Små iskrystaller glimter på de nøgne træer i Sorgenfri Slots have. Her går Arveprins Knud vinteren 1953 en tur med sin hustru, Caroline Mathilde. Han er 52 år, og officielt tronfølger til sin storebror, Kong Frederik 9. Men i kulissen arbejder regeringen på at ændre spillereglerne.
– Det, der betyder noget, er vores børn. Hvad skal der ske med Ingolf, hvis grundloven laves om? spørger Caroline Mathilde sin mand.
Knud sukker. Han ved, at alt er i bevægelse. Statsminister Erik Eriksen har sat sig for at modernisere Grundloven, så Danmark kan deltage i internationale samarbejder som NATO. Men han frygter, at befolkningen ikke vil forstå de tekniske ændringer – og dermed blive hjemme på sofaen på valgdagen.
Løsningen bliver tronfølgeloven. Ved at gøre den populære prinsesse Margrethe til symbol på fornyelse håber regeringen at trække danskerne til stemmeurnerne. Det bliver på bekostning af Knud og hans søn, Ingolf.
RAKKERPAK ORGINIAL: LOVEN
LOVEN er en podcastserie i 89 afsnit med spændende og dramatiske historier om den danske grundlov fortalt af skuespiller Sofie Lasse-Kahlke.
Få indblik i podcasten gennem denne artikelserie eller lyt til LOVEN her eller der, hvor du lytter til podcast.
En protest i Statsrådet
Folketinget er den øverste i riget i Danmark. Det er altså op til Folketinget at vurdere, hvem der skal have apanage, og hvem der ikke skal have det.
Sune Klinge, lektor i forfatningsret
I februar 1953 sidder Prins Knud i Statsrådssalen på Christiansborg. Omkring ham er kongen, statsministeren og regeringens ministre. I seks år har han deltaget i Statsrådet som tronfølger – men denne dag er anderledes.
Han beder om ordet og fremlægger sin protest:
– En sådan ændring er efter min opfattelse i strid med de traktater og overenskomster, der danner det retlige grundlag for tronfølgeloven. På mine sønners og egne vegne må jeg derfor anmode om, at mit skriftlige forbehold herimod må blive fremlagt til statsrådets protokol
For ministrene omkring bordet er situationen pinlig. De ved, at Knud er ved at blive skrevet ud af historien. Hans bror, Frederik 9., sidder for bordenden – fanget i det dilemma, at han både er konge og far til den prinsesse, der nu står til at arve tronen.
Knud sætter sig. Han har gjort, hvad han kunne. Resten er op til danskerne – og måske, tænker han, vejret. Hvis regn og storm holder folk hjemme, kan valgdeltagelsen komme under den krævede grænse på 45 procent.
For statsminister Erik Eriksen var folkeafstemningen et risikabelt projekt. Han frygtede, at danskerne ville blive hjemme, hvis de kun skulle stemme om internationale samarbejder.
Derfor blev tronfølgeloven gjort til en del af pakken. Kong Frederik, Dronning Ingrid og deres tre døtre var elsket af befolkningen – det samme kunne man ikke sige om Prins Knud og hans søn, Ingolf. Ved at lade Margrethe træde frem som kommende regent kunne regeringen mobilisere vælgerne og sikre grundlovsændringen
En afgørelse på målstregen
Den 28. maj 1953 sidder Prins Knud ved radioen på Sorgenfri Slot. Stemmerne bliver talt op, og i lang tid ser det ud til, at valgdeltagelsen ikke når højt nok. I København er fremmødet lavt, og Knud nærer et spinkelt håb.
Men til sidst står resultatet klart: 45,8 procent af danskerne har stemt. Kun 0,77 procentpoint mere end det nødvendige. Grundloven bliver ændret, tronfølgeloven skrevet om – og Margrethe er sikret pladsen som Danmarks kommende regent.
Som plaster på såret får Knud og hans søn Ingolf tildelt apanage – årpenge fastsat efter Grundlovens §11. Som juristen Sune Klinge forklarer:
– Paragrafen eksemplificerer efter min opfattelse den styreform, som jo gennemsyrer hele grundloven, nemlig at det er Folketinget, som er den øverste i riget i Danmark. Det er altså op til Folketinget at vurdere, hvem der skal have apanage, og hvem der ikke skal have det. På den måde indkapsler paragraf 11 balancen mellem regeringen og et indskrænket monarki.
Et sidste håndtryk
Den 5. juni 1953 sidder Arveprins Knud endnu en gang i Statsrådet. Denne gang er det ikke for at protestere, men for at overvære sin bror underskrive den nye grundlov.
Kong Frederik 9. fører fyldepennen over papiret. Derefter rækker han hånden frem mod sin lillebror. Knud bukker hovedet og tager imod. Et håndtryk, en underskrift – og en tronarving forsvinder ud af historien.
SPONSORERET INDHOLD: Artiklen bygger på research af Mads Gordon Ladekarl fra pocsten Loven. En Rakkerpak Original i samarbejde med K-News, støttet af Dreyers Fond og DFI’s Public Service-pulje.
Vil du vide mere? Lyt til afsnittet § 11 – Kongens myndighed i podcasten LOVEN på lovenpodcast.dk eller dér, hvor du henter dine podcasts.
