Da det britiske kongehus i sidste uge annoncerede, at prins Andrew mister sin titel som prins, sendte det chokbølger gennem de royale rækker. Beslutningen markerer et dramatisk brud med traditionen og er ifølge flere eksperter et forsøg på at redde kongehusets troværdighed efter år med skandaler.
Historiker Lars Oskar Henriksen, aktuel med bogen Kongeligt Queer, mener, at meddelelsen længe har været undervejs.
– Det var bare et spørgsmål om tid, før den ville komme, siger han, og peger på, at presset på kongehuset har været massivt. I takt med at offentligheden krævede handling, blev tavshed ikke længere et valg.
Et nødvendigt opgør
Beslutningen er ifølge Lars Oskar Henriksen et udtryk for ren nødvendighed.
Det er først nu lykkedes kongehuset at sende et klart signal om, at de støtter Epsteins ofre og tager moralsk afstand
Jannik K. Sommer, brandingekspert
Kongehuset har i årevis reageret for sent i sagen om prins Andrew og dennes forbindelser til den afdøde overgrebsdømte Jeffrey Epstein. Til sidst var der ikke andet at gøre end at handle også selvom det betød et brud med familiens egne rækker.
Brandingekspert Jannik K. Sommer kalder sagen et skoleeksempel på fejlslagen krisekommunikation. Andrew forsøgte sig med tavshed og benægtelse, og da det ikke virkede, lod han arrogancen tage over.
– Det har kun gjort sagen værre. Det er først nu lykkedes kongehuset at sende et klart signal om, at de støtter Epsteins ofre og tager moralsk afstand.
Fra slot til landflygtig
Prins Andrew flytter samtidig ud af Royal Lodge og ind i et mindre hus på kong Charles’ private ejendom Sandringham.
Ifølge Lars Oskar Henriksen tyder meget på, at han ikke gør det frivilligt, men som led i en aftale, der har sikret ham en økonomisk kompensation.
Flytningen er dog mere end en praktisk beslutning – det er en strategisk. Jannik K. Sommer forklarer, at det giver hoffet mulighed for at holde tættere kontrol med den tidligere prins. Ved at bo på kongens egen ejendom frem for en residens under The Crown Estate, slipper Andrew for direkte offentlig finansiering, men han forbliver i kongens private varetægt.
– Det er en moderne udgave af at ”spærre ham inde med håndtaget på ydersiden”: en måde at lukke ham inde i systemet uden at lukke ham helt ud, siger Lars Oskar Henriksen
William styrker sin rolle
Vi skal sikre, at de menneskerettigheder, som gælder for os andre, også gælder for dem, vi har placeret i det her guldbur.
Lars Oskar Henriksen, historiker
Mens Charles håndterer skandalen i baggrunden, står prins William tydeligere frem som familiens reformator.
Lars Oskar Henriksen beskriver ham som en mand, der vil overtage et hus, hvor der er gjort rent. William fremstår handlekraftig, pragmatisk og mindre følelsesstyret end sin far – egenskaber, der klæder ham i en tid, hvor kongehuset skal vise ansvar.
Ifølge Jannick K. Sommer kan arbejdsdelingen være helt bevidst. William får lov at tage de hårde beslutninger, mens Charles bevarer værdigheden som monark. Det styrker begge deres positioner, men sagen som helhed er stadig en tabersag: ”Alle taber, bare i forskellig grad,” som Jannik K. Sommer formulerer det.
Kongeligt Queer
Samtidig udkommer Lars Oskar Henriksens bog Kongeligt Queer, der udfordrer synet på køn og seksualitet i Europas kongehuse – herunder det danske. Han bruger historien om både homoseksuelle, biseksuelle og normbrydende regenter til at stille et nutidigt spørgsmål: Er vi klar til et samkønnet regentpar?
Lars Oskar Henriksen mener, at tiden er moden til en principiel diskussion, før den bliver personlig.
– Vi må spørge os selv, om det er mennesket, der skal passe til rammen, eller rammen, der skal passe til mennesket, siger han.
I bogen skriver han blandt andet om de rygter, der i sin tid florerede om prins Henrik, og hvordan de blev brugt til at så tvivl om hans troværdighed.
Lars Oskar Henriksen understreger, at han ikke ved noget om prinsens seksualitet – og at det i øvrigt er uden betydning. Pointen er, siger han, at selv i et moderne samfund kan man stadig bruge den slags rygter til at undergrave et menneskes autoritet.
Den norske åbenhed
Mens det britiske og danske kongehus balancerer mellem tavshed og kontrol, har nordmændene valgt en anden strategi. Prinsesse Ingrid Alexandra kommenterede for nylig sin halvbror Marius Borg Højbys voldtægtstiltale i et NRK-interview og kaldte sagen ”selvfølgelig vanskelig, både for mig som søster og for mor og far”
– Det er en klog og menneskelig tilgang, siger Lars Oskar Henriksen
Det norske kongehus har valgt åbenhed frem for tavshed – og netop derfor har de bevaret troværdigheden.
– Den ærlighed vil blive sat på prøve, hvis dommen falder. I så fald må familien markere tydeligt, at de står på ofrenes side, tilføjer Jannick K. Sommer
De royale må følge tiden
Uanset land står Europas kongehuse over for den samme udfordring: De skal ændre sig i takt med samfundet, hvis de vil overleve.
Lars Oskar Henriksen mener, at debatten om alt fra samkønnede ægteskaber til etik og titler er uundgåelig – og bør tages, før den bliver tvunget frem.
– Kongehus, regering, befolkning – tag nu diskussionen, siger han.
– Vi skal sikre, at de menneskerettigheder, som gælder for os andre, også gælder for dem, vi har placeret i det her guldbur.
Jannik K. Sommer opsummerer det mere nøgternt: Kongehuset er per definition ulige, men der er ingen grund til at gøre uligheden større, end den behøver at være.
Artiklen er baseret på research og interviews af Silla Bakalus i podcasten Kongeland.
Lyt til episoden her, hvis du vil dykke endnu mere ned i ugens kongelige nyheder
