Men selvom børn generelt er gode til selv at opsøge situationer, der matcher deres grænser, kan det dog gå galt. Gremlins er et ikonisk eksempel på et gys, der blev markedsført som familiefilm, men viste sig langt mere voldsomt, end mange børn kunne håndtere.
Hvis børn er nysgerrige omkring noget, der er lidt uhyggeligt, så er det fordi, de er klar til at lære om det
Marc Malmdorf Andersen, lektor og meddirektør af Recreational Fear Lab
– Det er en overraskende, uhyggelig film, og der kom sådan en hel mediestorm, hvor børn havde mareridt, siger Mathias Clasen.
Ifølge Marc Malmdorf Andersen viser forskning, at børn kan få mareridt, undgåelsesadfærd og sove med lyset tændt, hvis oplevelsen er for voldsom. Men reelle traumer ser man ikke.
– Det går over, måske tager det et par uger, men værre er det heller ikke, understreger han.
At ramme ved siden af er altså en risiko, men samtidig næsten en nødvendighed, hvis børn skal finde ud af, hvor deres grænser ligger, mener de to verdensførende gyserforskere.
Forældrenes paradoks
I dag ser de to forskere en tendens til, at børns muligheder for at udforske frygt bliver mere begrænset. Forældreinstinktets klare impuls er at skærme børn mod ubehag.
– Der ligger måske en stor udfordring i at tillade den der barnlige forkærlighed for rekreativ frygt. Hvis børn ikke dyrker rekreativ frygt, er det ofte fordi voksne siger, det må du ikke, siger Mathias Clasen.
Marc Malmdorf Andersen peger på, at børn i dag langt senere får lov til at bevæge sig alene i trafikken eller være uden opsyn, præcis de situationer, hvor de tidligere fik mulighed for at teste sig selv.
Nogle forskere går endda så langt som at foreslå, at risikofyldt leg kan beskytte mod senere angst, netop fordi børn lærer at regulere deres følelser i kontrollerede, men udfordrende situationer.
At finde barnets sweet spot
Men hvordan sikrer man så, at barnet rammer sit sweet spot, og bliver hverken for overvældet eller for understimuleret?
Ifølge forskerne handler det om at se på barnet, og hvor nysgerrigt det er.
– Hvis børn er nysgerrige omkring noget, der er lidt uhyggeligt, så er det fordi, de er klar til at lære om det, siger Marc Malmdorf Andersen.
Og Mathias Clasen supplerer:
– Man kan kigge på ansigtsudtryk, sidder de og smiler, eller sidder de og bæver med underlæben.
Det afgørende er ikke at skubbe barnet, men at give plads til, at det selv kan række ud efter det, der virker spændende. Det kræver miljøer med muligheder: højde for dem, der vil klatre; fart for dem, der søger den; historier for dem, der vil fordybe sig i det uhyggelige.
Et studie fra Australien viser, at når børn bliver bedt om at tegne deres drømmelegeplads, fylder højde, fart og vand mere end noget andet. Børn ved godt, hvad de gerne vil, spørgsmålet er, om de voksne tør give dem det.
SPONSORERET INDHOLD. Artiklen bygger på research og samtaler fra podcasten GYS, som er skrevet, researchet og tilrettelagt af Rakkerpak Productions Omar Ghali for Science Report i tæt samarbejde med Recreational Fear Lab. Podcasten er støttet af Carlsbergfondet.
