I vinteren 1880 sidder den 35-årige Ilja Metjnikov i sit hjem i Odessa med et lille glasrør med mørkt blod i hånden. Blodet stammer fra en svært syg patient med “febris recurrens”, på dansk; tilbagefaldsfeber, og på bordet foran ham ligger kanyle og notesbog klar. Hans øjne er ødelagte af overanstrengelse, hjertet er svækket, og både hans eget liv og karriere er kørt fast i politiske konflikter på universitetet.
Han har allerede én gang forsøgt at følge sin første hustru i døden med en overdosis morfin, uden at det lykkedes. Denne gang vil han lade et “eksperiment” være vejen ud: Ved at sprøjte blodet fra den dødssyge patient direkte ind i sin egen blodåre kan han både teste, om sygdommen overføres gennem blodet, og samtidig have en “videnskabelig” forklaring på sin død.
Han fører kanylen mod armen, injicerer blodet og venter. Efter nogle dage bliver han ramt af voldsom feber, kroppen skiftevis ryster af kulde og gennemblødes af sved, og hans i forvejen skrøbelige hjerte er tæt på at give op. Det står nu klart, at sygdommen kan overføres med blodet.
RAKKERPAK ORIGINAL: VIDENSKABENS VINDERE
Bag de naturvidenskabelige nobelprisvindere gemmer sig 125 vilde fortællinger om de mennesker og deres forskning, der har flyttet grænserne for vores forståelse af verden.
Podcastserien Videnskabens Vindere vækker nu historierne til live.
Få indblik i podcasten gennem denne artikelserie eller lyt til Videnskabens Vindere her
Podcasten er en Rakkerpak Original af Rakkerpak Productions i samarbejde med Science Report støttet af Leo Fondet.
Mod alle odds overlever han, og han oplever han en mental lettelse, hvor den konstante pessimisme for en stund slipper sit greb, og synet bedres så meget, at han igen kan arbejde ved mikroskopet.
Hvis du selv kæmper med selvmordstanker, kan du kontakte Livslinjen på 70 201 201.
Fra naturens mindste dyr til kroppens forsvar
Metjnikov er født i 1845 nær Kharkov i det daværende russiske imperium. Som dreng holder han små foredrag om naturhistorie for sine brødre og naboernes børn, kaster sig over botanik og geologi og læser Darwins Arternes oprindelse, mens han stadig er teenager. Den tanke, at alt liv hænger sammen gennem udvikling, bliver styrende for hans måde at tænke på: selv de mest simple dyr kan afsløre noget om menneskekroppen.
Han kværner et fireårigt biologistudium på to år og er professor i zoologi og sammenlignende anatomi i Odessa, allerede inden han fylder 25. Men sygdom og tab rammer ham igen og igen, og hans forskningsfokus flytter sig fra dyreliv til sygdomslære. Zoologien glider i baggrunden, mens patologien og kroppens kamp mod sygdom trænger sig på, både fagligt og personligt.
Den gennemsigtige larve, der ændrer alt
Efter årene med sygdom og politisk uro forlader han og hustruen Olga både deres hjem og universitetet i Odessa og slår sig i begyndelsen af 1880’erne ned i Messina på Sicilien. Her indretter han et lille privat laboratorium og genoptager arbejdet ved mikroskopet.
En decemberdag i 1882 ligger en gennemsigtig søstjernelarve under linsen. Metjnikov vil undersøge, hvordan celler fordøjer fremmede stoffer. Han fører mikroskopiske korn af indisk blæk ind i larven og ser, hvordan nogle særprægede, vandrende celler bevæger sig hen imod de mørke partikler, omringer dem og til sidst opsluger dem indefra.
Hans næste skridt er radikalt, men enkelt: Han stikker rosentorne ind i nye larver for at se, om de samme celler reagerer på et fremmedlegeme, der skader vævet. Da han næste morgen igen kigger i mikroskopet, ser han de vandrende celler have samlet sig omkring tornene, som et målrettet, lokalt forsvar.
Her begynder hans grundtanke at tage form: Celler er ikke bare passive deltagere i fordøjelsen, men aktive forsvarere, der opsøger og neutraliserer det, der ikke hører hjemme i kroppen.
I 1883 præsenterer han resultaterne, og hans kollega Carl Claus foreslår navnet “phagocytter” – “ædeceller” – til de celler, der opsluger fremmede partikler, og “fagocytose” til processen. Selve fænomenet har andre beskrevet før, men Metjnikovs afgørende bidrag er fortolkningen om, at fagocytose er en aktiv, kontrolleret forsvarsmekanisme, hvor kroppen skelner mellem eget og fremmed.
Og det bliver et vendepunkt, både for immunologien og for Metjnikovs videre liv.
Fra modstand i Rusland til et helt laboratorium i Paris
Da han vender tilbage til Odessa, får ideen om fagocytter en hård medfart. Skeptiske kolleger afviser tanken om, at levende celler kan stå i centrum for immunforsvaret, og kombinationen af faglig modstand og politiseret universitetsmiljø gør det næsten umuligt for ham at arbejde.
Efter få år forlader han Rusland igen og rejser til Paris. Her træder han i 1887 ind i Louis Pasteurs laboratorium. Det er manden bag pasteurisering, banebrydende vaccinearbejde og teorien om mikrober som årsag til sygdom.
Da Metjnikov forklarer sin teori om fagocytter, erklærer Pasteur sig straks på hans side, og i stedet for det lille hjørne af laboratoriet, han beder om, får han et helt laboratorium at lede ved det nystiftede Pasteur-institut. Herfra fortsætter han kampen for at overbevise verden om, at kroppens levende celler er en central del af immunforsvaret.
Kolera, livsfarlige forsøg og en frivillig der næsten dør
I 1892 er Europa ramt af den femte store kolerapandemi, og Metjnikov har indrettet et midlertidigt laboratorium i Bretagne, en af de hårdest ramte egne af Frankrig. Han vil teste, om den spiralformede bakterie Vibrio cholerae, som Robert Koch har peget på, faktisk er årsagen til sygdommen.
Men forsøgene går i stå. De små marsvin og kaniner, han prøver at smitte med laboratoriets kolerabakterier, bliver ikke syge. Efter utallige mislykkede forsøg griber han igen til den metode, han kender alt for godt: sin egen krop.
Han drikker et glas med en næringsopløsning, hvor kolerabakterier lever og formerer sig. Denne gang er målet ikke at dø, men at forstå, hvorfor dyrene ikke bliver syge. Men der sker ingenting. Han bliver ikke syg. Da kolleger følger hans eksempel, går de også fri, og Metjnikov begynder at mistænke, at bakteriekulturen i laboratoriet er svækket.
Det giver ham en ny tanke: at en svækket bakterie kan være ufarlig – måske endda beskyttende – nærmest som en form for vaccine. For at teste idéen giver han en stærkere bakteriekultur til den unge frivillige Jupille. Denne gang går det dramatisk galt: Jupille bliver alvorligt syg, og Metjnikov skriver siden, at hvis Jupille var død, ville han ikke så ville han selv ikke have kunnet leve videre. Jupille overlever heldigvis, og eksperimenterne bekræfter, at den spiralformede bakterie faktisk er årsagen til kolera.
Kolera-forsøgene bliver endnu et skridt i hans forståelse af immunitet.
En teori under pres, og til sidst en nobelpris
I 1894 forsvarer Metjnikov sin fagocyt-teori på en stor videnskabelig kongres i Budapest. Han står på talerstolen med ild i øjnene, argumenterne skærpet af ti års angreb og diskussioner, mens skeptikerne følger ham fra første række.
Mange holder stadig fast i, at immunitet alene må forklares ved kemiske stoffer i blodet, og ikke ved levende celler. Metjnikov ved, at hvert ord bliver vejet, men han giver sig ikke, og hans tale ender i bifald. Alligevel er perioden brutal. Ifølge hans kone Olga arbejder han utrætteligt, sover dårligt og svinger mellem eufori og dyb fortvivlelse. Han skriver senere, at modgangen flere gange næsten driver ham ud i nye selvmordsforsøg.
Alligevel nægter idéen, der opstod i en gennemsigtig larve på Sicilien, at dø. Mere end ti år efter kongressen får han endelig den største videnskabelige anerkendelse, man kan få: I 1908 tildeles Ilja Metjnikov Nobelprisen i fysiologi og medicin, sammen med Paul Ehrlich. Prisen gives for deres arbejde med immunitet. Metjnikov får den som repræsentant for kroppens levende celler, og Ehrlich for teorien om antistoffer i blodet. Tilsammen lægger de grunden til den moderne forståelse af immunforsvaret.
Metjnikov lever længere, end han selv havde troet, og til tider ønsket. Hjertet, der gennem et helt liv har båret både sorg, håb og livsfarlige forsøg, giver til sidst op, og han dør i Paris i 1916, 71 år gammel.
Kort før sin død siger han ifølge sin ven Émile Roux, at hans krop burde følge samme vej som de dyr, han havde forsket på: brændes i den samme ovn som forsøgsdyrene. Ønsket bliver opfyldt. Hans aske opbevares i en urne, der stadig står i Pasteur-instituttets bibliotek.
SPONSORERET INDHOLD.
Artiklen er baseret på research og interviews af Maya Zachariassen i podcasten Videnskabens Vindere af Rakkerpak Productions i samarbejde med Science Report støttet af Leo Fondet.
Lyt til episoden her eller i din fortrukne podcastapp.
