Signe har levet sin mangeårige drøm ud. Hun er tre måneder inde i et job i London og nu på vej mod 19. etage til et møde. En kollega i gråt, sikkert dyrt, jakkesæt holder elevatoren for hende. Alt er, som det “skal” være – lige indtil det ikke er det længere.
Elevatoren fyldes op med mennesker. Luften føles tung, som drænet for ilt. Signes håndflader bliver klamme og prikkende fornemmelser løber ud i fingerspidserne. Hendes vejrtrækning bliver hurtigere, mere overfladisk, og hjertet galoperer.
Jeg har det som om, jeg skal besvime. Hvad hvis der er noget alvorligt galt med mig?
Hun har ikke haft det sådan før. Og kan ikke vente med at komme ud af elevatoren. Da dørene glider op på 11. etage, maser Signe sig ud, selv om hendes møde er på 19.
Hun sætter sig på hug i en øde gang, kigger på sine hænder, der ryster ukontrollabelt, og forsøger at få vejret og luft ned i lungerne igen.
Lægen kan senere ikke finde noget fysisk galt ved Signe. Vurderingen er et panikanfald.
Når angsten begynder at styre hverdagen
Efter elevatorepisoden sniger angsten sig ind, hvor Signe mindst venter det. Hun begynder at undgå det, der kan minde om anfaldet. Hun begynder at tage trapperne i stedet for elevatoren, hun undgår offentlig transport, og indkøbsture, som et konstant forsøg på at være “på forkant”.
Men på arbejde afslører kroppen, at roen er skrøbelig. Hun ankommer forpustet til mødelokalet efter at have taget trapperne, blusen klistrer til ryggen, og hjertet hamrer så hårdt, at ordene i rummet glider ud af fokus.
Da hun pludselig bliver adresseret
– …Signe?, låser panikken sig fast.
Hun faker et opkald for at slippe ud:
– Sorry, I… I just need to answer this.
Ude ved skrivebordet afviser hun frokostinvitationer. Sandheden er, at hun ikke kan huske sidste gang hun var i et supermarked eller på en restaurant. Undgåelsen virker i øjeblikket, men den vokser og æder pladsen i hendes liv.
Hvad er det, der sker?
Midt i hjernen sidder amygdala, kroppens alarmcentral. Den reagerer lynhurtigt på noget, der opleves som truende: pulsen stiger, musklerne spændes, vejrtrækningen accelererer, og stresshormoner som adrenalin og kortisol strømmer gennem systemet. Det er kamp/flugt-reaktionen. Problemet er, at amygdala ikke skelner skarpt mellem reel fare og et travlt mødelokale – og alarmen kan gå, selvom man faktisk er i sikkerhed.
Vendepunktet hjemme i London
Det er fredag aften. Signes veninder fra Danmark er på vej, og for første gang i dagevis bobler forventningen. Signe vælger den flagrende grønne kjole, finder paletten med gyldenrosa øjenskygge og skruer op for den knaldrøde læbestift.
Men lige inden farven rammer læberne, begynder hænderne at ryste.
En bølge af varme. Hjertet hamrer. Vejrtrækningen hugger i små stød. Hun glider ned på gulvet ved sengen, holder om sine skinneben og vugger i korte bevægelser.
Mnmn… ikke igen
hvisker hun, med en stemme hun knap genkender.
Tankerne kører: Hvad hvis jeg besvimer? Dør? Ingen ved, hvad der sker. Hvad hvis det allerede er for sent? Hun hører ikke, at veninden kommer ind i lejligheden – ikke før hænder lægger sig på hendes skuldre, og navnet trænger igennem som en line ud af boblen:
Signe. Signe? Signe!
Det bliver tydeligt for Signe, at strategien om at undgå alt “farligt” ikke holder. Angsten dukker alligevel op, når den vil.
Vejen ud af den onde cirkel
Uanset hvilken form for angst, man oplever, rammer den i fire forbundne spor: krop, tanker, følelser og adfærd. Hos Signe starter angsten i kroppen med rysten og hjertebanken, som udløser katastrofetanker, der skaber stærk frygt, som igen pisker kroppen længere op.
Når Signe undgår øjeblikke, hvor angsten kunne opstå, føles det som beskyttelse. Men det frarøver også kroppen erfaringen af, at angsten kan toppe og falde igen, uden en katastrofe, der indtræffer. På den måde bliver cirklen selvforstærkende.
Kognitiv adfærdsterapi er den bedst dokumenterede behandling mod angst. Den arbejder i små, kontrollerede skridt med eksponering: at blive i angsten og gradvist nærme sig det undgåede for at lære, at symptomerne ikke er farlige, og at katastrofetankerne sjældent holder. Tankemønstre justeres fra “hvad hvis” til mere realistiske tolkninger og selvberoligelse.
For nogle kan medicin være relevant. SSRI kan sænke angstniveauet og gøre terapien mere tilgængelig. Som akut hjælp mod voldsomme anfald kan benzodiazepiner virke hurtigt, men indebærer risiko for tolerance og afhængighed ved længerevarende brug – en effekt, der kan minde om alkohol, som nogle desværre bruger til selvmedicinering trods alvorlige bivirkninger.
At leve drømmen på en ny måde
Signe sygemelder sig. Frygten for at miste jobbet og drømmen om storbyen er massiv, men bliver ikke til virkelighed.
Kort efter vender hun tilbage på nedsat tid. Hun finder en psykolog og får ord for det, der før var kaos. Hendes arbejde med angsten er i gang, dagene bølger op og ned, men hun ved, hvad det er nu, og hun ved, at hun ikke er alene.
En dag spørger en af hendes kollegaer:
– Skal du med ud og hente frokost?
– Ja. Jeg skal bare lige gemme det her, svarer Signe, klapper computeren sammen og rejser sig.
Hun har ikke opgivet sit drømmejob i London. Hun lever bare på en måde, der passer bedre til hende.
SPONSORERET INDHOLD: Artiklen er skrevet på baggrund af research og samtaler fra podcasten Psyken af Alina Koch. Fortællingerne i psyken er fiktive, men udarbejdet på baggrund af virkelige eksempler og journalistisk research – og er gennemgået af relevante fagpersoner. Podcasten Psyken er produceret med støtte fra Lundbeckfonden.
Hvis du selv har brug for hjælp, kan du f.eks. kontakte psykiatrifonden.dk, hvor du kan ringe, chatte eller skrive anonymt – hver dag, året rundt.
