Morgenen begynder, som den plejer, i familien hjemme hos Otto: madpakke i tasken, Nintendo i hånden, ugeskemaet på køleskabet og taxabussen i indkørslen. Otto trives, når alting følger en kendt rækkefølge. I bussen sætter han sig på sin vante plads – midt i, ikke for tæt på chaufføren, ikke for langt tilbage – og lader Mario Kart hjælpe turen med at glide.
Men små ting får store konsekvenser, når man allerede er på overarbejde. Chaufføren taler skarpt fra forsædet, Otto forstår ikke, hvad det handler om, og så går det stærkt: bussen trækker ind, døren smækker, og chaufføren står pludselig inde hos børnene.
– Giv mig den, siger han.
– NU!
Nintendoen forsvinder ned i jakkelommen. Otto bliver flyttet allerbagerst. Uroen sætter sig i kroppen som en knude. Han har ikke prøvet at være fræk; han forstod bare ikke, hvad der foregik. Det er præcis dér, hverdagen tit knækker for ham.
En diagnose, der ikke passer i en kasse
Det, der er sket, er, at at Otte er blevet så opslugt af spillet, at han taler højt for sig selv:
Så ryk dig dog! Du spærrer hele banen!
råber han til spillet – ikke til nogen i bussen. Men chaufføren, der sidder foran, tror, at Otte er uforskammet.
RAKKERPAK ORIGINAL: PSYKEN
PSYKEN er podcasten, hvor vi udforsker sindets dybder og dykker ned i de diagnoser og lidelser, der ofte betegnes som psykisk sygdom.
Fortællinger i Psyken er fiktive, men bygger på virkelige erfaringer, journalistisk research og er faktatjekket af relevante fagpersoner.
Få indblik i podcasten gennem denne artikelserie eller lyt til PSYKEN her eller der, hvor du lytter til podcast.
Podcasten er produceret af Rakkerpak Productions med med støtte fra Lundbeckfonden.
Når et barn ikke udvikler sig, som man forventer, taler man om udviklingsforstyrrelser. De kan være specifikke (fx påvirke sprog eller motorik), generelle (bredt påvirke udviklingen) – eller gennemgribende, også kaldet autismespektrumforstyrrelser. Men ikke alle børn med autistiske træk passer ind i de “klassiske” diagnoser.
Her bruges GUA: gennemgribende udviklingsforstyrrelse, anden type (F84.8). Den gives, når barnet har tydelige autistiske vanskeligheder, men ikke opfylder kriterierne for fx infantil autisme eller Aspergers syndrom.
Diagnosen har ingen faste kriterier; den bygger på en samlet vurdering og kan derfor se meget forskellig ud. Fælles er, at socialt samspil, kommunikation og fleksibilitet er udfordret, og at barnet har brug for langt mere støtte og struktur end jævnaldrende.
For Otto gjorde et skoleskift en forskel: færre elever, tydelige rutiner og voksne, der forstår ham. Han er blevet bedre til at styre sine reaktioner. Men energiregnskabet er skrøbeligt. Når det er brugt op, slår det ud andre steder – ikke ude i bussen, men hjemme, når maskeringen kan falde.
Når tænkningen selv begynder at larme
I frikvarteret står Otto ved kanten af fodboldbanen og stirrer på en lys tot græs, der stikker op. Bolden rammer hans skinneben; kort efter ligger den i eget net. Selvvrede bliver til en energiudladning, et spark ind i målstolpen – av, en smerte der eksploderer op igennem benet – og så de indre billeder, der skræmmer ham: et fantasisammenbrud, hvor han forestiller sig at vælte en modspiller, blod, råb, slag.
I virkeligheden står han blot og hyperventilerer med knyttede næver.
Forstyrrelser i tænkningen er en del af GUA for nogle børn. Det er ikke en psykose, men tankegangen kan blive springende, magisk eller få sære idéer, især under stress. Hos Otto skaber det en kløft mellem tanke og virkelighed, som i sig selv bliver en angsttrigger:
Kunne jeg finde på at gøre det i virkeligheden?
tænker han.
Pædagogen Rikke sætter sig ved siden af ham. Hun siger ikke meget, og lader bare sin ro smitte.
Jeg tror godt, kaninerne kunne bruge et kram
siger hun.
Kaninerne kunne bruge et kram
gentager Otto – og sammen går de. Den planlagte opgave bliver afløst af en sanselig pause med dyr og tryghed.
Hjemme hvor maskeringen falder
Efter skole venter den faste rytme: tre skridt frem, tre tilbage, gentagelser der beroliger nervesystemet. Ordene fra dagen får nye former i Ottos mund, en hjemmelavet melodi over vejrudsigten:
– Et lavtryk bevæger sig ind over landet fra vest… ind over landet fra vest…
Hans mor giver plads. Hun ved, det skal ud. Men dagskemaet rummer én ting mere: svømning. Og far arbejder over. En barnepige, Camilla, kommer forbi og passer lillesøster Liva. For Otto føles det forkert – ikke som det plejer. Angsten tager over og samler sig til en paranoid idé:
Hun er ikke en rigtig barnepige. Hun er ond.
Da det banker på døren, barrikaderer han entréen med tasker, stole og legetøj.
Gå væk! Du må ikke komme ind! Du er ikke rigtig! DU ER IKKE EN RIGTIG BARNEPIGE!
Lydene glider sammen, mors stemme, Livas gråd, bankeriet. En skål rammer døren og splintrer. Så stilhed. Svømning bliver aflyst. Senere sidder Otto tæt op ad mor i sofaen, kigger på en blid YouTube-video, mens hun stryger ham over håret. Han er tung i kroppen; dagen var dum, men den er forbi.
Mor siger, sådan nogle dage godt må findes.
Hvad ligger under – og hvad kan hjælpe?
GUA kommer sjældent alene. Mange har samtidig vanskeligheder som ADHD, tics, OCD eller udviklingshæmning (komorbiditet). Arv og kromosomforhold spiller en stor rolle; barnet er født med en særlig sårbarhed, og hvis omgivelserne ikke passer, kan hjernen udvikle uhensigtsmæssige mønstre. Derfor ligner to børn med GUA sjældent hinanden.
Behandling skræddersys. Et nøgleord er selvforståelse: at barnet – og familien – lærer, hvorfor reaktionerne ser ud, som de gør. Struktur, forudsigelighed og tryghed er ikke “nice to have”, men nødvendigheder.
Angstbehandling fylder ofte, og tempoet må være barnets. Nogle gange indgår medicin – fx antidepressiv ved angst/depression, Ritalin ved ADHD eller antipsykotisk medicin ved meget udadreagerende adfærd eller svært kontrollerbare tanker – altid i samråd med læge og forældre, for effekt og bivirkninger varierer.
For Otto er forskellen ikke gjort af én stor kur, men af mange små valg: voksne, der læser signalerne; pauser, når presset stiger; mulighed for at “lande” med gentagelser frem for at blive skubbet videre.
På en god dag er det nok til, at han både tager bussen, spiller fodbold og kommer i svømmehallen. På en dårlig dag er det nok, at han lander i sofaen med sin mors hånd i håret, allerede når dagen begynder.
SPONSORERET INDHOLD: Artiklen er skrevet på baggrund af research og samtaler fra podcasten Psyken af Alina Koch. Psyken er udarbejdet på baggrund af journalistisk research – og er gennemgået af relevante fagpersoner. Fortællingen om Steen er fiktiv. Podcasten Psyken er produceret med støtte fra Lundbeckfonden.
Hvis du vil blive klogere på klaustrofobi og høre hele Ottos historie, kan du lytte til afsnittet her
Læs alle afsnit i artikelserien Psyken her eller besøg Psykens hjemmeside, og lyt til podcastafsnit, om alle de WHO’s psykiske diagnoser.
