Et stille 250 år gammelt portræt har knyttet sig til fire dramatiske skæbner – fra højprofileret embedsmands-svindel over bankdirektørers kollaps og familietragedier til en voldsom brand og en gådefuld samler i Portugal. Hvorfor følger ulykkerne dette ene billede?
Da historiker Anders Ravn Sørensen for fem år siden stødte på portrættet af Christophe Batchet, var det med en ambition om at kortlægge ét helt almindeligt, omend 250 år gammelt, maleri. Han fik hurtigt fornemmelsen af, at maleriets livshistorie var alt andet end almindelig:
– Jagten på maleriet af Batchet har været det mærkeligste projekt, jeg som historiker nogensinde har lavet, siger Christophe Batchet
Under fløjlstøjet og det nedtonede Jens Juel-portræt gemmer sig nemlig et kompliceret netværk af bedrag, krak, personlige tragedier, mærkværdige redninger – og en sidste ejer, der bare konstaterer:
– Nogle gange overhæler virkeligheden funktionen
Men kan tilfældigheder virkelig forklare to topdirektørers fald fra magt og velstand, en restauratørs dødsfald, en godsejers brand og en samlers skattesager? Eller ligger der en slags forbandelse over netop dette billede?
Bogholderen og den skjulte svindel
To mænd, begge omtalt som svindlere, ejede det samme maleri – med næsten to århundreders mellemrum
Anders Ravn Sørensen, historiker
Christophe Batchet ankom som ung bogholder til Det Asiatiske Kompagni, datidens største kommercielle foretagende. Med udsigt til Børsen og kanalen på Christianshavn blev hans kontor hurtigt et epicenter for global handel – men også for hemmelige transaktioner:
– Der ligger en nøgle til hans skab hos kone, men i hans kontor gemte han gældsbeviser, som han aldrig fik destrueret, forklarer Anders
Mens Juel malede Batchet fordelt i fin fløjlsjakke med en bog i hånden, smuglede han samtidig våben og ammunition via sit eget skib til den amerikanske uafhængighedskrig.
I vinteren 1783 blev bedraget afsløret. Konkursboet tømt hans hjem for værdier – men det elegante Juel-portræt manglede. 135 år lå det under radaren, indtil auktionskataloger i begyndelsen af 1900-tallet bragte det tilbage på markedet.
– Da vi første gang så proveniensen, stod det klart: To mænd, begge omtalt som svindlere, ejede det samme maleri – med næsten to århundreders mellemrum, fortæller Anders.
Bankdirektørens ruin
I 1917 genfandt historieforskerne Batchet-maleriet i en privat salon på Fredericiagade hos bankdirektøren Emil Glygstad. Han havde arvet posten i Landmandsbanken og var kendt for sine ambitiøse planer:
– Glygstad lånte millioner til kunder, så de købte bankens egne aktier. Alt i jagten på aktiekurser, der kun kunne stige, fortæller Anders
Modellen fungerede – indtil aktiemarkedet styrtdykkede i 1923. Underskuddet løb op i 100 millioner kroner, og Glygstad blev politiforhørt midt i hjertet af København:
– Jeg vil ikke sige, at Glygstad begik selvmord, men jeg fornemmer næsten, at han mistede viljen til at leve, siger Anders.
Tre måneder efter anholdelsen døde bankdirektøren på hospitalet, blot 47 år gammel. Det var den anden mand i rækken, hvis sammenbrud syntes flettet med maleriets skæbne.
Restauratørens sorg og selvmord
Jeg ved godt, at et maleri ikke kan være forbandet. Men der er noget ved netop dét portræt, som tiltrækker mennesker i en særlig skæbneserie
Anders Ravn Sørensen, historiker
Næste ejer, restauratøren Christian Valdemar Jacobsen, trådte ikke i økonomisk fælde, men hans familie blev knust af personlige tragedier. Efter at have opbygget Tornpavillonen i Tivoli trak han sig i 1922 tilbage til et hjem i Gentofte, hvor maleriet fik plads i salonens gyldne lys.
– Paula, deres eneste datter, døde i barselssengen, og året efter begik Christian selvmord, forklarer Anders
Få kender den nøjagtige motivering. Anders opsøgte Christian Valdemars oldebarn, plastikkirurgen Jesper Nygaard, der mindes et hjem fuld af værker – men også af tavshed om maleriets fortid:
– Jeg har aldrig hørt om Batchet før, før du ringede, indrømmer Jesper
Alligevel fornemmer Anders, hvordan maleriets stille blik kunne bære minder om tab og fortvivlelse.
Kunstsamleren i Portugal
Endelig i 2011 dukkede Batman-maleriet op igen, solgt til Jørgen Anton Christensen i København, som hentede det til sin kunstsamling i Portugal. Hans baggrund er selv farvet af kontrovers: arvekrav, skattesvind og tabloider, der rapporterede om anholdelser i 1980’erne.
– Jeg købte det, fordi det er et fremragende Juel-værk, og prisen var rigtig, siger Jørgen.
– Men når jeg tænker på to selvmord, to krak, en brand og kunstsamlerens skattesager, kan man godt sige, at virkeligheden overgår fiktionen
Mødet mellem Anders og Jørgen på det portugisiske slot blev optakten til podcastens sidste afsnit, hvor Anders konfronterer kunstsamleren med alle maleriets tidligere kapitler – mens Jørgen blot smiler og erkender, at fascinationen af et portræt kan gå dybere, end rationelle hjerner kan forklare.
En gåde uden løsning
Da Anders forlod Portugal, gjorde han sig klar til at sætte et punktum – men understregede, at historien måske aldrig er slut:
– Det her punktum er kun en pause: Maleriets rejse fortsætter, og nye ejere vil tilføje nye kapitler, sagde Anders.
Han indrømmer:
– Jeg ved godt, at et maleri ikke kan være forbandet. Men der er noget ved netop dét portræt, som tiltrækker mennesker i en særlig skæbneserie
Om det er en psykologisk tiltrækning, en skæbnesvanger tilfældighed eller en ægte forbandelse, står uklart. Ét er sikkert: Christophe Batchets ansigt med de trætte øjne er blevet en spejl for menneskers mørkeste kapitler – og et kunstmysterium, der fortsat udfordrer vores tro på tilfældigheder.
Oplev det selv
Portrættet kan opleves i Danmark i 2025–26 Brandts Kunstmuseum i Odense. Efterfølgende skal det på tourne til Fuglsang og Robe Kunstmuseum. Gå tæt på Batchets stille øjne, føl historiens vægt – og spørg dig selv, om kunst kan bære fortidens mørkeste kapitler videre.
Artiklen er baseret på interviews og research af Mads Gordon Ladekarl fra podcasten “Maleriets Forbandelse.”
