Klaustrofobi vokser kun, hvis man giver den lov

Steen har aldrig sat sine ben i et fly. Ikke fordi han frygter højder eller turbulens, men fordi alt, der føles lukket og låst, får kroppen til at gå i alarm. Klaustrofobien har formet hans hverdag siden barndommen: ingen elevatorer, ingen lange bilture, ingen offentlige toiletter og altid et øje på nærmeste udgang. 

Familien har tilpasset sig i årevis. Men da hans søn Sebastian inviterer til bryllup i en lille by i Toscana, kan Steen ikke længere bukke uden om.

– Jeg har mest af alt bare lyst til at skrive: “Undskyld. Undskyld, at jeg ikke kan være den far, du fortjener”, tænker han, mens cursoren blinker foran “Kære Sebastian og Lily”.

Et liv i smalle passager

Klaustrofobi hører under WHO’s “Enkelfobi – fobisk angst i særlige situationer” Og kategoriseres som F40.2 i ICD-11

 For Steen er triggeren ikke højder eller styrt, men følelsen af at være fastspændt i en lukket kabine uden vej ud. Tanken om det giver ham åndenød, svedige håndflader og tunnelsyn. Hans krop reagerer, som om den er i livsfare, selv om hovedet ved, at angsten er ude af proportioner.

Da Steen var barn, låste nogle ældre drenge ham inde i et skur. Den hændelse har sat kropslige spor. Siden da har han indrettet hverdagen, så angsten sjældent bliver direkte udfordret. Han arbejder hjemme, cykler og undgår steder, han ikke kender. Hanne, hans kone, og børnene har lært at gå omveje med ham.

Men da kufferterne rulles frem, er det, som om virkeligheden banker på døren. Hanne sætter sig ved siden af ham på sengen:

 – Du kan ikke blive ved med at løbe fra det her. Det handler ikke kun om brylluppet. Det handler om din fremtid, vores fremtid.

Steen hører på hende, men hans hals snører sig sammen. Til sidst siger han alligevel ja: Han vil prøve.

Parkeringshusets lave lofter

Udrejsedagen er en balancegang på en knivsæg. Bilen startes, vinduerne rulles ned – et ritual, de kender. Afkørslen mod lufthavnen nærmer sig. Blinklysets taktslag bliver til hjerteslag. I parkeringshuset klapper bommen bag dem, og det føles, som om lofterne rykker tættere på.

Steen river sweateren af, men varmen sidder ikke i stoffet. Den sidder i kroppen. Ved indgangen møder dem en labyrint af køer. En kvinde i tung parfume stiller sig for tæt på.

Alt føles mærkeligt. Som om jeg står bag et vindue og ser mig selv udefra

beskriver han.

Hanne lægger en rolig hånd på hans ryg og guider ham hen til en bænk. Vejrtrækningen løber løbsk, fingrene prikker og hans synet snævrer ind. Hun taler lavt:

Det er okay, Steen. Træk vejret. Bare følg min rytme. Jeg er her.

Langsomt falder han til ro igen. Og så siger hun det, som han både frygter og håber på at høre:

 – Jeg bliver nødt til at gå nu, hvis jeg skal nå mit fly.

Ikke et “vi”. Et “jeg”. Der er ingen vrede i hendes stemme, kun stille sorg. Skylden rammer ham hårdere, end angsten gør. Han bliver stående i lufthavnen, men uden billet.

Når undgåelse bliver en spiral

Fobisk angst holdes ofte i live af netop det, den ramte gør for at slippe: undgåelse. Hver gang man styrer uden om det frygtede, bekræfter man hjernens alarmsystem i, at situationen er farlig. Amygdala – den del af hjernen, der der fungerer som et centrum for følelser og hukommelse – lærer lynhurtigt, og svarer næste gang med endnu mere adrenalin. Sådan snører den psykologiske spiral sig sammen om hverdagen, indtil det ikke længere handler om præferencer, men om fravalg.

Det er ikke alle fobier, der kræver behandling. Er man bange for slanger i Danmark, fylder frygten sjældent. Men klaustrofobi kan, som hos Steen, indsnævre livet massivt: fra elevatorer og scannere til transport og rejser – og på sigt også adgang til sundhedsvæsenet.

Der findes effektiv behandling. Kognitiv adfærdsterapi, ofte med gradvis eksponering, virker for mange – op mod 90 procent oplever bedring efter få timers målrettet indsats. Nogle hjælpes af medicin som støtte: benzodiazepiner i særlige akutte situationer (med afhængighedsrisiko), SSRI til vedvarende angst og betablokkere mod de fysiske symptomer som hjertebanken og rysten i konkrete situationer.

Steen har forsøgt hypnose og halvhjertede selvhjælpsbøger. Intet har flyttet sig for alvor. I lufthavnen mærker han bunden – men også et vendepunkt.

Et andet ja

Hjemme igen sætter Steen sig ved computeren. Denne gang er fanerne ikke nødudgange i terminalen, men psykologer, eksponeringsterapi og muligheder for et forløb.

Jeg skal have hjælp. Ikke kun for min egen skyld. Men for Hanne. For Sebastian. For hele vores familie

beslutter han.

Han klæder sig på i jakkesæt. Det føles fjollet at sidde alene i stuen iført slips, men det er hans måde at vise, at dagen betyder noget – også selv om han ikke står i Toscana. Han åbner Teams. Ringer op. Billedet flimrer, så bliver det klart: Sebastian smiler ind i kameraet. Ved siden af ham står Lily i hvid kjole.

Tårerne trykker bag øjnene, før han når at sige noget. Han smiler lydløst ind i skærmen, mellem taknemmelighed og afsavnet i samme vejrtrækning.

– Hvis jeg ikke kan være der fysisk, kan jeg i det mindste være til stede nu, tænker han. Og i morgen ringer jeg til en psykolog.

At vælge vej

Klaustrofobi handler ikke kun om frygten for lukkede rum, men om det liv, der langsomt bliver mindre. Steens “nej” ved gaten blev samme dag til et andet “ja”: Ja til at bryde undgåelsens mønster. Ja til at gøre plads for sig selv og for dem, han elsker.

Det er ikke en mirakelkur men det er første skridt ud mod frisk luft. Og måske næste gang ind gennem en dør, der føles en anelse mindre låst.

---

SPONSORERET INDHOLD: Artiklen er skrevet på baggrund af research og samtaler fra podcasten Psyken af Alina Koch. Psyken er udarbejdet på baggrund af journalistisk research – og er gennemgået af relevante fagpersoner. Fortællingen om Steen er fiktiv. Podcasten Psyken er produceret med støtte fra Lundbeckfonden.

Hvis du vil blive klogere på klaustrofobi og høre hele Steens historie, kan du lytte til afsnittet her

Læs alle afsnit i artikelserien Psyken her eller besøg Psykens hjemmeside, og lyt til podcastafsnit, om alle de WHO’s psykiske diagnoser.